Annonce
Udland

Bolivias præsident gennem 13 år tager føringen i valg

Ueslei Marcelino/Reuters
På trods af at forfatningen kun tillader to sammenhængende perioder, søger præsident Evo Morales genvalg.

Bolivias venstreorienterede præsident, Evo Morales, har et solidt forspring i præsidentvalget i Bolivia.

Morales skal dog med en vis sandsynlighed ud i en anden valgrunde for at kunne blive siddende en fjerde periode på præsidentposten, som han har haft i 13 år.

Det viser en foreløbig optælling af 83 procent af stemmerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Optællingen giver Morales knap 46 procent af stemmerne. Hans nærmeste rival Carlos Mesa får knap 38 procent.

Morales blev som den første af Bolivias oprindelige folk valgt som præsident i 2005.

Han har indtil nu vundet i første valgrunde i alle præsidentvalg, han har stillet op i.

Den 60-årige præsident kan med et fornyet mandat blive på posten indtil 2025.

Morales er tidligere kokabonde og leder i den venstreorienterede fagbevægelse.

På grund af en dom i en lokal retsinstans har han fået mulighed for at stille op igen, selv om Bolivias forfatning kun tillader to valgperioder i træk. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den mangeårige præsident har i spidsen for Sydamerikas fattigste land givet både politisk og økonomisk stabilitet.

Men støtten til ham er svundet ind de seneste år. Det skyldes en stagnerende økonomisk vækst samt bekymringer vedrørende korruption.

Morales' nærmeste rival, Carlos Mesa, var selv præsident fra 2003 til 2005. Han har kritiseret Morales for at have sat sig tungt på landets statslige organer.

Præsidentvalget skal ud i en anden valgrunde, hvis ikke en af kandidaterne får mindst 50 procent af stemmerne. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der findes også en anden mulighed for at vinde i første valgrunde.

Hvis en kandidat får mindst 40 procent af stemmerne og samtidig en føring på ti procentpoint mod den nærmeste kandidat, kan vedkommende også kalde sig præsident.

Præsidentvalget finder sted, samtidig med at der afvikles valg til den bolivianske kongres. Den består af to kamre.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce