Annonce
Erhverv

Boligejernes lånelyst er på et rekordhøjt niveau

Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Den historisk lave rente giver mange boligejere appetit på at omlægge deres lån, oplyser Finans Danmark.

Aldrig før har de danske boligejere taget så mange nye realkreditlån, som de gjorde i tredje kvartal.

Ifølge tal fra Finans Danmark, interesseorganisation for finanssektoren, blev der i perioden juli, august og september taget nye lån for 200 milliarder kroner.

Det er 26 milliarder kroner mere end den nu forhenværende rekord fra første kvartal i 2003.

Hovedparten af de 200 milliarder kroner er omlægninger af eksisterende lån. Og næsten ni ud af ti nye lån er med fast rente, fortæller Finans Danmark.

- Mange boligejere har valgt at omlægge deres lån for at få et billigere lån nu, hvor renten er historisk lav.

- Det har været muligt at få 30-årige lån med en fast rente på 0,5 procent eller 1 procent, siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Når boligejerne lægger deres lån om, vælger en del af dem også at tage større lån.

I tredje kvartal er det samlede udlån steget med 37 milliarder kroner, der blandt andet også dækker tillægsbelåning.

Ifølge Finans Danmark er det i alle landets kommuner, at lånelysten stiger.

- Boligejere i hele landet har brugt muligheden for at få et nyt og billigere realkreditlån. Mange danskere har også udnyttet deres friværdi til at tage et større lån i boligen, når de har omlagt lån.

- Når man som boligejer skal betale mindre i rente, får man flere penge mellem hænderne til andre ting. Det er godt for privatøkonomien, og det er også med til at understøtte samfundsøkonomien, siger Peter Jayaswal.

Direktøren fra Finans Danmark tilføjer, at der fortsat er boligejere, som kan få en gevinst ved at lægge deres lån om. Det afhænger dog af den enkelte boligejers forhold, og hvor renterne bevæger sig hen.

Blandt økonomerne er der ikke forventning om større rentestigninger lige med det samme. Den vurdering deles af cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

- Det er en yderst positiv udvikling, at boligejerne i endnu større omfang udnytter de lave renter. Det bidrager til at øge robustheden på boligmarkedet over for rentestigninger.

- Noget som de færreste forventer lige foreløbig - inklusive mig selv - men der vil altid ligge et latent scenarie for, at det skulle gå hen og ske, siger Jeppe Juul Borre.

Han forklarer, at det i 2019 især har været handelskonflikten mellem USA og Kina, politiske uroligheder som eksempelvis brexit og en frygt for afmatning i den globale økonomi, som har trykket renterne i bund.

Flere af disse forhold står ikke umiddelbart til at få en afklaring lige foreløbig, og derfor kan renterne fortsætte på deres lave niveauer noget tid endnu.

/ritzau/

Annonce
Meddelelse fra Finans Danmark
Annonce
Annonce
Danmark

Podcasten Danmark - Politik med Funding og Løvkvist: Jakob Ellemann sang 'fare, fare, krigsmand', og puttede Jensen i den sorte gryde

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Se fotos og video: Publikum og presse blev bortvist fra flyopvisning

Leder For abonnenter

Det lyder godt, men: De passer ikke på Danmark

Det er så let at stille sig op og sige, at ”jeg passer på Danmark”. Det lyder godt. Man virker handlekraftig. Men når man som Mette Frederiksen er statsminister, har man andre forpligtelser end at gå med de nemme og populære løsninger, som hun gjorde, da hun præsenterede regeringens bud på, hvordan vi forhindrer terrordømte i at planlægge og udføre mere terror, når de er sluppet ud af fængslet. En regeringschef har pligt til at vælge løsninger, der holder sig inden for rammerne af, hvilken type land vi gerne vil være. Og her svigtede Mette Frederiksen. Hun foreslår nemlig, at personer, der har afsonet en dom for terror, kan forbydes at færdes i bestemte områder og have kontakt til bestemte personer i op til ti år. For at undersøge, om de overholder forbuddet, skal politiet have ret til uden dommerkendelse at trænge ind i deres hjem og undersøge deres computere. Det er her, statsministeren glemmer sin forpligtelse over for retsstatens principper. Grundloven siger helt uden dikkedarer i paragraf 72, at både husundersøgelser og undersøgelser af borgernes kommunikation kun kan ske efter en retskendelse. Der står dog også, at man kan lave love, der giver undtagelse fra paragraffen, og det er så dét, regeringen vil gøre. Men det er grundlæggende helt forkert. Regeringens forslag om at øge straffene for terror og terrorrelaterede forbrydelser betragteligt er helt i orden. Det er også rimeligt at udstede forbud om ophold og kommunikation for denne ekstraordinært usympatiske gruppe af forbrydere. Og spark dem endelig ud af landet, når der er lovhjemmel til det. Det må bare aldrig blive andre end en domstol, der gør domstolenes arbejde. Magtens tredeling er et princip, der ikke må fraviges. Hverken politikere eller myndigheder skal afsige domme eller udstede retskendelser. Det skal kun dommere. Det har regeringens normale støtter forstået, men de borgerlige partier sikrer flertallet til endnu et skridt væk fra retsstaten. De skulle skamme sig. De passer ikke på Danmark.

Danmark For abonnenter

Liste med banditter i habitter vokser til nye højder: - Flere handler groft uforsvarligt, end nogen havde forestillet sig

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];