Vejen: Jels Vikingespil byder statister og andre som kunne tænke sig at være en del af sammenholdet, velkommen på friluftsscenen lørdag d. 21. maj til "Alledag", lyder det i en pressemeddelelse.
- Som altid skal vi bruge en masse statister til stykket – specielt voksne mænd, der kunne tænke sig at fægte med sværd, men også kvinder og børn, der kunne tænke sig en god sommeroplevelse, fortæller Janus Harloff Lynggaard, formand for Jels Vikingespil.
Nye vikinger, som kunne tænke sig at komme på scenen som statist og/eller kæmpe, mødes til velkomst og rundvisning kl. 10.30. Gamle vikinger, altså dem som har været med før, og som ønsker at være statist og/eller kæmpe i årets forestilling, skal møde op kl. 11.00. Forberedelserne til sommerens forestilling, som bærer titlen Danemordet, startede allerede i januar, hvor der var infomøde og senere en audition, hvor alle talerollerne blev fundet. De rollehavende har så siden øvet rigtig meget, og er nu klar til at få selskab af en masse statister, slutter pressemeddelelsen.