Annonce
Vejen

Bog til dronningen på jysk knokkeldansk

Den 82-årige P. Chr. Ottosen har skrevet første del af sine erindringer. Bogen koncentrerer sig om de første 70 år af hans virksomme liv. Foto: Steen Rasmussen
P. Chr. Ottosen, Glejbjerg, har skrevet første del af sine erindringer som tak for Ridderkorset. Bogen giver blandt meget andet et indblik i de politiske intriger i Holsted Byråd i den kaotiske periode i slutningen af 90'erne.
Annonce

GLEJBJERG: Tidligere alt mulig, blandt andet gårdejer, byrådsmedlem, bestyrelsesmedlem i et utal af foreninger og organisationer, formand for genrejsningen af Frihedsstøtten og formand for landbrugets kursuscenter på Hovborg Kro P. Chr. Ottosen, Glejbjerg, har skrevet første del af sine erindringer - ikke på dansk, men på jysk knokkeldansk, som han fortæller.

Ordet "knokkel" går vist nok på sproget, men det er der nu ingen grund til. Det giver mere mening, hvis der er tale om alt det knokleri, som var en del af det at være landmand tilbage i tiden, og alle de opgaver især i landbrugets organisationer, som Ottosen både frivilligt og pålagt kastede sig ud i gennem en lang årrække.

Han og fru Gurli var 11. generation på Terplinggård syd for Glejbjerg. Slægten og landbruget fylder meget i den tykke bog, men på grund af Ottosens manglende kendskab til ordet "nej" og det dermed følgende engagement i en lang række sammenhænge, så er der også meget at hente for de, der er interesseret i lokalhistorie, Danmarkshistorie og samfundets udvikling i det hele taget.

P. Chr. Ottosen fortæller, at bogen er skrevet både til familien for at fastholde slægtens historie og til dronningen, fordi han som modtager af Ridderkorset er forpligtet til at indsende sin levnedsberetning. Majestæten bliver måske lidt overrasket over at modtage et værk på 234 sider!

At pakke tingene ind har aldrig været den nu 82-årige P. Chr. Ottosens metode, og derfor giver bogen interessant ny viden, blandt andet om de turbulente og ofte kaotiske år i Holsted Byråd i det sidste årti af det gamle årtusinde. Her følger nogle uddrag fra bogen.

Min bedstefar Otto kom hjem i ambulance fra et møde på Hotel Glejbjerg i foråret 1943. En af de ting, jeg husker meget tydelig, var, at han blev lagt på sengen fuldstændig lammet og stiv i lemmerne. Min mor fandt en stor saks og klippede habitten i stykker, for at de kunne få den af ham. Sådan lå min bedstefar i en uge. Min mor kunne høre en svag hvisken og ellers ingen reaktion fra ham. Lægen sagde, det var en hjerneblødning, som sikkert ville ende med døden. Det gjorde det også.
Annonce

Holsted Byråd

I efteråret 1994 var der valg til amt og kommune. Fra 1992 havde jeg forsøgt at gøre mig nyttig på hjemmefronten, men i foråret 1994 kom der en forespørgsel fra Åstrup Sogns Venstreforening, om ikke jeg ville forsøge at opstille til byrådet. Nu kunne jeg igen begynde at lugte "savsmuldet i manegen". Første opgave var opstillingsmødet i sognet, hvor vi var 6 kandidater.

Borgmester Hans O. Hansen havde repræsenteret sognet i mange år, men noget var sket, som ikke burde ske. Der var et stort flertal for Venstre i byrådet, men de var meget splittet. Årsagen skal måske findes i, at det foregående valg sluttede med en konstituering, hvor der var en mundtlig aftale, at Hans O. Hansen skulle være borgmester de 2 første år, og derefter skulle manufakturhandler Carl Åskov, Holsted st., tage over.

Da de 2 år var gået, fortrød Hans O. Hansen og ønskede at fortsætte perioden ud. Den sag gik helt til indenrigsministeriet, som kunne oplyse, at loven var, at en borgmester er valgt for 4 år. Han blev derfor siddende perioden ud, men med en masse sjov og ballade, der ikke klædte nogen eller noget. Med det som baggrund skulle sognet have en ny kandidat, men Villy Sørensen, Skovbølling, ønskede heller ikke at fortsætte, så der skulle findes mindst 2 kandidater. Ved opstillingsmødet fik jeg flest stemmer, og dambrugsejer Ole Hansen, Nyslund, blev nr. 2.

Nu skulle der findes en spidskandidat for Venstre i hele kommunen. Vi blev indkaldt til et møde hos Hans Timmermand i Åstrup, som var formand for lokalforeningen på det tidspunkt. Der var tre kandidater. Fra Føvling-Stenderup-Tobøl var Arne Madsen foreslået, fra Holsted-Hovborg blev tidligere foderstofuddeler Peder Sørensen foreslået, og fra Åstrup var jeg kandidat. Efter 1. afstemning gled Arne Madsen ud, så 2. og sidste afstemning stod mellem Peder Sørensen og jeg. Alle fra Føvlingområdet sluttede op om Peder Sørensen, som dermed blev valgt.

Her spillede geografien ind, og vel også problemet Hans 0. (i daglig tale), samt at Peder Sørensen havde erfaring fra to tidligere perioder i kommunalbestyrelsen i Holsted.

Valget oprandt. Peder Sørensen fik 256 stemmer, jeg fik 253 stemmer, men Carl Åskov fik over 500 stemmer, Han var nok også den eneste fra indre mission, som var opstillet. Jeg havde omvendt Hans O. Hansen som "konkurrent", da han også stillede op i sognet på en upartisk liste. Han fik 70 stemmer, men kom ikke ind. Det gjorde Ole Hansen fra Åstrup i stedet.

Venstre fik valgt 9 mandater og kunne derfor besætte borgmesterposten på konstitueringsmødet på valgaftenen. Et sådant møde er noget af det mest ubehagelige, som man kan opleve. Først vælger man borgmesteren. Vi var i den situation, at en havde fået dobbelt så mange stemmer som spidskandidaten.

Det endte med en mundtlig afstemning, som begyndte ved min sidemand og gik med salen rundt. Da det blev min tur, var der 4 stemmer på Peder Sørensen og 4 stemmer på Carl Åskov. Dermed var det mig, der stod med afgørelsen om, hvem der skulle være borgmester. Jeg forholdt mig til, hvad der var besluttet på opstillingsmødet og stemte på Peder Sørensen, som dermed var valgt. Carl Åskov var uden tvivl meget skuffet, især på mig, da det var mig, der lagde det sidste lod på vægtskålen.

Annonce

Afvandring

Amatørteater, eller som det hed dengang fælleslæsning, blev arrangeret hver vinter. Ungdomsforeningen havde fælleslæsning fast hver vinter, suppleret af Husmandsforeningen og/eller Forsamlingshuset. Landboforeningen havde en omrejsende teatergruppe, som på skift kom til byerne Gørding, Vejrup og Glejbjerg.

Om sommeren var der et mindre omrejsende cirkus og et tivoli, som gæstede byen. Man skal her have i erindring, at stort set ingen havde bil. Det vil igen sige, at underholdningen var nødt til at komme til os.

Det var også i de år, at afvandringen fra land mod by for alvor tog fart. I den første tid lod ingen mærke til det, men da det blev ved år efter år, kunne det både mærkes og ses.

Det er lidt mærkelig at stå her i dag, og se tilbage på den tid med 1 Brugsforening, 3 købmænd, 2 cykelhandlere, 2 skomagere, 2 gartnere, 2 bagerforretninger, 2 foderstoffer, 2 gødningsforretninger, 2 tømrere, 2 snedkere, 2 smede, 2 tøjforretninger, 1 papirhandel, 1 Tatol, 2 karetmagere, 4 benzinforhandlere, 1 håndkøb, 7 lastvognmænd, 1 slagter, 1 slagteri (til kvæg, får og heste), 2 taxiforretninger, 2 malermestre, 2 damefrisører og 2 herrefrisører.

Ottosens erindringer

Peder Chr. Ottosen: Kend fortiden, lev i nutiden, virk for fremtiden.

234 sider, illustreret.

Bogen blev i første omgang trykt i 100 eksemplarer, som blev foræret væk til bl.a. familie og venner og bekendte fra årene med arbejdet i foreninger og organisationer. Da andre interesserede ville købe et eksemplar, blev der trykt et nyt oplag, som nu er til salg i Glejbjerg Brugs.

Annonce

Befrielsen

Det var englænderne, som befriede os. Det var en glædens tid, men også for nogle personer en alvorlig tid. Tyske soldater skulle nu hjem. I de sidste dage før fredsslutningen kom en deling soldater for at tage ophold på gården. Laden var tom, så den kunne de bruge. Officererne ville bruge stuehusets loft, hvor der var ledige værelser, men mine forældre var beslutsomme. Karlene, som boede i et rum på loftet af den østlige længe, blev med timers eller minutters varsel flyttet over på værelserne på stuehusets loft. Så kunne Tyskerne få karlekammeret.

Selv om disse tyskere var fjender, var de også mennesker. De var slået, sultne, og psykisk nedbrudte. Min mor kogte havregrød til dem i den store gruekedel. Det var det eneste, man kunne gøre i en fart. Havregrød og friskmalket mælk ad libitum.

Min søster Tove og jeg legede med de tyske soldater i laden. Vi husker begge to tydeligt den soldat, der tog pungen op af lommen, og viste os et billede af kone og to mindre børn. Han sagde "kaput" og begyndte at græde. Vi var som lammede begge to. Tilbagetoget for tyskerne foregik til fods. De efterlod alt som ikke var livsnødvendigt. Dog beholdt de deres geværer og lidt ammunition.

Det var som at gå på skattejagt for en dreng som mig. Hjelme, gasmasker, bajonetter, feltspader, maskingeværer, ammunitionsbælter og løse skud i hundredevis. Det var spændende for mig, men bekymrende for mine forældre. Efter et antal dage kom sognefogeden med en vogn. Han tog alt, hvad han kunne finde af de tyske efterladenskaber, med sig. Det var jeg nu temmelig sur over.

Terplinggård syd for Glejbjerg var i Ottosen-lægtens eje gennem 12 generationer.
Annonce

Begravelsen

Min bedstefar Otto kom hjem i ambulance fra et møde på Hotel Glejbjerg i foråret 1943. En af de ting, jeg husker meget tydeligt, var, at han blev lagt på sengen, fuldstændig lammet og stiv i lemmerne. Min mor fandt en stor saks og klippede habitten i stykker, for at de kunne få den af ham. Sådan lå min bedstefar i en uge. Min mor kunne høre en svag hvisken, og ellers ingen reaktion fra ham. Lægen sagde det var en hjerneblødning, som sikkert ville ende med døden. Det gjorde det også.

Efter en god uges tid var han ikke blandt os længere. Denne mand, der havde været altfavnende i hjemmet og sognet, var ikke mere. Der var et stort savn, som skulle fyldes ud, men først skulle han begraves. Jeg husker tydeligt, at han lå i åben kiste i den store spisestue. Det gjorde et stort indtryk på en dreng, der var blevet fem år i mellemtiden. Min far var meget nært knyttet til sin far, og de var meget nært fortrolige. At se sin far græde og sørge var også meget svært for mig.

Dengang blev man "sunget ud fra hjemmet" som det hed. Kapeller var forbeholdt de store byer. På landet stod kisten i hjemmet indtil begravelsen. Bedstemor Methea, mine forældre, samt min faster Kirstine Thomsen (kaldet Søster) og farbror Peder, var alle klar over, at der ville komme mange til denne jordefærd. Kisten blev om formiddagen båret ud i haven, så flest mulig kunne være med til denne højtidelige handling.

Bedstefar blev benådet med Dannebrogsmændenes hæderstegn, en orden lig et ridderkors i dag. Denne skulle sættes på kisten som sædvane. Et lille stykke klæde af sort fløjl skulle sidde på kisten, men det kunne ikke opdrives i sognet. Mor kom så i tanker om, at hun i mange år havde været kassedame og regnskabsfører for manufakturhandler A. A. Ølgaard i Bramming. Det benyttede hun sig af og fik derigennem fremskaffet et lille stykke fløjlsstof.

Jeg husker en meget stor flok mennesker i haven på Terplinggård, men bedst erindrer jeg, da kisten skulle sænkes i graven. Da trådte politimesteren samt vicepolitimesteren frem og hæftede ordenen af kisten. Den skulle sendes tilbage til kongen. Da kisten var sænket, hilste de to fra politiet med deres sabler ind over graven, mens der blev hilst med Dannebrog ind over kisten som en sidste hilsen. Dette billede står stadig mejslet i mine erindringer.

Der var nu én mindre ved bordet. Min bedstemor (Methea) havde fået sukkersyge, og min mor gav hende en sprøjte med insulin hver dag. Der er ingen tvivl om, at hun savnede min bedstefar meget, men der var en stor vennekreds, som kom og besøgte hende, og flere gange ugentlig måtte mor eller pigerne lave kaffe til de besøgende. En dag ca. en 1/2 år efter bedstefars begravelse faldt hun og brækkede lårbenet, og kom på Brørup Sygehus.

Efter en tid kom hun hjem igen med gips på benet og var herefter sengeliggende. Selvom gipsen blev fjernet, kom hun ikke op at stå igen. Hun forblev sengeliggende, og helbredet blev kun dårligere. Efter et 1/2 år i sengen afgik hun ved døden i 1944, ca. et år efter bedstefar.

P. Chr. Ottosen var formand for komiteen, som troede, den skulle få den 200 år gamle Frifedsstøtte renoveret i 1990'erne. Det viste sig, at granitten, marmoren og sandstenene var så medtagne af tidens tand, at Støtten måtte helt fornyes. Foto: Google Streetview
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Flyvende TM Tønder bankede fynboer

Trekantområdet

Fredericia går endnu mere i rødt: Smittetrykket stiger stadig

Annonce