Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Katrine Marie Guldager: ”Et rigtigt liv”

Katrine Marie Guldager. Foto: Les Kaner/Gyldendal

Bøger: Kast et blik på bogens forsidebillede, og du vil se, hvad ”Et rigtigt liv” handler om. En ung mand går ude på en gades midterstriber, han kan ikke finde SIN side. Vi ser ham fra ryggen, en bil er netop passeret, på vej mod en valgt destination. Er livet allerede kørt forbi ham? Hvorfor har han ikke kunnet vælge sin egen retning?

Den unge mand er romanens Filip.

Filip er opvokset i et rigmandsmiljø nord for København. Familien består ud over ham selv af faren Carsten, succesrig forretningsmand, og moren Anette, der vier sit liv til at passe Christian, Filips hjerneskadede storebror. Hun vil ikke sende Christian på institution, så: ”Verden ville aldrig komme til at kende hendes håndfarvede tasker i naturligt hør” (satiren lurer); hun må opgive sit forretningskoncept og lade andre ”halse fremad i en verden, hvis tempo i forvejen var helt forskruet”.

Allerede her ser man konturerne af den indre splittelse, der kommer til at præge Filips liv. Hvem af forældrene har recepten på et rigtigt liv, og hvordan skal man håndtere den både hjertegribende og irriterende svage Christian?

Da moren dør af kræft, og faren sender Filip på kostskole for at kunne koncentrere sig om sin handicappede søn, står Filip i et eksistentielt ingenmandsland og skal nu vælge sit rigtige liv. Dette skal vise sig at være særdeles konfliktfyldt, hvilket Katrine Marie Guldager beskriver med sin sædvanlige, klogt afsøgende psykologiske indsigt.

Selv om romanen favner et hav af vigtige motiver som ægteskab, karriere, social ulighed, kvindesag, økonomisk krise (finanskrisen) og meget mere, fungerer disse mest som kontekst til afdækningen af en ung mands kamp for at finde sin egen eksistentielle platform. På mange måder kan hans problemer virke næsten pinligt uinteressante, fordi han er så økonomisk forkælet: Da han vælger at læse jura, forærer hans farfar ham en luksuslejlighed i København og skaffer ham karrierefremmende kontakter både her og i udlandet.

Jeg tror imidlertid, at Katrine Marie Guldagers hensigt er at udfordre vores og (måske) egne fordomme om velbjergede menneskers følelsesliv; faktisk skærper det uinteressante ved ham min interesse.

I sin ubevidste søgen efter en erstatning for den mor, der forstod ”at skabe den rette afstand imellem de to”, dyrker han en masse piger, bliver sågar gift med en af dem og skilt igen, men disse forhold domineres af sex og garneres med vandfald af floskler; de synes ikke at være garanter for et rigtigt liv. Usikkerheden, ensomheden og den evindelige tvivl stilles til skue, måske er han svær at holde af, men hans problemer er genkendelige.

Forfatterens evne til at vise os et splittet menneske er meget fin. Filip ønsker afstand og tragter efter nærhed, han er en lovens mand, dyrker druk og puerilt kaos. En af hans venner siger: ”Du skal gøre det, du selv synes er rigtigt”, men hvad er rigtigt?

Han søger og søger, tror imidlertid ikke meget på, at nogen kan hjælpe ham, fuld af foragt for eksempelvis terapeutiske fraser som han er. Tragedien er vel, at han ikke tror nok på sit eget potentiale, fordi hans sociale baggrunds gavmildhed for længe har udskudt hans favntag med livets udfordringer. Måske finder han et rigtigt liv, men forudsætningen er, at han opdager, hvem han er, finder sin identitet, for: ”Et menneske, som ikke kan fortælle sig selv, er ikke et menneske”. Katrine Marie Guldager: ”Et rigtigt liv”. 285 sider. Gyldendal, er udkommet 5 af 6 stjerner

Annonce
Katrine Marie Guldager: ”Et rigtigt liv”. Foto: Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce