Annonce
Billund

Billund Kommune har landets værste fartsyndere

Der bliver uddelt mange fartbøder i Billund Kommune. Faktisk så mange, at Billund sammen med Slagelse er landets mest fartglade kommune. Arkivfoto.

I løbet af de seneste tre år er der i Billund Kommune givet fartbøder for 30,9 millioner kroner.

Billund Kommune: Folk er generelt lidt for slemme til at træde på speederen i Billund Kommune.

Tal fra politiet viser, at Billund Kommune i årene mellem 2015 og 2017 er den kommune i Danmark, hvor der i forhold til antallet af indbyggere er blevet givet flest klip i kørekortet på grund af for høj fart. På listen over antallet af bøder pr. indbygger samt det beløb, som indbyggerne i gennemsnit har betalt i fartbøde, ligger Billund på andenpladsen - kun overgået af Slagelse.

I løbet af de tre år har politiet 18.570 gange blitzet en for hurtig bilist i Billund Kommune, og 2932 gange er der givet et klip i kørekortet. Der er samlet givet bøder for 30,9 millioner kroner, og det betyder, at kommunens indbyggere i gennemsnit har betalt 1167 kroner i fartbøde i løbet af de tre år.

Annonce

18.570 fartbøder

I årene 2015-2017 blitzede politiets fotovogne 18.570 gange bilister, som kørte for hurtigt. Det resulterede i bøder for et samlet beløb på 30.911.000 kroner og 2932 klip i kørekortene.

Det svarer til, at Billund Kommunes borgere i de tre år i gennemsnit har fået fartbøder for 1167 kroner. Der er blevet givet 701 fartbøder for hver 1000 indbyggere, ligesom der er uddelt 111 klip i kørekortene for hver 1000 indbyggere. Det gør, at Billund sammen med Slagelse er den kommune i landet, hvor politiet i de tre år har haft mest travlt med at udskrive fartbøder.

Pengemaskine

At der i Billund Kommune bliver fanget mange fartsyndere, kan der være mange forklaringer på, mener et par af områdets lokale kørelærere.

- For det første har vi nogle gode, lange og lige strækninger. For det andet har mange af de steder, hvor politiet de seneste to-tre år har stillet deres fartkontroller, været meget ulogiske, siger Martin Ravnborg, som driver Køreskolen Kørtekortet i Billund.

Han henviser blandt andet til, at der ofte er fartkontrol ved transformatorstationen på Vejlevej i Billund.

- Der har man udelukkende stillet fartkontrollen for at få penge i kassen og ikke andet. Hvis fartkontrollen var for at forebygge uheld, havde de ikke stillet den der, siger Martin Ravnborg.

596 fartkontroller på tre år

Antal enkelt kontroller i Billund Kommune i alt i 2015-2017: 596.

2015: 211

2016: 194

2017: 191

Antal måletimer i Billund Kommune i alt i 2015-2017: 2460.

2015: 718

2016: 857

2017: 885

Fornuften får os til det

Det er hans kollega, Niels Nørlinger fra Grindsted-Billund Køreskole, enig i.

Han mener, at årsagen til, at mange kører for hurtigt, skal findes i, at vi som bilister stoler mere på vores egen analyse af situationen end på regler.

- Jeg vil ikke forsvare dem, der kører for hurtigt, men det er fornuften, der får os til det. Vi gør det, fordi vi synes, at vi har styr på, hvad vi laver, siger Niels Nørlinger.

Fotovogne i fokus

Vi har fået aktindsigt i fotovognenes placeringer og udskrivning af bøder siden det markante skifte i 2015, hvor antallet blev firdoblet fra 25 til 100 fotovogne.Følg med i serien "Fotovogne i fokus" i avisen og på de jyske og fynske nyhedssites, hvor du allerede nu kan se et stort, interaktivt kort, hvor du kan se, om fotovognen har været på besøg i dit nabolag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Annonce