Annonce
Kultur

Blandet kor kalder til 'Projekt jul'

Organist Jens Erik Rugager Kristensen. Arkivfoto: Joan Annette Karlsen

Grindsted: Unge og voksne får igen mulighed for at synge i Grindsted Kirkes blandede kor, kaldet VIP.

Koret øver om mandagen klokken 19-21.30. Første gang bliver mandag den 28. oktober, og sidste gang er mandag den 16. december.

Der synges forskellige julesange - på dansk og måske lidt på engelsk, kendte og ukendte.

Der satses på at medvirke ved nogle af julemånedens gudstjenester i pastoratet.

Alle, som har lyst til at prøve, er velkomne til at møde op - også hvis man for eksempel ikke har nodekendskab.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til organist Jens Erik R. Kristensen på telefon 3023 8949, hvis man er interesseret.

Tilmelding må gerne ske senest den 25. oktober. /BEK

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tunnel bliver en klar gevinst

Tysklands rigsrevision, Bundesrechnungshof, har kørt tunnellen under Femern Bælt gennem et regneark og fundet ud af, at den faste forbindelse ikke nødvendigvis kan betale sig set fra den tyske side af grænsen. Revisionen har kalkuleret, at det vil koste omregnet godt 26 milliarder kroner at gennemføre den nødvendige udbygning af veje og jernbaner. Den udgift står muligvis ikke mål med gevinsterne fra en fast forbindelse, mener man. Dette har skabt fornyet røre om projektet blandt tyske politikere. Her har De Grønne hele tiden været skeptiske og kræver nu, at planen tages op til fornyet overvejelse. Set med danske briller minder det om den debat, der udspandt sig før byggeriet af Storebæltsbroen. Den var helt overflødig, det var så hyggeligt at drikke dårlig kaffe på DSB’s færger, og brobyggeriet kunne ødelægge vandmiljøet, lød nogle af argumenterne dengang. I dag ville næppe nogen undvære broen, der ikke kun fysisk, men også mentalt har bundet Danmark meget bedre sammen. År for år sætter trafikken rekord, og investeringen på over 26 milliarder frem mod åbningen i 1998 bliver derfor tilbagebetalt noget hurtigere end de 37 år, der oprindelig blev budgetteret med. Ganske det samme vil formentlig ske for tunellen under Femern Bælt. Naturligvis skal den slags megaprojekter gennemtænkes grundigt. Alle aspekter i forbindelse med såvel økonomi som økologi må tages i betragtning. Ikke desto mindre er der ikke nogen grund til dommedagsscenarier, viser erfaringerne fra Storebælt. Naturligvis er det en indlysende fordel for såvel Danmark som de øvrige, nordiske land, at der bliver nemmere fysisk adgang til det vigtige, tyske eksportmarked. Derfor er Danmark også villig til at finansiere tunnelbyggeriet. Men det handler ikke kun om penge. Vi har meget tilfælles med vores tyske nabo og kan inspirere hinanden til gensidig gavn. Det ved vi i det dansk-tyske grænseland. Samme oplevelse fortjener det grænseland, hvor indbyggerne indtil videre er adskilt af vand.

Annonce