Esbjerg: Beboere omkring Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg kan forvente en hel del larm og blå blink samt trafikale udfordringer tirsdag eftermiddag og aften.
Mellem klokken 16.00 og 19.00 bliver der nemlig afviklet en større og uvarslet beredskabsøvelse med deltagelse af både sundhedsvæsen, politi og brandvæsen.
Der vil blive testet alarmer, være et større opbud af udrykningskøretøjer, og der bliver en brandøvelse med deltagelse af 26 patienter og fem medarbejdere.
Der er tale om en større øvelse med figuranter, der spiller patienter og er sminket med blod og sår.
Beredskabsøvelsen er en optakt til indflytning i den nye sengebygning den 19. november, oplyser Sydvestjysk Sygehus' kommunikationsafdeling.
Esbjerg Kommune informerer klokken 16.00 via sms beboerne i området om øvelsen og parkeringsbegrænsninger i forbindelse med øvelsen.