Annonce
Indland

Biografer må åbne nu - men det praktiske er ikke på plads

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der mangler retningslinjer og skal laves aftaler med filmdistributører, før biografer kan åbne igen.

Biograferne har fået lov at genåbne allerede torsdag, men der er en hel del praktiske ting, som skal på plads, inden man igen kan gå ind og se en film, spise popcorn og drikke cola.

Først og fremmest afventer landets biografer de præcise retningslinjer fra Kulturministeriet, og samtidig skal der laves aftaler med filmdistributørerne, så der er premierefilm på lærredet.

Det fortæller Lars Werge, der er direktør for brancheforeningen Danske Biografer, som har 165 biografer rundt i landet som medlemmer.

- Vi skal have retningslinjerne på plads med myndighederne om, hvordan vi indretterne biograferne, og det skal de enkelte biografer implementere, så det er trygt at komme ind og se en film, siger Lars Werge.

De præcise retningslinjer er ved at blive udarbejdet, og de er ifølge Kulturministeriet på trapperne.

Lars Werge har været til møder med Kulturministeriet om retningslinjerne, og han fortæller, at en del af dem vil læne sig op ad, hvad man har set andre steder i samfundet med afstandsmarkeringer og håndsprit.

Det mangler dog at blive afklaret, om biograferne må fylde salene, eller om der skal være afstand mellem sæderne.

Lars Werge håber, at biograferne kan få lov at indrette sig på linje med retningslinjerne i busser og tog.

- I den kollektive trafik kan du sidde ved siden af fremmede, så længe man kigger i samme retning, og det er jo det samme i en biograf.

- Omvendt er der i kirkerne, hvor man også kigger i samme retning, andre krav til afstand, så det skal vi have nogle diskussioner omkring.

- Men det allervigtigste er, at det er forsvarligt og trygt at gå i biografen, siger Lars Werge.

Derudover er der en udfordring med, at der skal nye film på lærredet. Der skal derfor laves aftaler med filmdistributørerne.

- Det er en del af puslespillet for at kunne åbne igen. Distributørerne af filmene har en klar interesse i, at så mange som muligt kan komme til at se de film, som de har satset på, siger Lars Werge.

Samtidig skal der i mange af de mindre biografer købes cola, popcorn og slik, inden man kan slå dørene op.

Lars Werge vil ikke på nuværende tidspunkt give et bud på, hvornår biograferne igen kan åbne.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Svømmehalsdirektør er dybt frustreret over lange udsigter til genåbning: Op mod 200 kunder har skrevet til Slotssøbadet

Annonce