Annonce
Sydjylland

Blå blok langer ud efter manglende finansiering i rød aftale

Liberal Alliances Henrik Dahl er bekymret for, at det arbejdende folk kommer til at betale en masse penge til mennesker, der ikke arbejder. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Hvor skal pengene komme fra? Sådan lyder det helt centrale spørgsmål fra flere lokalvalgte folketingsmedlemmer i blå blok, efter at Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre offentliggjorde sin politiske aftale natten til onsdag.

Finansiering: Det bliver en dyr fornøjelse at gennemføre den plan, som en kommende socialdemokratisk regering samt støttepartierne Enhedslisten, Radikale Venstre og SF har lagt frem.

Sådan lyder dommen fra flere lokalvalgte folketingsmedlemmer i blå blok, der er bekymrede for, at de fire røde partier ikke har beskæftiget sig mere med finansieringen af planens mange målsætninger.

Liberal Alliances Henrik Dahl hæfter sig blandt andet ved, at den nye regering vil afskaffe kontanthjælpsloftet, afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelser øjeblikkeligt og løfte økonomien i sundhedsvæsnet.

- Men der står nærmest ingenting om, hvordan det skal finansieres, siger han og sammenligner aftalen med noget, der er lavet til en vejfest i det pæne bykvarter Kartoffelrækkerne i København.

- Alle er enige om, at der skal bruges penge, og så må de stakkels arbejdende folk i Jylland betale, siger han.

Annonce

Alle er enige om, at der skal bruges penge, og så må de stakkels arbejdende folk i Jylland betale.

Henrik Dahl (LA)

Nedtur truer

I aftalen fremgår det, at den nye regering blandt andet vil skaffe penge ved at hæve skatter og afgifter og ved at forbedre rammevilkår for erhvervslivet. Men det er ikke nok til at overbevise det nyvalgte folketingsmedlem for De Konservative i Sydjylland, Niels Flemming Hansen. Også han mangler flere svar på, hvor pengene skal komme fra. Han advarer de røde partier mod, at der kan være svære økonomiske tider på vej.

- Der er i meget høj grad grund til bekymring. Specielt fordi vi ved, at vi kigger ind i ansigtet på næste krise, der formentlig kommer over os inden forfærdelig længe, siger han.

Ventres Anni Mathiesen ønsker rød blok tillykke med aftalen, som hun dog kalder en ønskeliste. Hun spår et særdeles besværligt forløb, når de fire partier skal formulere en mere konkret politik, der kræver finansiering.

- Mange af de ting, der står i aftalen, kan jeg da også have forståelse for. Men det er altid, når man kommer ind til kernen og skal finde penge, at det bliver vanskeligt.

Flere i arbejde

Lotte Rod (RV) forklarer, at økonomi og finansiering er en af grundene til, at det har taget de fire røde partier tre uger at nå frem til en aftale.

- Vi har sat målsætninger for økonomien, så vi ved, at det kan blive til noget, siger hun og understreger, at det blandt andet skal ske ved at få flere folk på arbejdsmarkedet og gøre det nemmere for virksomheder at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

SF's Karina Lorenzen mener, det handler om prioritering.

- Vi prioriterer pengene til velfærd og gør op med skattelettelser. Hvis Lars Løkke Rasmussen kan finde 69 milliarder midt i valgkampen og 112 milliarder til en infrastrukturplan, betyder det, at der er noget at gøre godt med, siger hun.

Socialdemokratiets pressetjeneste har onsdag meddelt, at partiet ikke har nogen kommentarer til den politiske aftale, før formands- og ordførerskaber er på plads.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Skandalelæge sagde det var mavesyre: 11 dage senere fødte Kristine sin døde søn

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce