Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Dy Plambeck: ”Til min søster”

Dy Plambeck. Foto: Les Kaner/Gyldendal

Bøger: Hvis jeg skal finde på et ord, der betegner Dy Plambecks nye roman, ”Til min søster”, så må det være ”vrede”. Vrede over det helvede, en kvinde går igennem, når hun føder et barn (og den vordende far ikke vil være det alligevel). Vrede over mænds vold og had mod kvinder. Vrede over udskamningen af kvinders seksualitet. Blandt andet.

Med referencer til ”Vinterbørn” og ”Thelma og Louise” og måske lidt ”Marie Grubbe” beskriver Dy Plambeck, hvordan historikeren Aya får til opgave at lave et efterskrift til en genudgivelse af J.P. Jacobsens samlede værker. Da hun begynder at forske i hans efterladte papirer, falder hun over en barne- og ungdomskæreste, Anna Michelsen, som muligvis har spillet en større rolle for hans forfatterskab, men som er blevet glemt af historien.

Mens J.P. drønede rundt i København og diskuterede Darwin med Brandes og skrev de vidunderlige romaner ”Fru Marie Grubbe”, ”Niels Lyhne” og novellesamlingen ”Mogens og andre noveller” inden sin død af tuberkulose som 38-årig, havnede Anna, gal og plaget af kærlighedssorg, på Sankt Hans og blev der i 42 år til sin død i 1924.

”Til min søster” er historien om Anna Michelsen baseret på blandt andet ordrette citater fra hendes breve, digte og journaler. Men den handler om også om Aya, der bliver mor til Nola, og om Ayas meget nære forhold til sin søster, Andrea, der forelsker sig i en psykopat og kun med nød og næppe redder sig ud af hans kløer, inden han får slået hende ihjel, hvorefter hun til stadighed kører rundt med et jagtgevær i bilen.

Der er meget godt stof i denne roman, og jeg forstår ambitionen om at skrive kvindernes historie ind i verden, men jeg synes samtidig, det er en lidt ujævn fortælling, især den første del, som udspiller sig på Hvidovre Hospitals fødestuer og barselshotel. Med tanke på J.P. Jacobsens dvælende og poetiske billedsprog virker det grotesk at læse sætninger som ”Sygeplejersken havde brede hofter og friske krøller, et fedtlag fordelt jævnt ud over kroppen og et mildt ansigt. Hendes store, grove hænder var rødlige og ophovnede ...”, eller senere i romanen: ”Jeg havde to tidligere forhold, der havde varet omkring seks år hver. Når jeg tænkte på dem, var det med dyb ømhed, en ømhed, der greb langt ind i knoglerne, det var kærlighedens fylde”.

Romanen har det bedst, når den holder sig til den realistiske genre, hvor der er fart over feltet, og dialogerne taler deres eget sprog. Dér gør den det rigtigt godt, og især historierne om Anna og Andrea bliver siddende i kødet, efter at man har vendt den sidste side. Dy Plambeck: ”Til min søster”. 284 sider. Gyldendal, er udkommet 4 af 6 stjerner

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce