x
Annonce
Læserbrev

Berigende for mange mennesker

Læserbrev: Kolding bliver fattigere, når et Fyrtårn som Mungo park lukker. Jeg har været en glad tilskuer lige fra starten og fået mange gode oplevelser, og der har altid været noget at snakke om bagefter. De senere år har jeg glædet mig over, at der bl.a. er så mange ægtepar iblandt publikum, som måske ikke ville være kommet op ad stolen og hjemmefra. Ikke helt den målgruppe der benytter sig af Godset eller lytter til musik på Slotsbanken.

Og mennesker mødes uanset baggrund - der er på ingen måde tale om nogen kulturelite, som nogen hævder. Og Mungo Park er så meget andet, efter forestillingen Bilisten var der f.eks. dejlig musik af to unge gymnasieelever, der sang og spillede for et ungt og ældre publikum. Mungo Parks eget kor ikke at forglemme. Skal vi nu sige farvel til noget, der er berigende for så mange mennesker i Kolding?

Jeg er så gammel, at jeg kan huske, hvorledes man lod den gamle latinskole i Kolding forfalde totalt, måske i håb om med tiden at kunne rive bygningen ned, der var fredet, og så opføre nyt. Heldigvis skete det ikke takket være privat initiativ, og vi kan alle i dag glæde os over Nicolai-komplekset og de aktiviteter, der foregår der. Vi var også mange, der havde ønsket et teater overfor Nicolai Kirke i stedet for Cityarkaden og Midtgården, hvilket ville have gavnet caféer og restauranter i bymidten, men sådan blev det ikke. Så for mig at se vil det være ønskværdigt at bevare Mungo Park også for fremtiden og dermed liv i Kolding by, noget at samles om og ikke udelukkende have fokus på Kolding som studieby. Sammen Designer Vi Livet, men gør vi nu også det?

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce