Annonce
Kultur

Bogkassen anbefaler: Tv-mand ved tastaturet

Ligesom succeshistorien "Kongekabalen" kan "Mørkeland" også komme i biografen. PR-foto
Niels Krause-Kjær har med ”Mørkeland” leveret en selvstændig og forrygende opfølgning på ”Kongekabale”, men han fortjener prygl med en våd morgenavis for en afslutning, der nok er flot, men tarvelig.

Bøger: Dagen før et folketingsvalg findes en ung fuldmægtig fra Justitsministeriet død i Ørstedparken i København. Manden er dræbt af et enkelt skud i hovedet.

Her plejer politiet så at rykke ind - i henhold til opbygningen af krimier - men Niels Krause-Kjær vælger i stedet at lade en midaldrende, nærmest falleret journalist, Ulrik Torp, overtage scenen. Ham er der mange af os, der husker fra Krause-Kjærs store roman fra år 2000, ”Kongekabale”. I 2004 blev romanen filmatiseret af Nikolaj Arcel. Filmen trak over 600.000 danskere i biografen - og løb med otte Robert'er og to Bodil-statuetter. En forrygende spændingsfilm fra Christiansborg og nærmeste omegn.

Annonce
56-årige Niels Krause-Kjær er til dagligt ansat hos DR som studievært på Deadline. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Mulig biograffilm

”Mørkeland” kommer muligvis, nej, givetvis, også i biograferne, for det er en storslået fortælling. Igen et drama med afsæt i politik. Og igen med journalisten Ulrik Torp i hovedrollen. Men der er sket meget siden sidst. Torp er blevet fyret fra Dagbladet - som led i en sparerunde - og hele hans triste liv i en lille to-værelses er et udtryk for, at det såkaldte ”grå guld” ikke skinner ret meget, når det ikke selv sidder i chefstolen. Torp er på kontanthjælp. Og bliver sendt i aktivering på sin gamle arbejdsplads, Dagbladet. 2800 kroner om måneden - til en erfaren, tidligere stjernejournalist. Det moderne Danmark.

Og så sker drabet i Ørstedsparken. Torp har fra gamle dage en god bekendt hos politiet. Han fortæller Torp om drabet, og da afdødes kone senere fortæller Torp, at manden de sidste dage i livet havde udtrykt bekymring for, at der var noget helt galt i ministeriet - bliver Torp og en journalist-praktikant optaget af sagen og går i gang med at grave.

Det bliver en mere alvorlig sag - også for Torp - end han havde regnet med. Efterhånden som journalisterne afdækker det ene forhold efter det andet, viser der sig at være tale om ikke bare en dansk, men en international liga, en klub, en loge - der arbejder på at styre og fastholde samfundet og forhindre forandringer. Og alle midler tages i brug - fra avanceret elektronisk svindel på valgdage - til mord.

Pokkers, han laver tv

Det er en spændende historie, som Krause-Kjær fortæller, og den er fortalt til UG med kryds og slange. Krause-Kjær skriver så godt, at man må ærgre sig over, at han tjener til brød og vin ved at lave tv. Han er "Deadline"-vært på DR2. Manden burde skrive. Der er en legende lethed over fortællingen. Det kan godt være, at Krause-Kjær som de fleste andre forfattere indimellem har været i skrive-krise. Måske har han gået lange ture langs stranden eller i sit indre univers for at få styr på historien. Men sådan virker det ikke.

Fortællingen har masser af spænding, drama, smerte, vemod og socialt perspektiv, tilsat en velsignet humor. At sige ”velskrevet spændingsroman” er en underdrivelse. Krause-Kjær har internationalt format.

Men afslutningen

Det lykkes Ulrik Torp og hans praktikantven at opklare mysteriet om drabet i Ørstedsparken og at afsløre hele netværket bag forbrydelsen og bag den valgsvindel, der er gennemført. Men selv om vi som læsere får at vide, hvordan det hele hænger sammen, oplever vi ikke nogen afslutning for hovedpersonen.

Bagmændene går fri. Men Ulrik Torp bliver smidt ud fra Dagbladet på røv og albuer. Fordi chefredaktørens bedstefar er en af bagmændene. Torp får klø af en lejet gorilla, og vi forlader bogens hovedperson, da han forslået, haltende og total desillusioneret stavrer over mod Rigshospitalet for at få at vide, om den knude, han har i kæben, er godartet - eller om han har kræft. Afslutningen er fornemt skrevet. Den er direkte smuk. Men Krause-Kjær fortjener prygl med en våd morgenavis for at efterlade læserne i dette tomrum. Det eneste, vi kan glæde os over, er, at Krause-Kjær sandsynligvis har valgt at slutte på denne måde, fordi han har tænkt sig at skrive en fortsættelse. Lad os håbe, den kommer i en fart.

Niels Krause-Kjær

”Mørkeland”

Fem stjerner *****

360 sider, Lindhardt og Ringhof

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Kunstværk fra losseplads bør placeres ved kanoner

Politikerne i byrådet sagde tak for ideen, men til forslag og senere beslutning bliver det aldrig. Det hengemte kunstværk Telemuren kommer ikke til at stå på Markedspladsen, og begrundelsen er lige så rigtig, som den er åbenlys. Kunstværket er for stort og vil vende op og ned på de planer, der allerede ligger for den centrale plads i Aabenraas midte. Så langt, men ikke ret meget videre. Alle – i hvert fald langt de fleste – er enige om, at Telemuren skal fjernes fra lossepladsen i Sdr. Hostrup og komme til ære, værdighed og anskuelse igen. 12-13 års misrøgt af et kunstværk skal naturligvis slutte. Det er politikerne heldigvis enige om, og tilbage står blot spørgsmålet: Hvor skal den misrøgtede mur stå? GODE OG ENGAGEREDE borgere i Aabenraa kom med det forslag, at muren kunne placeres på Markedspladsen – altså tæt på, hvor den oprindeligt stod. Et anerkendelsesværdigt forslag, som blev taget så seriøst, at politikerne besluttede at behandle det. Forslaget var andet og mere end en fiks idé, det indeholdt substans, men ulemperne var trods alt for store. Eller rettere: Telemuren er for stor til Markedspladsen. DET GRUNDLÆGGENDE SPØRGSMÅL er altså stadig ubesvaret. Hvor skal kunstværket så placeres? Et område ved Arena Aabenraa har været bragt i spil, men jordbundsforhold gør, at den placering vil fordyre flytningen og opstillingen. Andre har foreslået, at Telemuren skulle sendes ud af byen og til andre dele af kommunen; det har sågar været foreslået at dele Telemuren i flere stykker, men andet end mere eller mindre seriøse strøtanker har der ikke været tale om. Et kunstværk hverken skal eller må splittes ad. Medmindre opsplitningen i sig selv er et kunstværk, og kunstneren er med på den idé. Det er hun ikke. At eksportere det til omegnsbyerne har kunstneren selv, Ulla Viotti, modsat sig. Tilbage er altså et nyt hjem for Telemuren i Aabenraa. DET OPLAGTE VALG synes at være området foran rådhuset, hvor et gammelt kanonbatteri allerede er placeret. Det forslag er for længst bragt i spil og synes lige nu at være det bedste. Af flere grunde: Dels fordi historie og kunst er et godt match. Dels fordi området er stort, hvilket betyder, at det 45 meter lange, fem meter brede og 1,8 meter høje kunstværk får den plads, værket har brug for. Det kommer ikke til at fylde uforholdsmæssigt meget. PLACERES TELEMUREN SOM nabo til kanonbatteriet, vil det tilmed kunne beskues dagligt af tusinder – om end på afstand – men Aabenraa vil vigtigst af alt få en turistattraktion mere. Kunstværket kaldes af kendere for betydeligt. Og med den vanvittige placering på en losseplads igennem mere end et årti rummer Telemuren samtidig en dramatisk historie. Ja, reelt en grotesk historie. Den slags har det med at lokke andre end kendere til. GOD SØNDAG

Annonce