Annonce
Udland

Biden afviser bekymring over at skulle kæmpe mod Bloomberg

Joseph Prezioso/Ritzau Scanpix
Michael Bloomberg er en fin fyr, siger Joe Biden, der påpeger, at han for tiden klarer sig godt i målingerne.

Demokraten Joe Biden forsøger at holde hovedet koldt ved udsigten til, at Michael Bloomberg melder sig ind i kampen om at blive Demokraternes kandidat ved næste års præsidentvalg i USA.

Således siger Biden, at han ikke er bekymret for, at milliardæren vil snuppe de midtersøgende vælgere.

- Michael er en fin fyr, siger Joe Biden til journalister i Concord, New Hampshire.

- Jeg har overhovedet intet problem med, at han melder sig ind i kapløbet, tilføjer 76-årige Biden.

Michael Bloomberg, der er tidligere borgmester i New York, banede fredag vejen for at kunne stille op som Demokraternes kandidat ved præsidentvalget.

Det gjorde han ved at indgive sit kandidatur til Demokraternes primærvalg i delstaten Alabama 3. marts næste år, før fristen udløb fredag.

77-årige Bloomberg sagde tidligere i år, at han ikke agtede at forsøge at blive Demokraternes præsidentkandidat. Men i en udtalelse torsdag sagde hans rådgiver, Howard Wolfson, at Bloomberg er bekymret over feltet af demokratiske kandidater.

- Mike (Michael Bloomberg, red.) er i stigende grad bekymret for, at det nuværende felt af kandidater ikke er i en position til at kunne slå Trump (præsident Donald Trump, red.), udtalte Wolfson.

Joe Biden er ifølge meningsmålinger i øjeblikket favorit til at blive nomineret som sit partis kandidat foran senatorerne Elizabeth Warren og Bernie Sanders.

Ikke overraskende deler han ikke Bloombergs bekymringer over de demokratiske kandidater.

- Hvis jeg ikke tager fejl, så klarer jeg mig ret godt både i forhold til Trump og alle de andre folk, der stiller op, siger Joe Biden.

Heller ikke præsident Trump synes at være bekymret over udsigten til, at Bloomberg snart kan vise sig at melde sig ind i kapløbet.

- Han har ikke magien, der skal til for at gøre det godt. Lille Michael vil fejle, sagde Trump til tilhængere i delstaten Georgia fredag.

- Han kommer ikke til at klare sig godt, men jeg tror faktisk, at han kommer til at gøre skade på Biden.

- Der er ingen, jeg hellere vil kæmpe mod end lille Michael, tilføjede præsidenten.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Team Esbjerg

Dagens gode nyhed: Esbjergs håndbolddronnning laver ny aftale - derfor forlænger Estavana Polman

Annonce