Annonce
Aabenraa

Biltyve med nyt trick: Kræver løsepenge

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker i øjeblikket biltyverier, hvor ejeren efterfølgende er blevet kontaktet af tyvene. Arkivfoto
I to tilfælde inden for de seneste dage er ejeren af en stjålet bil blev kontaktet og forsøgt afpresset 5000 kroner for oplysning om, hvor bilen stod.

Aabenraa: Overfør 5000 kroner og få at vide, hvor din bil er.

Det har det seneste døgn været beskeden til to bilejere, der har fået deres bil stjålet på henholdsvis Lundbjerg Industrivej ved Aabenraa og på Bovrup Storegade.

- Der har været en stribe brugstyverier, som vi er ved at få styr på, men det ser ud til, at det er de samme, der står bag. Efter bilen er blevet stjålet er ejeren efterfølgende blevet kontaktet og har fået at vide, at hvis de overførte penge, så ville de få oplyst bilens placering, fortæller politikommissær Thomas Berg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Indtil videre har biltyvene imidlertid ikke haft held med deres forehavende. Den Mercedes Viano-varevogn, der forsvandt ude foran Min Købmand i Bovrup tirsdag kort før middag, var blevet lokaliseret på den nærliggende Brokbjergvej, inden ejeren blev ringet op med krav om penge til gengæld for oplysningen om, hvor bilen stod.

Annonce

Kvinde forlod bil

Det samme skete med den Alfa Romeo på rumænske plader, der i løbet af mandagen var blevet stjålet fra Lundsbjerg Industrivej. Her var omstændigheder dog en anelse mere dramatiske.

Da ejeren blev ringet op, kunne han fortælle manden i den anden ende, at han godt vidste, hvor bilen var. Han stod nemlig lige ved siden af den på Tornhøjvej i Tumbøl.

- Bilen var kørt galt, og anmelderen har fortalt, at der var en kvinde, der gik fra stedet, og hun ønskede ikke, at politiet blev kontaktet, forklarer Thomas Berg, der beskriver kvinden som omkring 20 år, 175 centimeter høj og slank af bygning. Ifølge vidnet havde hun naturligt rødt hår, der gik til skuldrene, havde et tørklæde og mørke arbejdsbukser på, og så bar hun på en sort og rød rygsæk.

Audi stjålet i Felsted

Thomas Berg oplyser, at der også er stjålet en Audi A4 fra Gråstenvej i Felsted tirsdag aften kl. 18.30.

- Her er der ikke dukket noget op omkring, hvor bilen befinder sig, men den har indregisteringsnummeret GG53128, er sort og en årgang 2008, siger politikommissæren, der på telefon 114 gerne hører fra vidner, der kan hjælpe med opklaringen af biltyverierne.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce