Annonce
Rejser

Bo i luksustelt i mexicansk naturreservat

Vi bruger lang tid på at gå på opdagelse på stierne i området. Foto: Lasse Mollerup
Ikke langt fra de store resorter og forlystelsesparker langs Mexicos caribiske kyst ligger naturreservatet Akumal Natura. Her træder vi ind i en anden verden, hvor natten tilbringes i et luksustelt og dagen med at bade i de private jordfaldshuller og grotter, der er på grunden. Glamping er for hele familien og bliver især vel modtaget af det yngste medlem.

- I skal gå herned og bade i morgen tidlig mellem klokken 9 og 10. Så står solstrålerne direkte ned mellem træerne, og I kan se gennem det klare vand, når I svømmer.

Beskeden kommer fra Antonio, der er ejer af Akumal Natura. Vi er netop checket ind og bliver nu fulgt hen til vores telt. Vi går ad en lille sti mellem høje træer og frodig vegetation og kommer forbi trappen, der går ned til det omtalte badested, som hedder en cenote på spansk. Det kommer vi tilbage til.

På vej til teltet stopper vi hver tredje meter for at beundre de utallige farverige fugle, der flyver omkring os. Det hele minder mest af alt om noget fra en dokumentar på National Geographic, hvor vi selv er hovedpersonerne.

Annonce

Hvad er glamping?

Glamping er en sammentrækning af glamorous og camping. På en glampingferie er teltene stillet op på forhånd, de har bad og toilet, og der er oftest restaurant på stedet.

Glamping

Vi kommer frem til telt nummer 11, som skal være vores hjem de næste 24 timer. Luksustelt vel at mærke, for der er både en stor dobbeltseng og eget badeværelse i det stationære telt, der endda også har en lille terrasse foran. Vi er på det, der kaldes glamping, som er en sammentrækning af glamorous og camping, og vi konstaterer hurtigt, at det bestemt også er noget mere luksuriøst end en klassisk telttur.

Antonio fortæller, at der kun er koldt vand, men at vi næste morgen vil få en lille beholder med varmt vand, som vi så kan blande med det kolde. Nuvel, koldt vand i Mexico er, hvad vi i Danmark kalder tempereret, og med en lufttemperatur på omkring de 30 grader lyder varmt vand alligevel ikke så tiltalende. Så koldt vand er perfekt til os. Med os har vi også fået en vandflaske, for plastic er bandlyst her på stedet. Glasflasken kan vi så få fyldt op med drikkevand ved receptionen, lige så ofte vi vil.

De famøse cenotes

Vi tilbringer eftermiddagen i og omkring teltet og tager også en svømmetur i den omtalte cenote. Det er et jordfaldshul og kan sammenlignes med en naturskabt brønd. Der findes både cenotes med meget store åbninger, så man kan kigge op til himlen, mens man svømmer, og cenotes i form af grotter med adgang via en smal åbning. Der skønnes at være flere tusinder cenotes på Yucatán-halvøen i Mexico, hvor vi lige nu befinder os.

Det er selvsagt på de flestes ønskeliste at se og svømme i en cenote, når man er på disse breddegrader, og der er da også rig mulighed for det rundt omkring. Men det er de færreste, der får en cenote helt for sig selv. Det gør vi denne eftermiddag, for da vi tager ned for at bade, er alle andre gæster på dagstur, så vi skal ikke dele med andre. Hvor heldig kan man være? Og tilmed skal vi ikke ind i en turistbus for at komme hjem igen. Vi skal bare gå 25 meter ad grusstien tilbage til telt 11, og så er vi hjemme.

Vejen dertil

Akumal ligger lidt over en times kørsel fra Cancún Lufthavn. Man kan flyve fra København til Cancún med en enkelt mellemlanding med for eksempel British Airways og Lufthansa. Nogle charterselskaber flyver direkte i vinterhalvåret.

Luksus campingmiddag

På glamping er der, til forskel fra camping, ofte en restaurant på stedet. Det gælder også her, hvor vi spiser middag under den store palapa, som er et klassisk mexicansk stråtag. Her styres køkkenet af Antonios hustru Ingrid og hendes køkkenhjælpere. Menuen er traditionel mexicansk med guacamole, fajitas (krydret strimlet kylling) og ceviche. Stedet er som sådan ikke lavet til familier, men med rigtig god plads overalt, et par småhunde og en kat er vores toårige søn solgt. Han fortærer de krydrede kyllingestrimler med lynets hast, så han kan komme ned og lege med hundene igen og løbe frit omkring uden fare for at blive ramt af biler eller scootere.

Vores søn er ikke den eneste begejstrede for denne ferieform, og Antonio fortæller, at han oplever stigende interesse fra familier, der søger anderledes oplevelser på deres ferie. Han har derfor planer om at udvide med et par telte med sovepladser til fire personer og en lille naturlegeplads. Der er også planer om at bygge en traditionel maya-svedehytte.

Andre oplevelser i nærheden af Akumal

1

Maya-ruiner

Yucatán halvøen er berømt for sine mange maya-ruiner. Ruinerne ved Cobá ligger kun en time fra Akumal og er nogle af de få ruiner, man må klatre op på. Endnu tættere på Akumal ligger Tulum, som er det eneste sted, hvor mayaerne byggede lige ud til havet. Ruinerne står der endnu og er bestemt et besøg værd både fra vandsiden og fra landsiden.

2

Cozumel og Isla Mujeres


De to øer Cozumel og Isla Mujeres ligger kun en kort sejltur fra henholdsvis Cancún og Playa del Carmen. Her kan man dase i strandstolen eller gå ture i det klare Caribiske Hav, der langsomt skyller ind over de hvide sandstrande.

3

Kolonibyen Valladolid

Valladolid er en gammel spansk koloniby, hvor husene i de mange farver er utrolig smukt bevaret. Byen egner sig til langsomme slentreture, besøg på lokalt marked og traditionel mexicansk mad på en af de mange restauranter. Der ligger to cenotes, som er åbne for offentligheden, lige uden for byen.

På tur i junglen

Efter en god nattesøvn i teltet, hvor vi, inden vi faldt i søvn, både hørte regnens trommen på teltdugen og gekkoernes særlige kaldelyde, er vi klar til en ny dag. Og denne bliver en spændende en af slagsen, for vi skal nemlig ind til det tilknyttede dyrereservat, der ligger inde i junglen. Efter en morgenmad med æg, sorte bønner, frugt og yoghurt, bliver vi kørt derind af en guide. Køreturen tager 15 minutter, får vi at vide. Det må være 15 mexicanske minutter, for på vores ure har turen altså taget 30 minutter. 30 minutter på en lille bitte grusvej med store huller og sten, hvor vi langsomt kunne se al signal til telefonerne forsvinde.

Herude midt i junglen har Antonio en farm, hvor han tager imod skadede og syge dyr, der skal have en god gang omsorg, inden de langsomt kan sluses ud i naturen igen. Det er et passions-projekt, som udelukkende handler om dyrene. Vores besøg bidrager til at holde foretagendet kørende. Her er aber, dådyr, papegøjer, krokodiller og forskellige rovfugle. Papegøjerne får vi lov til at komme ind til, og de er på nuværende tidspunkt ved at blive udsluset. Dørene bliver åbnet hver dag, så de kan flyve ud, hvis de vil, og komme tilbage om aftenen, indtil de endelig skal klare sig selv i naturen.

Enkeltbillet til Mexico

Christina Rovira Mollerup og hendes mand, Lasse Mollerup, sagde deres gode job i hotelbranchen op og rejste lige efter nytår til Mexico med deres halvandet årige søn, Julian. De har ingen returbillet og aner ikke, hvornår de vender hjem til Danmark. Lige omkring deres afrejsedag bragte vi et interview med parret. Dette er anden reportage fra deres tur.

Aber og jaguarer

Der er omkring fem aber i reservatet, da vi er på besøg, og vores lille fyr råber ivrigt "abe, abe", da han ser dem. Rigtig ivrige bliver forældrene også, da vi pludselig ser trætoppene over os ryste, og en vild abe svinger sig over vores hoveder. Fra træ til træ i raketfart. Endnu engang føler vi os som de heldige statister i en National Geographic-udsendelse.

Begejstringen daler dog lidt, da vi hører, at der også er vilde jaguarer herude i junglen, og det er ikke mere end 14 dage siden, én sneg sig ind om natten og gjorde det forbi med et par høns. Det prøver vi at lade være med at tænke på og bliver da også forsikret om, at de kun jager om natten. Og ellers har personalet en riffel liggende …

Vi ryster tanken om et muligt jaguar-besøg af os og skifter til badetøj, for nu skal vi ned i endnu en cenote. Og denne viser sig at være kronjuvelen.

Alle installationer er lavet med respekt for naturen, og træerne er bevaret alle de steder, det har været muligt. Blandt andet her på terrassen, som er støbt rundt om de eksisterende træer. Foto: Lasse Mollerup

Cenoten over dem alle

Vi går 25 meter ned ad en trappe, der leder os ned til den største og smukkeste cenote, vi nogensinde har set (og vi har efterhånden besøgt nogle stykker). Den er kæmpe og med store drypsten hængende ned fra loftet og det klareste vand. Kun oplyst af få blålige lamper, der gør det hele mere magisk. Igen har vi det hele for os selv, og det er et eventyr af de helt store, da vi går på opdagelse inde i den store rungende grotte med fisk svømmende mellem benene på os.

Naturen synes forunderlig her 15 meter under Jordens overflade, og vi føler os heldige over at være nogle af de få, der har fundet vejen helt herud i junglen.

Intet mobilsignal, ingen store turistbusser, bare os og naturen i sin reneste form.

Vi har kun været på stedet i få minutter, da vi får øje på den første Motmot-fugl, som viser sig at være overalt i området. Foto: Christina Rovira Mollerup
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce