Det kan næsten lyde for nørdet. En bog på knap 300 sider om en helt bestemt type vanter fra en norsk kommune i Trøndelagen med cirka 4000 indbyggere.
Faktisk tog jeg ”Norske vanter fra Selbu” af Anne Bårdsgård med i seng i håb om, at godnatlæsning af det historiske afsnit ville lokke søvnen frem i en fart. Klokken et om natten kunne jeg konstatere, at det virkede direkte modsat.
Bogen
”Norske vanter fra Selbu” af Anne Bårdsgård.
Oversat af Rachel Søgaard.
Udgivet på forlaget Turbine.
296 sider, 349,95 kroner.
Jeg blev optaget af fortællingen om, hvordan et stykke håndarbejde, der for de fleste i dag blot er tidsfordriv, for mindre end 100 år siden holdt familier med mad. Jeg fascineredes af, at endnu nulevende mennesker har haft titel af ”vantekontrollør” og haft til opgave at sikre kvaliteten af vanterne og dermed Selbu-navnets omdømme. Jeg blev grebet af tanken om, hvor anderledes barndommen har været for de piger og drenge, som tjente til konfirmationstøjet eller de første par ski ved at strikke kunstfærdige vanter.
Millioner af muligheder
Anne Bårdsgård har udført et ærefrygtindgydende stort stykke researcharbejde i indsamlingen af vanter og beretninger.
Ud over det historiske indblik leverer hun en grundig og for strikkenørder virkelig interessant designanalyse af vanterne, som typisk har et stort mønster i form af en såkaldt stjernerose eller et dyremotiv på forsiden, et geometrisk mønster på bagsiden, et lille mønster på tommelfingeren og ofte et fjerde mønster på håndledskanten og et smalt stolpemønster i vanternes sider.
Anne Bårdsgård har dels aftegnet mønstre fra vanter, dels fra kvadrerede regnehæfter, som mange Selbu-strikkere tegnede og opbevarede mønstre i.
Disse hæfter blev kaldt ”rosebøger” efter de karakteriske stjerneroser, og bogen udgør i sig selv en skatkiste af en rosebog.
Der er bogstaveligt talt millioner af kombinationsmuligheder med de forskellige mønstre, så her er rig mulighed for at strikke helt unikke vanter.
Ikke begyndervenlig
Den sidste tredjedel af bogen består af opskrifter på vanter designet af markante Selbu-strikkere fra 1890 til et godt stykke op i 1900-tallet.
Det er efter min mening bogens svageste del, for opskrifterne er ikke ret udførlige, og jeg vil ikke anbefale dem som første vanteprojekt. For de øvede er det dog til at gennemskue.
Selv forventer jeg hurtigt at blive træt af vantestrik, men bogen skal alligevel have en prominent plads i min reol. Den kaster nemlig et hav af andre idéer af sig.
Jeg har planer om sweatre med stjerneroser i et rundt bærestykke, raglantrøjer med de geometriske bagsidemønstre som flademønster og sokker efter samme princip som Selbu-vanterne med forskellige mønstre på skaft, fod og hæl.
Allerede efter at have bladret mønstrene igennem få gange har jeg flere idéer til Selbu-inspirerede designs, end jeg vil kunne nå at strikke i min levetid.