ESBJERG: Da JydskeVestkysten for en måned siden kunne fortælle, at udsatte borgere i Esbjerg Kommune på grund af coronapandemien ikke havde haft mulighed for at have en bisidder med til deres vigtige møder på jobcentret, vakte det opsigt blandt både politikere lokalt og på Christiansborg.
Dengang lovede Jobcenter Esbjerg, at man ville rette op på problemet ved at indføre brug af den digitale kommunikationskanal, Teams, fra 1. februar.
Men nu, knap en måned senere, står det dog klart, at de udsatte borgere, der er tilknyttet rehabiliteringsteamet på Jobcenter Esbjerg, stadig ikke har mulighed for at medbringe bisidder til de møder, hvor sager om blandt andet førtidspension, ressourceforløb og flexjob bliver behandlet. Og det er ifølge både Ankestyrelsen og beskæftigelsesministeriet ulovligt.
Problemet bliver kun værre
Carina Leuenhagen Jensen, der er bisidder for en række sårbare borgere i Esbjerg, har været frontperson i kritikken af Esbjerg Kommune i sagen. Hun kalder det rystende, at der ikke er sket noget. For problemet har kun vokset sig større i løbet af februar, mener hun.
- Der dumper hele tiden nye sager ind på mit skrivebord, og der er mange borgere, som mangler afklaring på deres sag. De føler sig svigtet og i klemme, og det kan jo ikke være rimeligt. Det er i strid med loven, siger Carina Leuenhagen Jensen, der mener, at kommunen og jobcentret har ageret egenrådigt i sagen.
Anders Kronborg (S), medlem af folketingetEn kommune er til for borgerne og ikke omvendt. Jeg synes, at det er uværdigt, at man har et system, der tromler borgerne. De burde få en ordentlig og værdig behandling af kommunen. I stedet kommer de i klemme. Det har jeg en klar forventning om, at man retter op på, så man i fremtiden overholder lovgivningen.
- De virker ligeglade med de meldinger, der er kommet fra Ankestyrelsen og ministeriet, der klart har sagt, at det er ulovligt at nægte borgere at have en bisidder med ved møderne. De virker ligeglade med lov og ret, og det bliver man nødt til at få rettet op på snarest muligt. Der er virkelig nogle sårbare mennesker, der lider under det her, siger hun.
Alarmerende
Det lokale folketingsmedlem Anders Kronborg (S) bekræfter over for avisen, at han har gjort beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) opmærksom på problematikken i Esbjerg. Ministeriet har tidligere slået fast, at borgere, corona eller ej, har ret til at have en bisidder ved deres side, når de er til møde med kommunen.
Derfor undrer det også Anders Kronborg, at der ikke er sket noget i sagen.
- Jeg må indrømme, at jeg blev noget forbavset, da jeg hørte, at borgere i Esbjerg Kommune fortsat ikke har bisiddere med ved deres møder. Både Ankestyrelsen og ministeren har slået fast, at det er en forpligtelse, kommunen skal leve op til, og jeg finder det faktisk alarmerende, at det har stået på i så lang tid, siger Anders Kronborg (S).
Han roser de borgere, som har henvendt sig i sagen, for at have overskuddet til det. Men det burde ikke være nødvendigt, mener han.
- En kommune er til for borgerne og ikke omvendt. Jeg synes, at det er uværdigt, at man har et system, der tromler borgerne. De burde få en ordentlig og værdig behandling. I stedet kommer de i klemme. Det har jeg en klar forventning om, at man retter op på, så man i fremtiden overholder lovgivningen.
- Ingen dårlige undskyldninger
Pia Damtoft, der er chef for jobcentret i Esbjerg Kommune, har svært ved at forstå kritikken. Hun fortæller, at der i løbet af januar og februar har været i alt tre møder, hvor borgeren har ønsket at have bisidder med, ud af de 69 møder, der i alt er blevet afviklet i Rehabiliteringsteamet.
- Vi har haft nogle tekniske problemer med vores it-udstyr, som har gjort det umuligt at etablere en forbindelse fra jobcentrets lokaler i Exnersgade. Det er selvfølgelig beklageligt. Men i de tilfælde har vi tilbudt borgerne enten at udsætte mødet eller at afholde et nyt, hvis de ikke har været tilfreds med mødet. Så der har været frit valg, siger Pia Damtoft.
Hun fortæller, at jobcentret ikke har haft mulighed for at planlægge sig ud af situationen.
- Vi har mange hensyn, vi skal tage, og derfor har vi ikke været i stand til at finde en hurtig ny løsning. Vi havde jo håbet, at det ville blive bedre, da vi blev tilknyttet Teams i februar, men det har simpelthen ikke været muligt at løse it-mæssigt, siger hun.
I løbet af det seneste år har adskillige skoler og arbejdspladser landet over været koblet op via online-forbindelser hjemmefra. Alligevel mener Pia Damtoft ikke, at der bare er tale om en dårlig undskyldning.
- Vi gør, hvad vi kan, og vi har flere gange haft hjælp fra vores IT-afdeling for at få systemet til at fungere, men uden held. Derfor tager vi også konsekvensen, og fra 1. marts tilbyder vi fysiske møder med bisidder uanset hvad. Jeg forstår godt, at der er borgere, som har brug for at få afklaring i deres sag, men jeg må bede dem have lidt tålmodighed endnu, siger Pia Damtoft, chef for jobcentret i Esbjerg Kommune.
Om sagen
Siden den 7. januar og frem til den 28. februar 2021 har kommunerne på grund af corona kunnet vælge, om møder i rehabiliteringsteamet skal være med deltagerne fysisk til stede eller virtuelle møder.
Ved et virtuelt møde skal borgeren give samtykke til, at sagen behandles uden borgerens deltagelse. Ønsker borgeren at deltage, skal kommunen sikre, at dette kan ske.
I løbet af de to seneste måneder har der været flere tilfælde, hvor borgerne på grund af restriktionerne for corona ikke har haft mulighed for at have bisidder med.
Det er ifølge Ankestyrelsen og ministeriet ulovligt. En borger har altid ret til at have bisidder med ved et møde med kommunen.
Problemet bunder, ifølge Jobcenter Esbjerg, både i, at man er forpligtet til at overholde en række restriktionerne, samt udfordringer med internetforbindelsen i lokalerne i Exnersgade.
Fra 1. marts vil der igen være mulighed for, at bisiddere kan deltage fysisk ved møder med jobcentret.