Annonce
Udland

Bloomberg baner vejen for at stille op i præsidentvalgkamp

Kena Betancur, Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

Den 77-årige mediemogul Michael Bloomberg indgiver skrifteligt sit præsidentkandidatur i delstaten Alabama.

Milliardær og tidligere borgmester i New York Michael Bloomberg har banet vejen for at kunne stille op til at blive Demokraternes kandidat ved præsidentvalget i USA i november 2020.

Natten til lørdag dansk tid har Bloomberg skriftligt indgivet sit præsidentkandidatur i delstaten Alabama for at kunne deltage i primærvalget i delstaten. Det skriver det amerikanske medie CNN og nyhedsbureauet AFP.

Bloomberg har endnu ikke officielt meldt ud, at han stiller op som kandidat i alle delstater.

Alabamas deadline for kandidatopstillinger er fredag den 8. november. Derfor skulle Bloomberg indgive sit kandidatur inden da for at holde muligheden for at stille op til præsidentkapløbet åben.

Primærvalgene, der skal afgøre, hvem der bliver Demokraternes kandidat, skal afholdes i hver enkelt delstat i USA.

Fire delstater afholder valg i februar, men langt de fleste, herunder Alabama, afholder primærvalg tirsdag den 3. marts. Denne dag har fået tilnavnet "Super Tuesday".

Ifølge Howard Wolfson, der er en af Bloombergs rådgivere, stiller den tidligere borgmester ikke op til de fire primærvalg i februar, såfremt han stiller officielt op.

- Vi er overbevist om, at vi kan vinde i staterne, der afholder valg fra "Super Tuesday" og frem, siger han til CNN.

- Men vores sene kandidatur betyder, at mange kandidater vil have et stort forspring, siger han.

Den næste deadline for opstilling i en delstat er 12. november i delstaten Arkansas. Wolfson siger, at Bloomberg også agter at indgive sit kandidatur her.

Hvis Bloomberg kaster sig ind i kampen, kan han ifølge The New York Times blive en alvorlig trussel mod de øvrige kandidater.

- Med sin enorme personlige formue, midtsøgende synspunkter og tætte forbindelser til det politiske etablissement vil han udgøre en alvorlig og omgående trussel mod tidligere vicepræsident Joe Biden, som har kæmpet for at indsamle kampagnepenge, skrev avisen torsdag.

Joe Biden er ifølge meningsmålinger i øjeblikket favorit til at blive nomineret som sit partis kandidat foran senatorerne Elizabeth Warren og Bernie Sanders.

Michael Bloomberg har adskillige gange udtrykt utilfredshed med visse dele af både Warrens og Sanders' politiske program.

Den 77-årige Bloomberg ejer finansmediet Bloomberg News. Han er den ottende rigeste person i USA og den niende rigeste person i verden.

Bloomberg var borgmester i New York fra 2002 til 2013. Derudover var han var medlem af Det Republikanske Parti fra 2001 til 2007.

I oktober 2018 meldte han sig ind i Det Demokratiske Parti, hvilket han også var medlem af før 2001.

/ritzau/

Annonce
The New York Times med citater om Bloomberg
CNN med nyheden
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce