Annonce
Indland

Bjarke Ingels-tegnet flygtningemuseum får tysk millionstøtte

Big Architects/Ritzau Scanpix
Forbundsdagen i Tyskland støtter museum tegnet af stjernearkitekten Bjarke Ingels med ti millioner kroner.

Den tyske Forbundsdag har bevilget næsten ti millioner kroner til et planlagt flygtningemuseum i Oksbøl.

Det oplyser Varde Kommune lørdag.

Det er ifølge en pressemeddelelse fra kommunen første gang, at Tyskland donerer penge til et museum i Danmark.

Flugt, som museet skal hedde, er tegnet af arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group (BIG), og med donationen fra Tyskland er der håb om, at det første spadestik er inden for synsvidde.

Museet bliver placeret nær den tyske flygtningekirkegård i Oksbøl og skal formidle historier om flygtninge i efterkrigsårene og op til vores tid.

Det var ved flygtningekirkegården, at danmarkshistoriens største flygtningelejr lå i årene efter Anden Verdenskrig.

- Vi kan næsten ikke få armene ned over nyheden! Selve donationen er jo historisk i sig selv, og så er det bare en kæmpe forløsning, at vi nu er så langt med finansieringen, at vi forhåbentlig kan tage første spadestik til foråret, udtaler Claus Kjeld Jensen, museumsdirektør for Vardemuseerne.

Det forventes, at det vil koste omkring 100 millioner kroner at få etableret museet, som regner med at kunne åbne dørene for de første besøgende i efteråret 2021.

- Vi har oplevet stor tysk interesse for museet, hvilket er meget naturligt, da der stadig dagligt er besøg på flygtningekirkegården, hvor efterkommere stopper op for at lægge en blomst blandt de mange kors. Det er af mange årsager en historie, der er svær at fortælle i Tyskland, og derfor er museet på mange måder en gave for det tyske folk, siger Claus Kjeld Jensen.

I perioden 11. februar til 5. maj 1945 modtog Danmark cirka 250.000 tyske flygtninge fra krigens østfront, primært kvinder, ældre og børn.

I 1945 boede der på et tidspunkt 36.000 tyske krigsflygtninge i flygtningelejren nær Oksbøl, hvilket betød, at lejren i praksis var Danmarks femtestørste by.

Bjarke Ingels' tegnestue står også bag bunkermuseet Tirpitz, der ligeledes hører under Vardemuseerne.

Annonce
Pressemeddelelse fra Varde Kommune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Esbjerg

Narkoman filmede sadistisk vold og voldtægt: Da han blev afsløret, forsøgte han at hænge sig, men endte som dybt hjerneskadet

Annonce