Annonce
Sydjylland

Boligejer: Aftale om Hærvejsmotorvejen giver mig dødsstødet

Regeringen og Dansk Folkeparti er med en stor trafikplan nu klar til at bygge Hærvejsmotorvejen. Det tager hårdt på Marius Frandsen, hvis ejendom ligger tæt på en af de mulige linjeføringer. Foto: Søren Gylling
Med en ny stor infrastrukturaftale er Dansk Folkeparti og regeringen blevet enige om at bygge første halvdel af en ny midtjysk motorvej. Marius Frandsens hus ligger tæt på en af de mulige linjeføringer, og med aftalen frygter han en dyster fremtid med stor gæld og et usælgeligt hus.

Hærvejsmotorvejen: - Det er dødsstødet for mig.

Så klar er meldingen fra boligejer Marius Frandsen, efter at regeringen og Dansk Folkeparti onsdag fremlagde en stor trafikaftale, der lægger op til nye infrastrukturprojekter, vedligehold og forbedringer for over 100 milliarder kroner samlet set.

Et centralt element i aftalen er en ny midtjysk motorvej - den såkaldte Hærvejsmotorvej. Regeringen og Dansk Folkeparti er således klar til tage første spadestik til motorvejen i 2023. Den endelige linjeføring ligger dog stadig ikke fast. Det besluttes først, når Vejdirektoratet har afsluttet sin VVM-undersøgelse, der forventes at ligge klar til sommer.

Marius Frandsens ejendom i Kolstrup nær Christiansfeld ligger tæt på en af de linjeføringer, som Vejdirektoratet lige nu undersøger. Avisen Danmark beskrev søndag, at det på grund af en stor gæld er afgørende for ham at få solgt huset, men at det skræmmer køberne væk, at motorvejen i værste fald kan komme til at ligge under 100 meter fra huset. Dagens aftale tager derfor hårdt på ham.

- Alle kommer til at falde fra nu, hvor man ved, den kommer. Jeg har selv prøvet at holde 500 meter fra E45, og man kan tydeligt høre den. Det bliver ulideligt at være i haven, siger han.

Annonce

Aftalen om Hærvejsmotorvejen

  • Onsdag formiddag præsenterede regeringen og Dansk Folkeparti en ny trafikaftale.
  • Den indeholder nye infrastrukturprojekter, vedligehold og forbedringer af veje og jernbaner for over 100 milliarder kroner.
  • Centralt i aftalen er en ny midtjysk motorvej fra Haderslev til Give, som blå blok er klar til at bygge fra 2023.
  • Motorvejens endelige linjeføring bliver først besluttet, når Vejdirektoratet har afsluttet den igangværende VVM-undersøgelse til sommer.
  • Undersøgelsen kortlægger en ny motorvejs påvirkning af omgivelserne.
  • Aftalen lægger desuden op til, at der i 2023 skal findes penge til en VVM-undersøgelse af motorvejens nordlige strækning fra Give til Viborg.

Usikker situation uændret

Marius Frandsen har stor forståelse for, at samfundet behøver ny infrastruktur for at udvikle sig. Men han føler sig uretfærdigt behandlet og ville ønske, at politikerne ville lytte til hans råb om hjælp.

- Det kan ikke være rigtigt, at mennesker skal gå nedenom og hjem, fordi nogle virksomheders indtjening skal forbedres, siger han med henvisning til, at et af argumenterne for at bygge en ny motorvej er bedre vilkår for godstransporten.

I avisen Danmark har flere ejendomsmæglere fra Billund, Vejle og Kolding tidligere givet udtryk for, at mange boligejere sidder i en usikker situation, fordi de ikke ved, om de får en motorvej i baghaven, eller om deres huse skal jævnes med jorden i forbindelse med byggeriet. Ligesom Marius Frandsen kæmper flere boligejere i nærheden af de mulige linjeføringer for at få solgt deres huse.

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti ændrer ikke situationen for boligejerne, siger Lene Møller, medejer af Nybolig i Grindsted og Billund.

- Nu ved vi, at den nok kommer, men jeg tænker, vi er i samme situation, fordi vi stadig ikke kender linjeføringen, siger hun.

Lige nu undersøger Vejdirektoratet både en rute øst og vest om Billund, og ifølge Lene Møller betyder det, at motorvejsplanerne rammer hele området, selvom det kun er halvdelen, der reelt set har grund til bekymring.

Bøn til politikerne

Marius Frandsen forsøger at bevare håbet om, at motorvejen ikke bliver til noget, men reelt set kan han ikke se andre muligheder, end at den kommer til at ligge tæt på hans ejendom. Derfor har han en klar bøn til politikerne: Opkøb huset eller dæk det tab, der med al sandsynlighed følger med et salg.

Ifølge transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) får boligejerne en afklaring, når VVM-undersøgelsen er færdig. Den skal nemlig danne grundlag for en endelig politisk beslutning om linjeføring. Hen henviser til, at der findes forskellige erstatningsordninger og mulighed for ekspropriation, men om det omfatter Marius Frandsen, vil han ikke tage stilling til under interviewet med JydskeVestkysten.

- Der vil altid være nogen, der bor i nærheden, og de er ikke glade. Sådan er det altid, når man vil løse samfundets udfordringer, siger ministeren.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Annonce