Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Kærlighed og fællesskab

Henning Mortensen. Foto: Hanne Wienberg Mortensen/Gyldendal

Bøger: ”Han føler sig så voksen og næsten hovmodig, men ved godt inderst inde, at han er en lille skid, gudsforladt ensom og i umådelig afstand fra Spiderman og en pige nu ikke længere med tandbøjle”.

”Han” er Rune, der tidligt i livet har været begrænset af en nyresygdom, Rune, der også alt for tidligt har mistet sin far ved en bilulykke. Nu bor han i en mellemstor provinsby med sin advokatmor, som ikke kan komme over tabet af drengens far, drikker for meget og lever på minder om ture til Tibets højder. Det skal vise sig, at netop højder skal blive et nøglebegreb for Runes kamp mod sorg og meningsløshed.

Ud over at klatre i høje træer for at komme i nærheden af de beundrede fugle og at bestige høje huse i provinsbyen for med sin mormors teaterkikkert at blive klogere på den menneskelige komedie har han to vigtige ”redskaber” til rådighed: trampolinen og filmen om den viljestærke, modige skihopper Eddie the Eagle. I trampolinen kan han vise verden, at han ikke kun er en sølle syg dreng, men én man må regne med, én som Eddie Ørnen. Spørgsmålet er bare, om han kan overbevise Anita uden tandbøjlen.

”Trampolin” er en medrivende skildring af en (verbalt lidt for avanceret?) voksenklog teenagedrengs forsøg på at forcere de forhindringer, tragedie og tilfældighed har lagt på hans livserkendelses vej. Der er så kun én vej, mener Rune, den, man vandrer på individuelt (dog på den anden side: Anita spiller fodbold, dyrker fællesskabet - men hun har jo svigtet ham). Man må hævne sig, dyrke ondskaben, men er han så klogere end de fleste!

De eksistentielle overvejelser bliver ikke nemmere af drengens møde med voksenverdenens relativistiske udmeldinger om livets værdier. Skal han lytte til ham, der vil belære om Platons hulelignelse og H.C. Andersens ”Skyggen”, eller skal han med sin elskede mormor prøve at bekæmpe savn og uretfærdighed med latter? Det er en meget klog beretning om både at savne kropslig formåen og et maskulint forbillede.

”Trampolin” fører os ind i barnets virkelighed, der ikke så let lader sig tæmme af pinlige realiteters og rationalitetens verden. Kan religiøst blålys hjælpe én, kan nihilistisk navlebeskuen? Nej, men det kan kærligheden og fællesskabet, erkender Rune, efter igen at have mødt den fodboldspillende Anita, pigen nu uden tandbøjle. Anita, der ”beslutsomt ønskede at styre sin verden”, og ligesom Preben Elkjær mener, at fodbold er en kampsport, og kan man ikke klare mosten, må man stille sig tilfreds med ludo. Det er ikke kryptisk tankespind, som redder Rune, men enkel, klarsynet klogskab. Lad et citat fra fodboldgeniet Puskas være min og Anitas anbefaling af Henning Mortensens roman: ”I fodbold har man brug for en stor musiker, som kan spille på flyglet, og andre til at bære det for ham”. Kampen er et fælles vilkår på alle banens pladser. Henning Mortensen: ”Trampolin”. 224 sider, Gyldendal, er udkommet

Annonce
Henning Mortensen: ”Trampolin”. Foto: Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce