Annonce
Udland

Bolivias opposition opfordrer til generalstrejke efter valg

Ueslei Marcelino/Reuters
Oppositionen anklager præsident Evo Morales for at fuske med stemmeoptællingen for at sikre genvalg.

Oppositionsgrupper i Bolivia opfordrer tirsdag til generalstrejke efter flere dages massive demonstrationer mod resultatet af præsidentvalget, der blev afholdt søndag.

De foreløbige resultater viser, at landets mangeårige præsident, Evo Morales, står til genvalg, men der har været stor usikkerhed om resultaterne og stemmeoptællingen.

Efter at 96 procent af stemmerne er talt op, står Morales ifølge nyhedsbureauet Reuters til at få 9,36 procentpoint flere stemmer end oppositionskandidaten Carlos Mesa.

Det kræver en sejr på ti procentpoint til nærmeste forfølger for at undgå en anden valgrunde i præsidentvalget.

Nu vil oppositionsgrupperne udvide en planlagt strejke i Bolivias største by, Santa Cruz, til også at gælde det sydamerikanske lands øvrige seks regioner.

Derudover forventer man også fortsatte demonstrationer i hovedstaden, La Paz.

Ifølge oppositionsgrupperne træder strejken i kraft klokken 03.00 lokal tid svarende til klokken 09.00 onsdag morgen dansk tid. Strejken vil fortsætte, "indtil demokrati og folkets vilje respekteres", lyder det i en fælles udtalelse.

Klokken 03.13 dansk tid er der meldinger om, at politiet og demonstranter er i voldsomme sammenstød i La Paz. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Her skulle flere hundrede personer have kastet sten mod politiet, der svarede igen med tåregas.

Demonstrationerne i flere større byer i landet tog til i styrke tirsdag, da landets valgkommission erklærede, at de foreløbige resultater viste et ti procentpoints forspring til præsident Morales over oppositionskandidaten Carlos Mesa.

Tirsdag havde Morales akkurat den fornødne føring til at undgå en anden valgrunde med 46,85 procent af stemmerne mod Mesas 36,73 procent.

Mesa udtalte efterfølgende, at han ikke anerkendte resultatet og beskyldte regeringen for at fuske med stemmeoptællingen.

Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), der af regeringen er blevet bedt om at kontrollere stemmeoptællingen, har udtalt, at de mange ændringer i valgresultatet har beskadiget tiltroen til, at valget er foregået korrekt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Evo Morales er den første bolivianske præsident med rødder i landets oprindelige befolkning. Han blev valgt første gang i 2005.

Morales er tidligere kokabonde og leder i den venstreorienterede fagbevægelse.

Han har indtil nu vundet i første valgrunde i alle præsidentvalg, han har stillet op i.

Den 60-årige præsident kan med et fornyet mandat blive på posten indtil 2025.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce