Annonce
Sydjylland

Billund Lufthavn varslede massefyringer: Nu er 60 stillinger reddet

I maj måtte Billund Lufthavn meddele sine medarbejdere, at der skulle afskediges medarbejdere svarende til 270 årsværk. Nu har efteruddannelse reddet 60 af de årsværk. Arkivfoto: Martin Ravn
For knap en måned siden varslede Billund Lufthavn massefyringer, hvor man erklærede, at man på grund af coronakrisen var nødt til at afskedige medarbejdere svarende til 270 årsværk. Nu har lufthavnen i samarbejde med tillidsrepræsentanterne reddet 60 årsværk.
Annonce

Billund: Coronakrisen har ramt Billund Lufthavn hårdt. I sidste måned meddelte lufthavnen derfor, at de var nødt til at afskedige medarbejdere svarende til 270 årsværk. Det svarede til omtrent hver tredje medarbejder i lufthavnen, der havde 800 årsværk. Men nu er der lys forude, for det er lykkedes at redde 60 årsværk. Da ikke alle i lufthavnen arbejder på fuld tid, svarer de 60 årsværk til mere end 60 stillinger.

- Situationen taget i betragtning er det en fantastisk aftale, vi har lavet med tillidsrepræsentanterne. Vi gik fra forhandlingsbordet med langt mere, end vi troede var muligt, da vi satte os ved det, skriver administrerende direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, i en pressemeddelelse.

I sidste ende var det efteruddannelse, der blev redningsmanden for de 60 årsværk. Billund Lufthavn sender nemlig de omkring 500 tilbageværende medarbejdere på 10 ugers efteruddannelse over de næste to år. Når medarbejderne er på efteruddannelse, skal deres løn samt uddannelsen finansieres af de mange kompetencefonde, der findes til formålet. På den måde sparer lufthavnen løn til hver af de 500 medarbejdere i 10 uger over de næste to år. Derved kan pengene i stedet bruges til at bevare de 60 årsværk, der altså svarer til lidt mere end 60 stillinger.

Annonce

Fælles glæde

Selvom aftalen landede på en trist baggrund, har den skabt glæde hos både tillidsrepræsentanter og lufthavnens medarbejdere.

- For os var det naturligt at gå til forhandlingsbordet og tale om de mange muligheder, der findes på området. Alle medarbejdere har i forvejen ret til selvvalgt uddannelse gennem deres overenskomster. Nu kommer de til at bruge den ret, skriver Henrik Puggaard, der er fællestillidsrepræsentant i lufthavnen og fra 3F, i en pressemeddelelse.

- Alle er positive, for de forstår jo godt, hvorfor dette er nødvendigt. Jeg har fået tilkendegivelser fra folk, som ikke har været på skolebænken i 30 år, der glæder sig til at efteruddanne sig. På den måde kan vi redde over 60 familier fra at miste en indtægt samtidig med, at alle medarbejdere får et fagligt løft, siger Dorthe Hansen, der er tillidsrepræsentant i lufthavnen for HK.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce