Annonce
Kultur

Bogkassen anbefaler: Tv-mand ved tastaturet

Ligesom succeshistorien "Kongekabalen" kan "Mørkeland" også komme i biografen. PR-foto
Niels Krause-Kjær har med ”Mørkeland” leveret en selvstændig og forrygende opfølgning på ”Kongekabale”, men han fortjener prygl med en våd morgenavis for en afslutning, der nok er flot, men tarvelig.

Bøger: Dagen før et folketingsvalg findes en ung fuldmægtig fra Justitsministeriet død i Ørstedparken i København. Manden er dræbt af et enkelt skud i hovedet.

Her plejer politiet så at rykke ind - i henhold til opbygningen af krimier - men Niels Krause-Kjær vælger i stedet at lade en midaldrende, nærmest falleret journalist, Ulrik Torp, overtage scenen. Ham er der mange af os, der husker fra Krause-Kjærs store roman fra år 2000, ”Kongekabale”. I 2004 blev romanen filmatiseret af Nikolaj Arcel. Filmen trak over 600.000 danskere i biografen - og løb med otte Robert'er og to Bodil-statuetter. En forrygende spændingsfilm fra Christiansborg og nærmeste omegn.

Annonce
56-årige Niels Krause-Kjær er til dagligt ansat hos DR som studievært på Deadline. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Mulig biograffilm

”Mørkeland” kommer muligvis, nej, givetvis, også i biograferne, for det er en storslået fortælling. Igen et drama med afsæt i politik. Og igen med journalisten Ulrik Torp i hovedrollen. Men der er sket meget siden sidst. Torp er blevet fyret fra Dagbladet - som led i en sparerunde - og hele hans triste liv i en lille to-værelses er et udtryk for, at det såkaldte ”grå guld” ikke skinner ret meget, når det ikke selv sidder i chefstolen. Torp er på kontanthjælp. Og bliver sendt i aktivering på sin gamle arbejdsplads, Dagbladet. 2800 kroner om måneden - til en erfaren, tidligere stjernejournalist. Det moderne Danmark.

Og så sker drabet i Ørstedsparken. Torp har fra gamle dage en god bekendt hos politiet. Han fortæller Torp om drabet, og da afdødes kone senere fortæller Torp, at manden de sidste dage i livet havde udtrykt bekymring for, at der var noget helt galt i ministeriet - bliver Torp og en journalist-praktikant optaget af sagen og går i gang med at grave.

Det bliver en mere alvorlig sag - også for Torp - end han havde regnet med. Efterhånden som journalisterne afdækker det ene forhold efter det andet, viser der sig at være tale om ikke bare en dansk, men en international liga, en klub, en loge - der arbejder på at styre og fastholde samfundet og forhindre forandringer. Og alle midler tages i brug - fra avanceret elektronisk svindel på valgdage - til mord.

Pokkers, han laver tv

Det er en spændende historie, som Krause-Kjær fortæller, og den er fortalt til UG med kryds og slange. Krause-Kjær skriver så godt, at man må ærgre sig over, at han tjener til brød og vin ved at lave tv. Han er "Deadline"-vært på DR2. Manden burde skrive. Der er en legende lethed over fortællingen. Det kan godt være, at Krause-Kjær som de fleste andre forfattere indimellem har været i skrive-krise. Måske har han gået lange ture langs stranden eller i sit indre univers for at få styr på historien. Men sådan virker det ikke.

Fortællingen har masser af spænding, drama, smerte, vemod og socialt perspektiv, tilsat en velsignet humor. At sige ”velskrevet spændingsroman” er en underdrivelse. Krause-Kjær har internationalt format.

Men afslutningen

Det lykkes Ulrik Torp og hans praktikantven at opklare mysteriet om drabet i Ørstedsparken og at afsløre hele netværket bag forbrydelsen og bag den valgsvindel, der er gennemført. Men selv om vi som læsere får at vide, hvordan det hele hænger sammen, oplever vi ikke nogen afslutning for hovedpersonen.

Bagmændene går fri. Men Ulrik Torp bliver smidt ud fra Dagbladet på røv og albuer. Fordi chefredaktørens bedstefar er en af bagmændene. Torp får klø af en lejet gorilla, og vi forlader bogens hovedperson, da han forslået, haltende og total desillusioneret stavrer over mod Rigshospitalet for at få at vide, om den knude, han har i kæben, er godartet - eller om han har kræft. Afslutningen er fornemt skrevet. Den er direkte smuk. Men Krause-Kjær fortjener prygl med en våd morgenavis for at efterlade læserne i dette tomrum. Det eneste, vi kan glæde os over, er, at Krause-Kjær sandsynligvis har valgt at slutte på denne måde, fordi han har tænkt sig at skrive en fortsættelse. Lad os håbe, den kommer i en fart.

Niels Krause-Kjær

”Mørkeland”

Fem stjerner *****

360 sider, Lindhardt og Ringhof

Annonce
Forsiden netop nu
Nordtyskland

Nye elmaster kan rejses

Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Annonce