Annonce
Udland

Betjente undersøges for at bruge Floyd-død som valentins-joke

Et billede af George Floyd ses under et demonstration i New York i USA. Hans død under en anholdelse i maj sidste år førte til verdensomspændende protester mod politivold og racisme. (Arkivfoto). Foto: Mike Segar/Reuters
"Du tager pusten fra mig", stod der på billede af George Floyd, som betjente i Los Angeles menes at have delt.

Politiet i Los Angeles har indledt en intern undersøgelse, efter at betjente angiveligt har delt et upassende billede af den afdøde George Floyd mellem sig.

Det oplyste politichef Michel Moore lørdag ifølge avisen Los Angeles Times.

Undersøgelsen er indledt, efter at en betjent anmeldte, at flere af hans kolleger rundsendte et billede af George Floyd med teksten "you take my breath away" - oversat til dansk betyder det noget i retning af: Du tager pusten fra mig.

Billedet skulle angiveligt være blevet klistret på en form for valentinskort.

Citatet er øjensynligt en reference til drabet på den sorte mand George Floyd, der mistede livet i Minneapolis i den amerikanske stat Minnesota i maj sidste år.

Han døde, da en politibetjent holdt sit knæ på hans hals i otte minutter og 46 sekunder under en anholdelse, mens George Floyd adskillige gange sagde "I can't breathe" - "jeg kan ikke trække vejret".

Hele episoden blev filmet og siden delt på nettet. Det førte efterfølgende til nogle af de største demonstrationer mod racisme og politivold i USA's historie.

Ifølge Los Angeles Times skal den betjent, der anmeldte episoden, udspørges mandag.

- Vores undersøgelse skal klarlægge rigtigheden af beskyldningerne og samtidig understrege vores nultolerancepolitik over for racistiske synspunkter, sagde Michel Moore lørdag.

Det er uklart, hvor mange betjente der i givet fald har delt billedet, og hvor det kommer fra.

Men Michel Moore tilføjede lørdag, at "folk vil få min vrede at føle", hvis der bliver fundet nogle ansvarlige.

I alt fire betjente er blevet sigtet i forbindelse med George Floyds død.

Retssagen mod en betjent ved navn Derek Chauvin, hvis knæ var på Floyds hals under anholdelsen, begynder 8. marts.

De tre andre, der er sigtet for at være medskyldige i drabet, skal for retten i august.

/ritzau/

Citeret artikel
Annonce
Annonce
Trekantområdet For abonnenter

Sex i en hemmelig verden: Alle slags mænd mødes i skoven - også dem med vielsesring og autostol på bagsædet

Annonce