Annonce
Sport

Bjerregaard slutter stærkt i British Open på svær bane

Andrew Redington/Ritzau Scanpix
Lucas Bjerregaard sluttede flot, mens store stjerner led gevaldige knæk, da British Open blev skudt i gang.

British Open i golf blev torsdag indledt på Royal Portrush-banen i Nordirland, og banen gav fra første fløjt flere store navne massive problemer.

Til gengæld slap danske Lucas Bjerregaard fornemt igennem til sidst efter en hård start, og Bjerregaard ligger inden anden runde i majorturneringen et slag under banens par på 71 slag.

Lucas Bjerregaard endte på en delt 20.-plads, da alle spillere torsdag aften var færdige med første runde.

Bjerregaard kom dog skidt i gang med en dobbeltbogey og en bogey efter de første ti huller, men i slutfasen leverede danskeren fire birdies, og dermed fik han rettet gevaldigt op på det hele.

Også Thorbjørn Olesen, der i fjor sluttede som delt nummer 12 i turneringen, er med, og han var første dansker i aktion og også første dansker, der kunne gå i klubhuset.

Det skete med en runde i et slag over par, som placerede Olesen på en delt 54.-plads.

Olesen lagde ud med at gå første hul i par, og så leverede han en birdie på næste hul. Derefter forløb det stabilt i par frem til hul 14 og 16, hvor to bogeys blev resultatet.

Mens danskerne undgik at blive slagtet af udfordringerne i Nordirland, så gik det helt anderledes for flere topnavne.

Værst forløb dagen i stjernefeltet for Rory McIlroy, der vandt British Open i 2014 og er nummer tre på verdensranglisten.

Den 30-årige nordirer gik en rædselsfuld runde i hele otte slag over par, og han er helt nede som delt nummer 150.

Også Tiger Woods, der jagter sin majortitel nummer 16 i karrieren, fik en skrækkelig indledning på turneringen med en runde i syv slag over par, og Woods ligger derfor naturligt også i den tunge ende som delt nummer 144.

Italienske Francesco Molinari, der vandt turneringen i fjor, kom heller ikke godt fra land i dette års udgave, da han måtte notere sig en første runde i tre slag over par og er delt nummer 94.

I spidsen ligger John Bradley "J.B." Holmes fra USA i fem slag under.

Han er et enkelt slag bedre end Shane Lowry fra Nordirland, mens verdensetter Brooks Koepka er to slag efter på en delt tredjeplads sammen med 12 andre spillere.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Grebet i luften: En køn historie

Tilbage i 1990erne undersøgte danske forskere hvilken voksen, der havde størst betydning i et barns liv. Måske til irritation for ligestillingsfrontkæmperne tronede mor øverst på soklen og sikkert med et guddommeligt lys i baggrunden. Herefter fulgte yndlingspædagogen i børnehaven, legekammeraterne, og så fremdeles nedad på ranglisten, indtil far dukkede op. På samme plads som tilfældige bekendte af familien og naboens kat. Det var en værre historie, og siden har mange mænd oppet sig gevaldigt og lært at gå med babysele, ja nogle har strammet sig virkelig an og fået en fødselspsykose. Ellers også hænger det måske sammen med, at begreberne familie og far og mor er blevet mere elastiske størrelser, hvilket kan give udviklende samtaler på legepladsen: - Hvem er den dame der? - Det er min mor. - Hvem er så damen ved siden af? - Det er min far. Endelig er der dem, der helt undgår konflikten om far og mor ved at introducere udtrykket en forælder. Smag på ordet. En kønsneutral sutsko. Men det passer måske godt til en tid, da køn er i vælten og noget man vælger, lige som man vælger skjorter fra bøjlen. På Facebook kan man efter sigende vælge mellem 71 køn. Det kan selvfølgelig give beskæftigelse på de lange vinteraftener – lidt lige som at lægge puslespil med 1500 brikker - men jeg ikke er sikker på, at jeg har lyst til at tænke på, hvordan nummer 71 ser ud. Hvordan er det endt der? Og hvornår kommer fænomener som ”mors dag ”og ”fars dag” under beskydning? For det ligner strengt taget en kønsstereotyp af de værre. Man kunne med held – det ville også være meget rationelt – finde det svenske udtryk ”hen” frem. Så kan man slå de to dage sammen og undgå i hvert fald én tur i butikker: - Værsgo og glædelig hens dag. Jeg er så ikke sikker på, at de kvinder, der havde vænnet sig røde roser og dyr chokolade, vil blive begejstret for en gave af mere neutral karakter. Et kinesisk waterpas til 20 kroner eller hvad man i en anden kønsstereotyp tid ville give som fars dags gave. Tværtimod er jeg ret sikker på, at hammeren ville falde. Men selvfølgelig ikke fars hammer.

Annonce