Annonce
Billund

To kandidater mangler en rådgiver til at tale borgernes sag: - Det må i hvert fald ikke være en, der deler kantine med dem på rådhuset

Billund Kommune er for lille til, at man skal tage særligt hensyn til sit eget lokalområde. I stedet bør man se kommunen som én samlet enhed. Det er Niels Kristian Refstrup og Coco Kjærgaard, der stiller op til kommunalvalget for henholdsvis Det Radikale Venstre og Lokalpolitisk Forum, enige om. Foto: Alex Hermann.
Det er en katastrofe, at kommunens to største byer ikke er bundet sammen af en cykelsti. Det mener Niels Kristian Refstrup (R), mens Coco Kjærgaard (LPF) i sin valgkamp slår på tromme for, at Billund Kommune bør ansætte en uafhængig borgervejleder, som er på borgerens side over for kommunen.

Billund: Der sker for mange fejl, når det offentlige sagsbehandler, og derfor bør Billund Kommune ansætte en såkaldt borgerrådgiver, der kan tale borgernes sag, når der opstår uenigheder med kommunen. Det mener to lokale Billund-kandidater til det kommende kommunalvalg.

- Så har man som borger en mulighed for at klage over det, der måtte være galt. I dag har vi en borgervejleder, og hun har ikke mandat til at ændre på noget i forvaltningen. Hun kan hjælpe en borger med at læse og forstå et brev fra kommunen, men hun kan ikke slå ned på, at der er lavet fejl i forvaltningen, siger Coco Kjærgaard, der stiller op til valget for Lokalpolitisk Forum.

Det forslag nikker Niels Kristian Refstrup, som stiller op for Det Radikale Venstre, anerkendende til. Han understreger dog, at det er vigtigt, at en borgerrådgiver er på borgerens vegne. Derfor skal vedkommende ikke være kollega med de øvrige medarbejdere i forvaltningen.

Annonce

- Det skal være en, som er fuldstændig uafhængig. Det er det vigtigste. Hvordan man så gør det i praksis, må der være nogen, der har mere forstand på, siger Niels Kristian Refstrup.

- Ja, det må i hvert fald ikke være en, der deler kantine med dem på rådhuset, supplerer Coco Kjærgaard.

Pulje til lejrskoler

Niels Kristian Refstrup arbejdede i 44 år som lærer på Enggårdsskolen i Billund, og han kan derfor ikke undgå at have et stort fokus på netop skoleområdet, som han gerne ser styrket.

- En del elever er trukket tilbage fra specialskolerne, uden ressourcerne er fulgt med. Så man har ikke tilstrækkeligt med to-lærerordninger de steder, hvor det er nødvendigt. Man har heller ikke nok ressourcer til at tage på lejrskole i samme grad, som man gjorde engang, siger Niels Kristian Refstrup.

Coco Kjærgaard

  • 41 år.
  • Samlevende med Jimmy Nissen.
  • Har tre børn på 7, 9 og 11 år.
  • Stammer fra Holstebro, men har i de seneste 13 år boet i Billund Kommune - først i Grindsted og nu i Billund.
  • Er hjemmeunderviser og arbejder desuden som multimediedesigner.
  • Er til kommunalvalget den 16. november nummer tre på den tværpolitiske liste Lokalpolitisk Forum.

Netop lejrskolerne er et område, som Niels Kristian Refstrup gerne vil have mere fokus på. Han oplever, at der gennem årene er blevet skåret ned på antallet af lejrskoler i folkeskolen, og det er ikke noget, han bryder sig om at se.

- Lejrskolen er med til at hjælpe dem, der ikke er så boglige, fordi de kan lære på en anden måde, end hvis det kun handlede om at få fat i bøgerne, siger Niels Kristian Refstrup, som derfor gerne ser, at skolerne får en pose penge, der er øremærket til lejrskoler og derfor ikke kan bruges til andre formål.

- Men skal skolerne ikke selv have frihed til at vælge, hvordan de bruger pengene bedst?, spørger Coco Kjærgaard og svarer selv på sit spørgsmål:

- Det er skolelederen, som skal bestemme, hvordan pengene bliver brugt bedst på den enkelte skole. Det skal byrådet ikke blande sig for meget i, for vi har slet ikke mulighed for at sætte os ind i, hvad der fungerer bedst på den enkelte skole. Det er, når man lever i det, at man ved det bedst, siger hun.

Her er hendes modkandidat kun delvist enig.

- Jeg er generelt enig i, at skoleområdet skal have en stor grad af frihed. Men lige præcis på lejrskoleområdet mener jeg, at man skal afsætte ressourcer præcis til det, siger Niels Kristian Refstrup, der også gerne vil slå på tromme for, at den obligatoriske erhvervspraktik i folkeskolernes ældste klasser bliver genindført.

- Da jeg var konsulent i kommunen, skulle alle elever i erhvervspraktik. Sådan er det ikke længere. Nu er det kun de 10 eller måske 20 procent af eleverne, som er allermest i tvivl om, hvad de skal, som allernådigst får lov at komme i erhvervspraktik, siger han.

Annonce

Fokus på hele kommunen

Mens andre kandidater op til valget slår på at ville levere en særlig indsats for deres eget lokalområde, er tonen anderledes hos både Niels Kristian Refstrup og Coco Kjærgaard. De mener ganske enkelt, at Billund Kommune er for lille til, at det giver mening at have et særligt fokus på det sted, man selv kommer fra.

- Hvis det går dårligt i den ene ende af kommunen, rammer det os alle. Billund er lidt en cash cow, hvor der bliver tjent mange penge. Men når vi har brug for en grønnere oase, tager vi til Grindsted. Byerne har hver deres rolle, og vi kan ikke undvære hinanden, siger Coco Kjærgaard.

Men er det ikke meget naturligt, at borgere i en mindre by er særligt fokuserede på at have repræsentanter i byrådet?

- Virker det så? Vorbasse har da medlemmer af byrådet, og alligevel fik de nej til kunstgræsbanen. Alle medlemmer af byrådet skal have fokus på hele kommunen. Ikke kun Billund og Grindsted, siger Coco Kjærgaard, der på dette punkt møder opbakning fra den radikale kandidat.

Billund Kommune bør ansætte en borgerrådgiver, der er helt uafhængig af forvaltningen og dermed er på borgerens side, hvis der er vanskeligheder. Det er de to lokale kandidater fra Billund enige om. Foto: Alex Hermann.

- Man skal gøre det, man er bedst til. Vi kan jo ikke have et gymnasium i Billund, når de har et i Grindsted, og der kan heller ikke være et Legoland i Grindsted. Vi er bedst til turisme, og så er de bedre til noget andet i Grindsted, siger Niels Kristian Refstrup.

Annonce

Cykelsti til Grindsted

Selvom Billund Kommune i løbet af de senere år har indviet adskillige nye cykelstier, er det et område, hvor vi slet ikke er færdige. I hvert fald hvis det står til Niels Kristian Refstrup.

- Det er rystende, at der ikke for længst er lavet en cykelsti mellem Billund og Grindsted. Skulle jeg blive valgt ind, vil jeg i hvert fald arbejde for, at det bliver gjort, siger Niels Kristian Refstrup, der ikke selv bryder sig om at cykle mellem Billund og Grindsted.

Niels Kristian Refstrup

  • 75 år.
  • Stammer fra Holstebro, men har boet i Billund siden 1970.
  • Har i 44 år arbejdet som skolelærer på Enggårdsskolen i Billund og i en tid desuden som konsulent i kommunen.
  • Er i dag pensionist.
  • Er gift og har tre børn samt syv børnebørn.
  • Er formand for Det Radikale Venstres lokale afdeling i Billund Kommune. Har i 15 år været storkredsformand for partiet.

Den store Grindstedvej er ganske enkelt for trafikeret til hans smag, og den lille vej over Løvlund – ”spritruten”, som han kalder den – mener han ikke er ret meget bedre.

- Det er en smal vej, og der er nogle, som kører for stærkt på den. Jeg vil i hvert fald nødigt have en familie med børn ud og cykle på den rute, siger Niels Kristian Refstrup, der også savner en cykelsti mellem Billund og Skjoldbjerg, ligesom han gerne ser, at de børn fra Stenderup-Krogager, som går i skole i Grindsted, kan få muligheden for at hoppe på jernhesten.

- Hvis jernbanen ikke skal bruges til noget andet, kunne det være fint at lave den der. Så oplever man også noget mere af naturen, end hvis stien løber langs med Tingvejen, siger han.

Annonce

Lettere at låne kommunale lokaler

Billund Kommune ejer masser af lokaler og bygninger, men det er ikke nødvendigvis nok – eller også skal nogle af dem blot benyttes anderledes. Det mener i hvert fald den lokale kandidat fra Det Radikale Venstre.

- De unge bør have et sted at mødes, så de ikke har lyst til at rende rundt på gaderne og lave unoder. Så der skal være et ungdomshus eller et kulturhus af en eller anden art. Det kunne være i forbindelse med de to musikskoler, at man laver et mødested, siger Niels Kristian Refstrup.

Det er rystende, at der ikke for længst er lavet en cykelsti mellem Billund og Grindsted. Skulle jeg blive valgt ind, vil jeg i hvert fald arbejde for, at det bliver gjort.

Niels Kristian Refstrup (R)

På modsatte side af bordet kunne Coco Kjærgaard også godt tænke sig en lidt anderledes administration af de kommunale lokaler. Det skal være lettere for en gruppe mennesker at benytte kommunale lokaler, selvom man ikke nødvendigvis er organiseret i en godkendt folkeoplysende forening.

- Jeg kunne godt tænke mig, hvis man kunne gøre det lettere for foreninger og grupper af mennesker at låne de lokaler, som allerede findes, siger hun.

Annonce

Vil "ryste posen"

Hverken Niels Kristian Refstrup eller Coco Kjærgaard står øverst på listen over favoritter til at komme i byrådet, men de tror begge på muligheden og krydser fingre for at få muligheden. Borgmester bliver de næppe, og de har heller ikke noget konkret bud på, hvem der bør overtage den position.

Coco Kjærgaard vil gerne ”ryste posen” og håber, at det kan lade sig gøre at skabe et flertal uden om de store partier.

- Det kan være svært at lave forandringer, hvis vi fortsætter på samme måde, siger hun uden at kunne sige nærmere, hvem hun foretrækker som borgmester, hvis det altså ikke kan blive hendes egen listes spidskandidat, Ulrich Kristensen.

Heller ikke Radikale Venstre har på det punkt lagt sig fast.

- Det har vi slet ikke drøftet. Vi vil først høre, hvad deres synspunkter er på forskellige områder, inden vi tager stilling til det, siger Niels Kristian Refstrup.

JydskeVestkysten på tur i kommunen

Op til kommunalvalget den 16. november drager JydskeVestkysten ud i kommunens syv byer for at snakke med nogle af de lokale kandidater om, hvad der er på spil for de næste fire år i lige netop deres by.

Denne gang er vi i Billund.


Annonce
Billund For abonnenter

60-årig rystede sin penis foran dagplejebørn

Annonce
Annonce
Annonce
Aabenraa

Unge kastede kanonslag efter Betina og hendes børn: - Det kunne være gået helt galt

Erhverv For abonnenter

Prisbelønnet industrivirksomhed er gået konkurs: Nu skal den sælges til højestbydende for at redde arbejdspladser

Esbjerg For abonnenter

Byens største julefrokost-arrangør undrer sig over smitteopsporingen efter udbrud: Derfor informerede vi selv

Kolding For abonnenter

Rasmus er spastiker og kæmpe håndboldfan: Det er et frirum, hvor jeg kan glemme hverdagens problemer

Medie: Anbefaling om at aflyse julefrokoster på vej

Varde For abonnenter

Firma med næsten 30 års erfaring er konkurs i tid med højkonjunktur: Ansatte afskediget og fritstillet

Billund

Om halvandet år har Grindsted endnu en efterskole: Forstander bliver ansat i nærmeste fremtid

Esbjerg For abonnenter

Bygherre får gok i nødden af politikere: Beskyldes for at have bygget i ond tro og skal fjerne ulovligt opsatte kviste

Medie: Epidemikommission vil sende skoleelever hjem

Varde

Blæste alkometer højt op om formiddagen: Mand med meget aldrende fødselsattest sigtet for spritkørsel

Sønderborg For abonnenter

70 år gammel skov er ulovlig: Træerne skal væk, men skoven får lov at overleve som krat

Sønderborg For abonnenter

Åh nej, ikke igen: Gigthospitalet har brugt rigtig meget tid på at forklare patienterne om corona

Annonce