Annonce
Sydjylland

Bernie forberedte sig hele natten: Det havde han ikke behøvet

Erik Hansen (tv), Gaute Munch (th) og den programmerbare robot Bernie er både glade og stolte, selvom de må tage tomhændet hjem fra prisuddelingen i Paris. Foto: Rikke Baltzer

En vindmøllenørd fra Odense og to Lego-gutter fra Billund må tage tomhændet hjem fra Paris efter at have været nomineret til iværksætternes svar på en Oscar.

Annonce

Paris: Den røde løber mangler, men ellers er alt, som det sig hører og bør til en prisuddeling; smukke cocktailkjoler, hvide duge med pindemadder, trommehvirvler, dramatiske strygere og kuverter med vindernavne. Iværksætternes svar på Oscar-uddelingen, der mere officielt bærer navnet "European Inventor Award", løber om lidt af stablen i den parisiske bydel Saint-Germain-en-Laye, og på usædvanlig vis er to nominerede fra Syddanmark.

Henrik Stiesdal fra Odense er nomineret til æresprisen "Lifetime Achivements" for at have spillet en afgørende rolle for dansk vindteknologi. Lego-nørderne fra Billund Gaute Munch og Erik Hansen er nomineret for at have udviklet programmerbare Legorobotter, der skal uddanne fremtidens ingeniører gennem leg.

Det er nemt at spotte sidstnævnte, blandt de mange folk, der akkompagneret af sikkerhedsvagter strømmer til begivenheden. Blandt hvide skjorter og sorte jakker lyser Erik Hansens farverige Lego-slips op.

- Vi må da indrømme, at det er spændende, men vi har trods alt sovet roligt i nat. Det er værre med Bernie her. Han har vendt og drejet sig og har ikke lukket et øje af bare spænding, griner Erik Hansen, og kigger på Lego-robotten, som han holder i hænderne.

European Inventor Award 2018

- Prisen uddeles af European Patent Office.- Under fem kategorier hylder prisen innovative iværksættere og opfindere, der har opnået en eller flere europæiske patenter, og som har gjort en afgørende forskel i verden.

- Henrik Stiesdal fra Odense var i år nomineret til æresprisen "Lifetime Achivements". Han blev slået af en schweizisk kvinde, der har opfundet en avanceret superlaser.

- Gaute Munch og Erik Hansen fra Lego blev i kategorien "Industri" slået af en fransk kvinde, der har opfundet et særligt brændstofbesparende dæk til lastbiler.

- Prisen har været uddelt siden 2006 og danskere har vundet i alt seks gange.

Annonce

Lego har inspireret flere vindere

JydskeVestkystens journalist har efterhånden erfaret, at opfindere er et beskedent folkefærd, der nødigt forholder sig til egne vinderchancer. Alligevel er stemningen tydeligt spændt, da videopræsentationer af finalisterne løber over storskærmen efterfulgt af intense klapsalver fra publikum i den smukke teatersal på det historiske Théâtre Alexandre Dumas. I al beskedenhed har robotten Bernie da også forberedt både takketale og sejrsdans, om det skulle blive nødvendigt.

Da seks trommehvirvler har lydt og seks vinderkuverter er blevet åbnet, står det desværre klart, at Bernie kunne have sparet sig sine forberedelser. Hverken Stiesdal eller holdet bag Lego-robotterne vandt en pris.

- Det har vi ingen problemer med. Bare det, at vores arbejde bliver nomineret i den her sammenhæng, og at vi er en del af så eksklusivt et selskab, er et kæmpe klap på skulderen, siger Gaute Munch og understreger, at de trods alt er blevet nomineret blandt over 500 iværksættere, der hver især er førende inden for deres felt.

Selvom Lego-gutterne ikke selv får et trofæ med hjem til kaminhylden, kan de måske alligevel tage en lille del af æren for nogle af priserne.

- Flere af prisvinderne har fortalt os, at Lego har været med til at vække deres interesse for teknologi, da de var børn, og det er vi enormt stolte af, siger Gaute Munch.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Hver femte turist ønsker mere afstand

Kolding For abonnenter

SF'er opfordrede Søvndal til at gå efter borgmesterposten i vinter: - Nu kan vi måske få en reel valgkamp

Annonce