Annonce
Kultur

Bogkassen anbefaler: Historien om Sverige - men også om os selv

”Sveas søn” er en fortælling om det svenske samfund og om ændringerne i dette. Der er overraskende mange paralleller til de senere års danske udviklings-historie. PR-foto
Med "Sveas søn” har Lena Andersson formået at sætte samfundsudviklingen til debat uden at overse de gode hensigter med den socialdemokratiske velfærdsmodel.

Bøger: Det er den svenske samfundsmodel, der er hjørnestenen i Lena Anderssons nye roman ”Sveas søn”. Det er både substansen og myten om det svenske ”folkehjem”, hun fokuserer på i denne roman, hvor hun gennem tre generationer - mor, søn og barnebarn - skildrer udviklingen i Sverige. Det gør hun glimrende. Og det gør ikke romanen mindre interessant, at der er så mange paralleller mellem det svenske og det danske samfund.

I det daglige er der er næsten hyggelig tradition for, at danskere og svenskere ”stikker” lidt til hinanden i al gemytlighed. Men trods protester i begge lande er der mange lighedspunkter. Det samme kan siges om begge landes forhold til Norge og det norske samfund - selv om nordmændene benægter - i det mindste ligheden med det svenske. Men det er der. Tre skandinaviske demokratier med stort set samme menneskesyn, samme høje ambition om retfærdighed og lighed mellem mennesker, samme høje standard for borgerne retssikkerhed og samme visioner om uddannelse og socialt sikkerhedsnet under befolkningen. Sådan er det. Og derfor er Lena Anderssons roman en interessant roman for hele Skandinavien.

Annonce

Lena Andersson

49-årige Lena Andersson var over 40, da hun brød igennem som romanforfatter, men hun var kendt i den svenske offentlighed inden da. Hun har i mange år været en markant - og populær - samfundsdebatør og kritiker.

Hun debuterede som forfatter i 1999, men først i 2012 fik hun sit gennembrud som forfatter med romanen ”Brugstyveri”, en moderne kærlighedshistorie. Bogen kom i en dansk udgave i 2014. Den blev hædret med Svenska Dagbladets Litteraturpris - og blev sammen med efterfølgeren ”Uden personligt ansvar” fra 2014 årsagen til hendes internationale gennembrud.

Lena Anderssons romaner er især populære i Sverige og Norge, men efterhånden er de udkommet på flere sprog. De beskæftiger sig med moderne, skandinaviske menneske og deres liv i lyset af arv, miljø, magt og politik - kønsroller, kærlighed og kulturelle traditioner. Lena Andersson bor i Tenstra, en forstad til Stockholm.

Håndens mand

Hovedpersonen i bogen er Ragnar Johansson. En håndens mand. En håndværker, der kan det meste selv. Men også en tankens mand, et menneske vokset op i den tid, hvor velfærdsstaten var i støbeskeen, og som føler stolthed og ansvar ved at være med til at udbygge det gode samfund. Ragnar er også en meget korrekt mand. Han er ”politisk korrekt” i forhold til sin tid. Og det, at staten gennemfører ensretning, ser han ikke som et problem. For målet er at gøre samfundet bedre - og formålet helliger midlet, mener Ragnar.

Langt hen ad vejen er hans datter enig, men så begynder der at ske store ting. Murens fald, sandheden om kommunismen, sandheden om kapitalismen. Hun oplever den idealistiske fader svigte sine idealer i en midtvejskrise. Hun oplever forældrenes skilsmisse og statens forsøg på at klare alle tidens nye udfordringer ved lovgivning. Og hun begynder at tvivle. Og så er der Svea, Ragnars mor. Hun er fra den tid, hvor mennesker led afsavn. Hvor hver dag var en kamp for overlevelse. Hun forstår ikke den yngre generation. Men hun ved, at den tid, hun voksede op i, aldrig må komme tilbage.

I en god sags tjeneste

Disse tre menneskers skæbne i den svenske velfærdsstat giver romanen liv og indhold. Lena Andersson tegner stærke portrætter af sine hovedpersoner, men samtidig skildrer hun udviklingen i Sverige. Hun er i høj grad opmærksom på svaghederne i det svenske velfærdssystem med det, der minder om hykleri og dobbeltmoral - og om et forsøg på at putte mennesker ned i kasser. Men der er en formildende omstændighed, som fremgår af romanen: Den svenske stat forsøgte sig med ensretning og folkeopdragelse i en god sags tjeneste. Målet var at give flere mennesker et bedre liv. Men i den moderne tid, som Ragnars datter er et barn af, er frihed og personlig udfoldelse mere værd end samfundssind og tilpasning. En diskussion for svenskere, ja, men også for os i Danmark.

”Sveas søn” er en roman om et samfund i forandring. Men det er først og fremmest en roman om mennesker. Bogen er fyldt med dejlige tidsbilleder og skønne historier om mennesker, og selv om det overordnet set er en alvorlig roman, rummer den også en masse humor. Og når man lægger bogen fra sig efter sidste side, er det rart at kunne sige: Det her nordiske samfund - det er nu alligevel temmelig godt.

Lena Andersson, født i 1970, men brød først igennem som forfatter i 2012. Foto: Politikens Forlag

Lena Andersson

”Sveas søn”

Fire stjerner ****

240 sider

Politikens Forlag

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce