Annonce
Billund

Billund Kommune overtager sti langs Omme Landevej

Hvis Billund Kommune i fremtiden beslutter sig for at lave en asfalteret cykelsti hele vejen mellem Sdr. Omme og Filskov, er muligheden nu til stede. Arkivfoto: Martin Ravn
Hvis Billund Kommune i fremtiden beslutter sig for at anlægge en cykelsti hele vejen mellem Filskov og Sdr. Omme, er muligheden nu til stede.

Sdr. Omme: Muligheden for en asfalteret cykelsti hele vejen mellem Filskov og Sdr. Omme er nu blevet lidt bedre.

Billund Kommune har i forvejen besluttet at etablere en cykelsti fra Filskov i retning mod Sdr. Omme, men kun til Simmelvej, som er omtrent halvdelen af vejen. Herefter følger en sti, som ligger på privat jord og er drevet gennem Omme Å Stiudvalg. Det er denne sti, som Billund Kommune nu har besluttet sig for at erhverve.

- Vi overtager stien. Det vil sige, at vi køber jorden, som den ligger på, plus lidt mere jord til hver side. Så hvis vi på et tidspunkt beslutter, at stien på et tidspunkt skal udvides til at være en asfaltsti, har vi muligheden for det, siger Per Nyhus (DF), som er formand for teknik- og miljøudvalget i Billund Kommune.

Han finder det helt naturligt og logisk, at kommunen overtager stien, når den ligger i forlængelse af en kommende cykelsti.

- Det giver ikke nogen mening, at vi har sat gang i arbejdet med at lave en sti fra Filskov til Simmelvej, hvis der ikke er mulighed for, at stien på et tidspunkt kan fortsætte hele vejen til Sdr. Omme, siger Per Nyhus.

Annonce

Det giver ikke nogen mening, at vi har sat gang i arbejdet med at lave en sti fra Filskov til Simmelvej, hvis der ikke er mulighed for, at stien på et tidspunkt kan fortsætte hele vejen til Sdr. Omme.

Per Nyhus (DF), formand, teknik- og miljøudvalget

Koster 800.000 kr.

Det kommer til at koste Billund Kommune cirka 800.000 kroner at overtage den cirka fire kilometer lange sti.

For på et tidspunkt at kunne udvide stien til en asfalteret cykelsti, bliver der købt lidt mere jord, end stien i dag fylder. En kommende cykelsti skal være to en halv meter bred, og der skal være tre meter mellem kørebanen og cykelstien.

Desuden skal der være en meter rabat bag cykelstien, så kommunen ender med at købe en stribe jord på 6,5 meter.

Hvornår stien eventuelt kan blive udvidet til en cykelsti, så der kan cykles på en sti hele vejen fra Filskov til Sdr. Omme, er meget usikkert. Der er andre projekter, der først skal gøres færdige, inden det kan komme på tale.

- Vi har sat gang i arbejdet med en cykelsti i Hejnsvig, og derefter laver vi noget i Filskov, så det bliver tidligst derefter, siger Per Nyhus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Annonce