Annonce
Kultur

Boganmeldelse: Kristina Nya Glaffey: ”Fuck mor og Busser”

Kristina Nya Glaffey. Foto: Frida Gregersen/Gyldendal

Bøger: Det er længe siden, at familien var en entydig størrelse. Dengang mor var klar med bollerne, når poderne kom fra skole, og far dukkede op med sin mappe, når middagen var klar. Det billede er som bekendt ændret. Regnbuefamilierne har holdt deres indtog.

Det er netop en sådan familie, man møder i Kristina Nya Glaffeys nye roman med titlen ”Fuck mor og Busser”. Den er opfølgningen på to tidligere bøger med samme personer. Mor og Busser, som er en kvinde, var engang kærester, og de fik med hjælp af en donor datteren Emma og hendes tvillingesøster. De to voksne blev skilt, men da vi møder dem i denne roman, er de stadig tæt på hinanden, hvilket ikke gør udfordringerne mindre for tvillingerne, som nu er et par rebelske teenagere.

De to unge har aftalt, at de gør fælles front mod mor og Busser. De vil ikke på højskole for at få ”udvidet deres horisont”. De normer, som ”middelklasselebbeligaen” står for, fylder dem med afsky. Der opstår en regulær skyttegravskrig mellem parterne. Og det er især Emma, der kaster granaterne. Tvillingesøsteren, som er romanens fortæller, er mere tilbageholdende.

Det er slående, i hvor høj grad Busser og Emma ligner hinanden, hvilket moren også har spottet.

Det bliver tydeligt, at pagten mellem de to søstre ikke er holdbar. Et stridspunkt er, om de skal opsøge deres donorfar. Det er Emma stærkt imod i modsætning til søsteren: ”Men Emma siger, at hun ikke gider sidde og drikke caffe latte med fem mennesker, hun tilfældigvis deler halvtreds procent af sit genmateriale med, for hendes skyld kunne vi lige så godt tage i Zoologisk Have og drikke kaffe inde i abegrotten”.

Men fortælleren foretrækker trods alt at blive i skyttegraven: ”for der er kun plads til to ovre i hendes og mors skyttegrav, så jeg kan passende blive i min og Emmas”. Krigen synes endeløs og fortsætter på en fælles rejse til Brasilien.

De to søstre langer ud efter mangt og meget. Ud over mor og Busser er de ude efter politikerne på rådhuset, politiet, Erdogan, Forfatterskolen, Trump, Noma og generelt det system, ”som hjernevasker småborgerne”. Men først og fremmest rammer deres hån, og især Emmas, den ældre generations konformitet og hykleri. Og den hån fremføres i et sprog, et rablende parlando, som fint matcher indholdssiden.

Det er et generationsopgør, man som læser er vidne til. Selvfølgelig sat på spidsen ved det kunstneriske greb. Men Kristina Nya Glaffey tegner også et billede af det samfund, som skyttegravskrigen udspiller sig i. Og det gør hun godt. Det er alt i alt en god roman. Kristina Nya Glaffey: ”Fuck mor og Busser”. 122 sider. Gyldendal, er udkommet 4 af 6 stjerner

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce