Annonce
Sønderborg

Bilist påkørte sygehusindgang: Jeg havde det elendigt

Den 64-årige mand, der 2. juni kørte ind i sygehusets indgangsparti, har erklæret sig stærkt sindssvækket i gerningsøjeblikket, og sagen skal derfor for en domsmandsret. Privat arkivfoto

Retssag: 64-årig mand erkender at have torpederet indgangspartiet på Sønderborg sygehus i bil, men sagen skal for en domsmandsret, fordi tiltalte menes at have været sindsyg i gerningsøjeblikket.

SØNDERBORG: Det var et råb om hjælp, da en 63-årig mand i bil tidligt om morgenen 2. juni kørte ind i indgangen på Sønderborg Sygehus. Han blev stoppet af to betonsøjler, men indgangspartiet og glaskarrusel lå i ruiner.

- Jeg havde det så elendigt. Jeg var overrasket over, jeg ikke blev slået ihjel. Jeg kørte en Volvo, så jeg overlevede. Jeg var tosset i hovedet. Da jeg først var derinde, var al den elendighed, jeg havde i hovedet, væk, fortalte den nu 64-årige i retten torsdag.

Han var indkaldt til en tilståelsessag og erkender påkørslen, og at han kørte op over et fodgængerareal, men da han påberåber sig at have været stærkt sindssvækket i gerningsøjeblikket, skal sagen for en domsmandsret.

- Jeg havde fået prostatakræft og var i behandling med hormonpiller. Psykisk tog det enormt hårdt på mig, fortalte manden i retten.

Hormonpræparatet bestod af kvindeligt kønshormon.

- Det gjorde, jeg blev tosset i hovedet. Jeg ved ikke, hvor jeg ville hen. Det rodede bare i mit hoved, sagde han.

Annonce

Indgangspartiet på Sønderborg Sygehus blev sat midlertidigt i stand, efter den 64-årige var kørt ind i det tidligt om morgenen 2. juni. Hele forhallen skal bygges om de kommende år, så der var ingen grund til at sætte glaskarusellen og modtagelsen i funklende ny stand i sommer. Top Danmark anslår erstatsningskravet mod tiltalte til at beløbe sig til 600.000 kroner. Desuden er der krav om frakendelse af kørekortet. Hans bil er totalskadet. En domsmandsret afgør næste år strafudmålingen, og om manden erklæres sindsyg i gerningsøjeblikket. Der skal også tages stilling til, om manden skal underkastes en mentalundersøgelse, hvilket hidtil ikke er sket. Den 64-årige har haft et mangeårigt misbrug af alkohol og euforiserende stoffer og føler sig efter eget udsagn jævnligt depressiv. Han har indtil videre ikke samarbejdet om misbrugsbehandling.

Det vil koste 600.000 kroner at udbedre indgangspartiet på Sønderborg Sygehus efter påkørslen, og det bliver en del af en samlet større ombygning af forhallen. Arkivfoto: Birthe Juul Matiasen

Driver virksomhed

Han forklarede, han speedede op og kørte ind over fliserne, hvor taxaer sætter passagerer af, og fortsatte ind i indgangspartiet. Han læderede to lændehvirvler, men har det godt i dag. Han er kræftfri og balanceret medicineret med lykkepiller.

- Det ser voldsomt ud, sagde anklager Tine Krarup Pedersen om fotos af glasdyngerne i indgangspartiet.

Den 64-årige var ugen forinden kørt til sygehuset, fordi han havde det rigtig skidt. En sygeplejerske sendte ham i ambulance til sygehuset i Aabenraa, og han var indlagt et par dage. 2. juni havde han det endnu værre og kørte igen til sygehuset i de tidlige morgentimer.

Han startede sit misbrug af hash og alkohol som ung hippie i Sverige. Han har sidenn været indlagt på Augustenborg sygehus.

Manden driver en velfungerende familievirksomhed og er villig til at gå i misbrugsbehandling og udøve samfundstjeneste.

- Jeg har fantastisk dygtige medarbejdere, sagde han.

Der forestod et stort oprydningsarbejde efter påkørslen om morgenen 2. juni. Arkivfoto: Birthe Juul Mathiasen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Annonce