Annonce
Sport

Bjerre vandt i Italien - Iversen kørte sig også videre til GP-kvalfinalen

Kenneth Bjerre vandt sin semifinale i GP-kvalifikationen. Foto: René Lind Gammelmark

De to rutinerede kørere leverede varen under maksimalt pres og er dermed klar til den såkaldte GP Challenge i tyske Landshut sidst i juli, hvor der er tre billetter til GP-serien 2019 at køre om.

Kør dig i top tre - eller glem alt om en plads i den eftertragtede GP-serie 2019.

Og det gjorde Kenneth Bjerre og Niels-Kristian Iversen så, da de kørte semifinale i kvalifikationen.

Kenneth Bjerre gjorde det fantastisk og vandt i italienske Lonigo med imponerende 13 ud af 15 mulige point.

- Jeg er selvfølgelig rigtig godt tilfreds. Det hele fungerede fint for mig. Jeg skulle ud at have to point i mit sidste heat for at komme videre, men heldigvis vandt jeg, fortæller Kenneth Bjerre.

- Det er bare en barsk omgang. Der er ikke plads til et eneste fejltrin, så det handler også om at kunne holde nerverne i ro, når man er med på det her niveau.

Iversen lige akkurat blev treer i Slangerup med 11 point.

Løbet i Slangerup, der blev vundet af polske Krzysztof Kasprzak, blev i øvrigt fem timer forsinket på grund af skybrud, men Niels-Kristian Iversen bevarede altså tålmodigheden og kørte sig videre.

I samme semifinale var Mikkel Michelsen og Anders Thomsen også med, men de formåede ikke at blande sig i topstriden.

Det var desværre også pil nedad for Michael Jepsen, der blev nummer seks med 10 point i sin semifinale i slovakiske Zarnovica. Endnu mere bittert var det for den tidligere grandprix-stjerne Jaroslaw Hampel fra Polen. Han scorede 12 ud af 15 mulige point, men det rakte kun til en fjerdeplads efter toptrioen Matej Zagar, Antonio Lindbäck og Janusz Kolodziej.

Mandag er der så en chance for at få yderligere to danskere med til GP Challenge, når Hans Andersen og Peter Kildemand kører deres chance i tyske Abendsberg.

I årets VM-serie er Nicki Pedersen med på et wildcard, mens Niels Kristian Iversen foreløbig deltager i to løb som reserve for skadede Martin Vaculik. I landstræner Hans Nielsen planer om at genrejse dansk speedway, er det tvingende nødvendigt, at minimum én dansk kører selv kan kvalificere sig til VM serien i 2019.

Årets kvalifikationsfinale køres 28. juli i tyske Landshut, hvorfra tre kørere booker billet til næste års GP-serie.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce