Annonce
Erhverv

Flyforbud giver Boeing første underskud i mere end 20 år

Jason Redmond/Ritzau Scanpix
Forbuddet mod at flyve med 737 Max-fly har gjort ondt på producenten bag flyene, amerikanske Boeing.

For første gang siden 1997 tabte Boeing sidste år penge.

Det skete i et år med store problemer med flytypen 737 Max, der var involveret i to flystyrt.

For året har den amerikanske flyproducent tabt 636 millioner dollar, hvilket svarer til omkring 4,3 milliarder kroner. Det fremgår af Boeings årsregnskab.

Til sammenligning tjente Boeing omkring 10,5 milliarder dollar i 2018, og det svarer til rundt regnet 71 milliarder kroner.

Også omsætningen er gået markant tilbage, da den fra 2018 til 2019 er gået ned med hele 24 procent til 76,6 milliarder dollar eller 520 milliarder kroner.

Det store fald i Boeings resultater skyldes, at selskabets 737 Max-fly siden marts sidste år har haft forbud mod at gå i luften efter to styrt, som dræbte i alt 346 personer.

Siden har Boeing arbejdet på at få løst det problem, som menes at have forårsaget de to ulykker. De fandt sted med få måneders mellemrum i Indonesien og Etiopien.

Boeing meddelte for nylig, at selskabet regner med, at 737 Max-flyene må begynde at flyve igen fra midten af 2020.

- Vi anerkender, at vi har et stort arbejde foran os, siger David Calhoun, der er administrerende direktør hos Boeing, i en kommentar til regnskabet.

- Vi fokuserer på at bringe 737 Max tilbage i service på en sikker måde og at genetablere den mangeårige tillid, som Boeing-brandet repræsenterer over for forbrugerne, tilføjer han.

Foreløbigt har Boeing kunnet konstatere, at der har været problemer med noget af softwaren i 737 Max-flyene.

Eksempelvis skal der have været problemer med den software, der skal sikre, at visse overvågningsskærme fungerer korrekt.

Problemerne med 737 Max-flyene er en af de største kriser i Boeings historie, og selskabet har allerede haft uforudsete udgifter på flere milliarder på grund af sagen.

Sagen kostede i december Dennis Muilenburg jobbet som øverste direktør i Boeing.

/ritzau/

Annonce
Link til regnskab
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding For abonnenter

Allan pumpede vand hele natten: Haven forvandlet til en svømmepøl

Annonce