Annonce
Danmark

Boganmeldelse: Danmarks eksistenskamp skildret i Jens-Martin Eriksens "Helter Skelter".

Jens-Martin Eriksen. Foto: Torben Eskerod/Gyldendal

Jens-Martin Eriksen: "Helter Skelter".

Lad mig advare læserne med det samme: Denne bog er en fælde. Holder I verbalt med den ene part i den drabelige kamp om Danmarks demokratiske sjæl, er I sikkert på glat is, holder I med den anden, er I det nok også.

For denne kamp, som forfatteren har fremskrevet til for alvor at begynde i 2026, er blandt andet resultatet af, at for mange "sandheder" er blevet kolporteret med uld i munden.

Som den græske historiker Thukydid sagde, så skrider moralen, når sproglig konsensus går i opløsning, når eksempelvis: "Fanatikeren kaldes gennempålidelig og den, der opponerer imod ham, mistænkelig". Videre siger han: "Provokatøren og den, der kom andre i forkøbet med at gøre fortræd, var de eneste, som kunne påregne anerkendelse". I bogen her er det de danske politikere, der ikke har kaldt landets problematiske kultursammenstød ved rette navn og derved skjult perspektiverne i dets dybe alvor.

Helter skelter henviser til det politiske kaos, den racistiske morder Charles Manson ville skabe i USA, så han og hans hvide tilhængere kunne overtage magten, og samme recept benytter i romanen Instituttet for at komme islam til livs.

Den 34-årige Torsten Vahlgren hverves af Instituttets leder, Boyd, til at rejse rundt i verden for at skaffe venner i både islamiske og antiislamiske kredse, venner, som vil træde til, når revolutionen i Danmark skal fremprovokeres. Vahlgren er velegnet til jobbet af to grunde, dels er han ansat hos IOM (International Organization for Migration) i Geneve, hvilket giver ham mulighed for at bestikke med pengedonationer, dels har han netop oplevet terrorens hæslige ansigt i Paris under angrebet på avisen Le Monde.

I sin øjeblikkelige selvforståelse som moralsk hævner tager han uden større betænkeligheder imod jobbet, som han har stor succes med. Efter en lang række dramatiske begivenheder dannes der vagtværn både hos islamisterne og de danskere, der støtter Vahlgrens allierede, Folkepartiet og Nationalfronten. Borgerkrigen er en realitet. Vahlgren vælger herefter at flygte til Putins Rusland, hvis presse har været Instituttet venlig stemt, for senere at søge om statsborgerskab i et af de muslimfrie lande, Polen.

"Helter Skelter" er set ud fra gængse genrekrav mere en lærebog i politisk manipulation, en opfordring til at være opmærksom på, i hvilke dukkeføreres tråde man spræller, end en roman. De mange gentagelsesstrukturer i form af afrapporteringer fra Vahlgrens missioner placerer den et sted imellem (ufrivillig) helteroman og historieskrivning, men det er til at leve med. Jens-Martin Eriksen tør det, næsten alle viger tilbage for, nemlig at sætte alvorlige problemer under debat. Hvordan skal man tackle den såkaldte multikulturalisme, skal vi give køb på ytringsfriheden, retten til et verdsligt styre? Bogens debat kalder en spade for en spade, benytter ikke "eventyrsprog", som Eriksen har kaldt laissez faire - folkets sprog.

Læs, og lær, le med den uforskammede satire, og nyd slutningens rosensymbolik: "Det er ikke alle roserne, der behøver lige meget ly for den tilstundende vinter". "Men de sarteste er de mange forskellige "moderne" roser, der er avlet frem til at blomstre kontinuerligt, de tyske kordes-roser med pangfarverne eller de delikate engelske Austin-roser med tunge hoveder og tæt, bedøvende duft".

Jens-Martin Eriksen

"Helter Skelter"

408 sider, Gyldendal

Annonce
Jens-Martin Eriksen: ?Helter Skelter?. Foto: Gyldendal
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Sørgelig sag fik det rette udfald

Sagen er helt igennem sørgelig. Men det kunne ikke være anderledes. Naturligvis måtte den danske stat ikke lade et lille barn gå til grunde i en lejr i Syrien, efter såvel barnets somalisk-danske mor som faren tilsyneladende er blevet dræbt. Derfor er den 11 måneder gamle dreng nu blevet hentet til Danmark, hvor han forhåbentlig får en god fremtid sammen med sine slægtninge. Både drengens mor og far har haft tilknytning til Islamisk Stat. Sagen er den bedst tænkelige illustration af det idioti, disse fanatikere er besat af. Deltagelse i terror er i sig selv utilgivelig. Men det er komplet ubegribeligt, at forældre også er parate til at ofre deres eget barn for en tåbelig sag. Netop dette er jo konsekvensen af at medbringe børn eller sætte dem i verden i det helvede, Islamisk Stat lykkeligvis kun for en kort periode kunne etablere i Mellemøsten. Vi skal i sådanne sager være humane, men med kraftige forbehold. For den danske stat er der uanset farven på de pågældendes pas ingen grund til at gøre sig synderlige anstrengelser for at hente andre IS-terrorister til landet. Det gælder også for de pågældendes børn, med mindre ganske særlige forhold gør sig gældende. Det var tilfældet for den lille dreng samt i en tidligere sag, hvor en hårdt kvæstet 13-årig dreng i juni blev evakueret fra en interneringslejr. Alternativet havde formentlig i begge tilfælde været børnenes død. Det må vi ikke medvirke til. Dansk Folkeparti lufter mistanken om, at det reelt ikke er muligt at kontrollere, hvorvidt den lille drengs forældre faktisk er afgået ved døden. I lyset af de kaotiske forhold i Syrien er denne skepsis begrundet. Men skulle for eksempel moren senere vise sig at være i live, bør det på ingen måde berettige hende til en fribillet retur til Danmark. Flere medier har bragt historier om tidligere IS-terrorister, der angiveligt bittert har fortrudt og nu vil retur til Danmark. Til dem er beskeden: Alle valg i livet har konsekvenser, og I er ikke velkomne.

Annonce