Annonce
Kolding

Borchs Gård må vente på hårdt tiltrængt fornyelse

Borchs Gård må vente på at få det ansigtsløft, der har stået højt på ønskesedlen længe. Kommunen har ikke råd. Foto: Søren Gylling
Kolding Kommune havde regnet med at gå i gang med stor renovering af Borchs Gård i år. Nu er projektet udskudt på ubestemt tid på grund af kommunens hårdt pressede økonomi.

Gode intentioner

Kolding: De mange borgere, bilister og turister, der hver dag færdes i den nedslidte Borchs Gård lige i hjertet af Kolding, kommer til at vente nogen tid endnu, før det centrale byrum får en tiltrængt forskønnelse og renovering.

Selvom politikerne for længst har stillet i udsigt, at nu skal Borchs Gård forvandles til et multifunktionelt byrum, så den efter behov kan ryddes for biler og bruges til koncerter, markeder og kulturelle arrangementer, så sker der formentlig ikke en pind foreløbig.

- Vi havde regnet med, at vi skulle starte op i år, men vi har ikke lavet noget projekt, for vi har ingen penge til at gennemføre det for. Så indtil videre retter vi lidt op for vores driftsmidler. Vi fælder de dårlige træer, og fylder hullerne op, og vi har fjernet træerne mellem båsene for at kunne lave en mere fleksibel plads og plante træer i en rand udenom i stedet for. Men vi træder lidt vande p.t., forklarer landskabsarkitekt i by- og udviklingsforvaltningen Thomas Thinghuus.

Det er Kolding Kommunes hårdt pressede økonomi, der har sat udviklingen af Borchs Gård på pause.

Som omtalt i JV har by- og udviklingsforvaltningens Vej & Park-afdeling nemlig stort set ingen penge til rådighed på sin anlægskonto i år - blot otte millioner kroner til hele kommunen mod 54 millioner kroner i 2019.

Så ønsket om at få 10 millioner kroner til udvikling af Borchs Gård, som politikerne i teknik- og klimaudvalget havde til 2020-budgettet, er slet ikke kommet i betragtning. Ifølge et overslag fra by- og udviklingsforvaltningen skulle de penge blandt andet være brugt til renovering af pladsen inklusiv alt inventar og fjernelse af de eksisterende toiletter og etablering af nye.

- Vi har rigtig mange gode intentioner, og der er jo meget, som peger på, at vi skal udvikle byen for at fastholde butikkerne og kunderne. Men det er svært uden penge, siger Thomas Thinghuus.

Annonce

Det koster det

  • By- og udviklingsforvaltningen har lavet et groft anlægsbudget til ny indretning og begrønning af Borchs Gård.
  • Prisen er i alt 18 millioner kroner, hvoraf man ønskede at få de første 10 millioner kroner i år.
  • Der blev ikke sat penge af til projektet på 2020-budgettet.
  • De 18 millioner skal bl.a. bruges til renovering af pladsen inkl. alt inventar, belysning, beplantning, fjernelse af toiletbygninger og etablering af nye, projektering, forundersøgelser og arkæologi.

Hjertet nær

Formand for teknik- og klimaudvalget Jakob Ville (V) beklager situationen. Hans ansvarsområde er blevet barberet ind til benet i byrådsflertallets indgreb for at genoprette kommunens skrantende økonomi.

- Borchs Gård trænger virkeligt til at blive renoveret, og hvis jeg skal nævne et projekt, som står mit hjerte nær og som presser sig på for at blive renoveret, så er det Borchs Gård. Jeg håber, at vi får råd til at prioritere det ved budgetforhandlingerne til efteråret, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Støjplagede borgere raser over kampfly som aldrig før: Klager er næsten tredoblet på et år

Kommentar For abonnenter

Mens vi venter på motorvejen

Det er lidt med motorvejene, som det er med vindmøllerne. Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, men de skal bare ikke ligge tæt på, hvor vi selv bor. De kritiske røster var klart i overtal, da der tilbage i sommeren 2017 blev sat gang i en offentlig høring af planerne omkring en ny midtjysk motorvej – populært kaldet for Hærvejsmotorvejen. Samme billede er der ved den igangværende høring i forbindelse med VVM-undersøgelsen Tilbage i 2017 var eksempelvis Bække Lokalråd og Bække Borgerforening særdeles klare i mælet i deres høringssvar, hvor én af sætningerne lød således: - Frygten er, at en motorvej - med eller uden afkørselsramper - vil sætte gang i en langsom, men sikker affolkning. Citat slut. Det er ikke noget at sige til, at frygten for en motorvej er til stede. Ikke mindst støjen fra tusindvis af biler, som vil passere forbi, giver anledning til betydelig utryghed hos mange. Dertil kommer også en motorvejs indiskutable indgriben på naturen og miljøet. Argumenterne fra utrygge borgere er ganske forståelige. Men som med meget andet, så er debatten omkring motorveje ikke udelukkende sort eller hvid. Motorvejene kan rent faktisk også bringe noget positivt med sig. Erhvervsudviklingen har ganske mange steder, hvor der er blevet etableret motorveje, vist sig at være positiv. Der er positive eksempler nok – selv inden for vores egen kommune. I Vejen, Brørup og Holsted taler udviklingen i erhvervslivet tæt ved motorvejen sit klart tydelige sprog. Danish Crowns slagteri i Holsted var med sikkerhed ikke blevet placeret i området, havde der ikke været en motorvej Også længere oppe i det midtjyske er der klare fortællinger om, at motorvejen klart kan bringe noget positivt med. I Ikast-Brande Kommune konstateres det, at motorvejene er med til at øge bosætningen og etablering af nye erhvervsvirksomheder. I Silkeborg er der også begejstring. I den midtjyske by er der knap et år efter åbningen af motorvejen for nogle få år siden sat rekord i salget af erhvervsjord. Om hærvejsmotorvejen overhovedet bliver til noget, vil blive afgjort inde på Christiansborg. Men i næste måned – mandag den 16. marts – har Vejdirektoratet inviteret til borgermøde i Vejen. Her vil der blive orienteret om VVM-undersøgelsen og de seks linjeføringer, som er bragt i forslag. To af linjeføringerne vil medføre ganske mange kilometer asfalt gennem Vejen Kommune – og vil også byde på to til- og frakørselsramper dels ved Bække og dels ved Gesten. Hvordan det modtages, må vi se tiden an. Men ud over den forståelige utryghed omkring støj og negativ indvirkning på natur og miljø så vil en ny motorvej også give nogle muligheder. GOD SØNDAG

Esbjerg For abonnenter

Ramt af vandmasserne: - Vi kan sidde i stuen og fiske

Annonce