Billedhuggeren Jens Galschiøt måtte ikke deltage i mindehøjtidelighed i Hong Kong på 20 års dagen for massakre i Beijing
Den danske billedhugger Jens Galschiøt blev i går sendt retur i et fly til Europa af de kinesiske myndigheder i Hong Kong.
Jens Galschiøt oplyser, at han var rejst til Hong Kong for at deltage i en mindehøjtidelighed på 20 årsdagen for massakren på kinesiske studenter på den Himmelske Freds Plads i Beijing.
Massakren er blevet mindet i Hong Kong hvert år, og grunden til at Galschiøt skulle deltage, er at han i 1997 donerede en skulptur "Skamstøtten" til begivenheden. Skulpturen er siden hvert år blevet brugt til at minde om massakren i 1989.
De kinesiske immigrationsmyndigheder gav i går ingen begrundelse, hverken til Jens Galschiøt eller den repræsentant for den danske konsul, der var mødt op i lufthavnen. Kun den at det er deres ret til enhver tid at afvise indrejsende, oplyser den danske billedhugger.
Han blev også sidste år nægtet indrejse i Hong Kong.