Annonce
forside

Blue Water laver rokade efter topdirektørs dødsfald

En af Søren Nielsens store bedrifter var etableringen af Blue Waters afdeling på Lindø, da Mærsk forlod værftet. Arkivfoto

Søren Nielsen, divisionsdirektør for Blue Water Shippings største forretningsområde, er pludseligt død efter kort tids sygdom. Dan Nissen overtager nu stillingen som direktør for General Cargo.

Esbjerg: Blue Water Shipping har på en trist baggrund måttet foretage ændringer i sin topledelse, hvor Dan Nissen nu er blevet indsat som konstitueret direktør for transportkoncernens største forretningsområde General Cargo.

Dan Nissen, der i forvejen er direktør for Vind og Olie divisionerne, overtager rollen efter Søren Nielsen, der tidligere i denne uge pludseligt i en alder af 58 år døde efter kort tids sygdom.

- Med Søren Nielsens alt for tidlige død har hele Blue Water lidt et uendeligt stort tab. Søren har gennem hele sin knap 30-årige karriere i Blue Water været en dygtig, vellidt og værdsat kollega. Han har med sit engagement og sin indsigt bidraget til udviklingen af firmaet, og som person efterlader han et stort savn blandt alle, der kendte ham, oplyser Blue Water Shippings adm. direktør og grundlægger Kurt Skov, der siden 1988 har arbejdet tæt sammen med Søren Nielsen.

Annonce

Blue Water Shipping

Blue Water Shipping blev etableret i 1972 i Esbjerg, Danmark af Kurt Skov, og de 1400 medarbejdere tilbyder i dag shipping, transport og logistik fra firmaets 64 kontorer verden over.

Ny erfaren mand

Med konstitueringen består Blue Waters direktion af Kurt Skov som adm. direktør, Allan Junge, finansdirektør, Peter Matthiesen, it-direktør, Carsten Steffensen, direktør for Reefer og Marine og Dan Nissen, der altså foruden Vind, olie og gas, også bliver ansvarlig for General Cargo.

- Dan Nissen har bred og omfattende indsigt i vores forretning, og det er derfor naturligt, at han i den kommende periode også overtager ansvaret for General Cargo Divisionen, der omfatter traditionel transport af industrigods og forbrugsvarer per bil, skib og fly - i samspil med divisionens øvrige ledere, oplyser Kurt Skov.

Fynske forbindelser

Med Søren Nielsen har Blue Water Shipping mistet en markant kulturbærer. Den højt respekterede direktør, som er født og opvokset i Kolding, har været en del af Blue Water i næsten 30 år. Han var i 1988 med til at etablere Blue Water i sin hjemby, Odense, hvor Søren Nielsen både jobmæssigt og privat havde et stort netværk inden for erhverv, sport og kultur. Ved siden af jobbet var Søren Nielsen blandt andet aktiv som formand for Fynske Speditører og medlem af bestyrelsen i Fynsk Erhverv.

En af Søren Nielsens store bedrifter var etableringen af Blue Waters afdeling på Lindø, da Mærsk forlod værftet. I 2014 var det således naturligt at udnævne Søren Nielsen til direktør for forretningsområdet General Cargo, og han blev dermed medlem af transportkoncernens topledelse.

Senest var Søren Nielsen ansvarlig for etableringen af Blue Waters nye godsterminal ved Taulov til en samlet investering på 150 millioner kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Næsten dobbelt så mange uheld på motorvejen ved Kolding: Der er ikke plads til flere biler

Leder For abonnenter

Fortsæt nu endelig bare det gode arbejde

Det har siden september kostet et velfortjent klip i kørekortet, hvis politiet opdager, at du roder med din mobiltelefon, mens du kører bil. 6814 bilister har følt konsekvensen af den strammede lovgivning. Det er mange, men det er ikke en eneste for mange. Tvært imod. Det var på høje tid, at konsekvensen for åbenlyst uopmærksom adfærd i trafikken blev takseret hårdere. Politiet anslår, at op mod 30-35 procent af uheld og ulykker i trafikken skyldes uopmærksomhed. Mennesker kommer alvorligt til skade. Nogen kære dør. Fordi andre mener, at det er nødvendigt at læse en sms, kigge på Facebook, skrive en besked i Messenger, lede efter musik på Spotify. Mens bilen tordner afsted gennem landskabet. Det tager ikke meget mere end fire sekunder at læse en sms og besvare med et thumbs up, en smiley eller et hjerte. Mange af os har gjort det. Men fire sekunder er knap 60 meter hen ad vejen ved skolen. Det er knap 90 meter på landevejen. Og næsten 125 meter på motorvejen, hvor fartbegrænsningen er 110 kilometer i timen. I blinde. Det er livsfarligt, og selvfølgelig skal den slags ligegyldighed med andres liv og helbred koste noget mærkbart. Leder af færdselspolitiet ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt, havde forventet, at flere ville lade mobilen ligge, da klippereglen trådte i kraft i september. Det forventede han med afsæt i erfaringer, fra dengang hastighedsforseelser begyndte at koste klip. Sådan er det desværre ikke gået. Der er ikke noget i antallet af klip, der tyder på bedring. Der er ikke noget i færdselspolitiets oplevelser, der tyder på det. I virkeligheden er det nok ikke så overraskende. Vi - og det vi gælder altså næsten os alle - har fået et helt utroligt tæt forhold til vores mobiltelefoner, og vi sætter den over venner, familie, koner og børn i masser af sociale sammenhænge. Der er det dog ikke strafbart, blot tankevækkende. I trafikken derimod skal vi ikke acceptere det. Det tog tid med alkohol og det at føre bil, men det blev dog med tiden totalt uacceptabelt. Vi må samme vej med mobilen, og vejen går over en række klippede kørekort. Klø på, kære politi. Vi trænger tydeligvis til kollektiv opdragelse, og den må være lidt hårdhændet. Hver og en af dem I klipper har fortjent det.

Annonce