Annonce
Udland

Blind gadesanger er blevet en stor stjerne i Nigeria

Kola Sulaimon/Ritzau Scanpix
Han mistede synet på grund af mæslinger, da han var tre år. Han kunne blive gadesælger, men blev superstjerne.

Yahaya Makaho føler sig frem, da han rækker ud efter mikrofonen, inden han begynder at indspille endnu en sang til et nyt album i byen Kaduna i det nordlige Nigeria.

Han har siden sin tidlige barndom været blind, men sangeren har overvundet de hindringer, som ofte knuser handicappede personers drømme i denne region. Han er gået fra at være gadetigger til at blive sangstjerne.

I de seneste fire år er hans sange og musikvideoer blevet hits blandt de omkring 80 millioner medlemmer af den muslimske hausa-folkegruppe i Nigeria og andre steder i det vestlige Afrika.

- Jeg ser mig selv som en superstjerne, som har brudt med den forbandelse, som er knyttet til et fysisk handicap.

- Jeg har brudt med stereotype forestillinger om, at en blind kun kan sidde og tigge om almisser på gaden, siger den 37-årige Makaho.

I det nordlige Nigeria er der udbredt fattigdom og arbejdsløshed. Blindes muligheder er sædvanligvis meget begrænsede.

Makaho, som er et tilnavn, der betyder "blind mand" på hausa-sproget, har indspillet 370 singler og tre albums.

Han mistede synet på grund af mæslinger, da han var tre år. Han blev efterfølgende sendt væk fra sin landsby til en islamisk skole, da det ikke lykkedes lægerne at helbrede ham.

Han voksede op med en besked om, at hans bedste mulighed for at klare sig var at være gadesælger eller gøre småtjenester for folk.

- Det smerter mig altid, når jeg skal bede folk om penge. Tiggeri knækker ånden, og jeg besluttede at blive sanger, siger han.

Idéen om at blive sanger var en idé, som han fik uden at vide, at han havde et talent for det. Men det har ikke været let.

Han blev modarbejdet og diskrimineret i en årrække, indtil en velhavende fan i 2016 betalte for, at han kunne indspille sin musik i et studie.

Han synger om presserende hverdagsproblemer. Med sin bløde og lidt smægtende stemme synger han om tiggeri, prostitution og stofmisbrug.

- Yahaya Makaho er en sanger, som skiller sig ud, siger Ahmad Bello, som er musikkritiker ved Bayero Universitet i byen Kano.

Han har oprettet en fond, som sikrer skoleundervisning og bøger med punktskrift (Braille) til unge synshandicappede, som ønsker en uddannelse.

/ritzau/AFP


Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce