Annonce
Esbjerg

Borgere drømmer store drømme for fremtidens Museumsplads

Arbejdsgruppen Museumspladsen forestiller sig fremtiden for pladsen, der i dag er langtidsparkering således: Med ishus ved sportsbanerne og nedkørsel til parkeringskælder fra Nørregade. Tegning: Arbejdsgruppen Museumspladsen.

Arbejdsgruppen Museumspladsen har givet deres bud på, hvordan langtidsparkeringen kan omdannes til en grøn oase med underjordiske parkeringsdæk. Borgmester roser engagement i planerne.

Esbjerg: Beboerne omkring Museumspladsen har store drømme om fremtidens plads som en grøn kultur-oase med skulpturpark, vandkunst, legepladser, boldbaner og iscafé. Og - ikke at forglemme - parkering i to dæk under jorden.

Omkring halvandet år efter det store slagsmål om Ungdomsbos planlagte høje byggeri på langtidsparkeringen Museumspladsen er der nu taget hul på en ny proces, og første trin var informations- og workshopmøder i slutningen af januar med interessenter og ejerne af naboejendomme op til banegårdsområdet og Museumspladsen. Input fra møderne skal indgå i programmet for arkitektkonkurrencen, som skal resultere i en realistisk helhedsplan for området. Arbejdsgruppen Museumspladsen har givet sit første besyv med og er optimistisk:

- Workshoppen har modsat den tidligere proces været meget spændende, - og en god start på det nye forløb. Museumspladsens arbejdsgruppe går positivt ind i denne nye proces, og vi har videregivet de ønsker som beboerne omkring pladsen har. Så håber vi bare på en spændende konkurrence og beder til, at borgernes stemme bliver hørt i denne omgang, lyder det fra arbejdsgruppen.

Annonce

Det er oplagt at udnytte Museumspladsen til at løse bydelens store parkeringsudfordringer og samtidigt skabe en grøn kultur-oase i sammenhæng med Huset, Hovedbiblioteket, Esbjerg Museum og Esehaven.

Arbejdsgruppen Museumspladsen

Forhistorien


  • Ungdomsbos planlagte byggeri på Museumspladsen blev reelt skrottet på valgnatten i november 2017 i kraft af det ultimatum, Borgerlistens Henrik Vallø stillede op som afgørende for, at han ville levere mandatmæssig opbakning til Jesper Frost Rasmussen (V) som borgmester. Det skete efter forudgående massiv modstand blandt borgerne, der hverken brød sig om det høje boligbyggeri eller sløjfningen af langtids-parkeringspladser på den hårdt belagte Museumsplads.
  • I dag findes der 279 parkeringspladser på langtidsparkeringen Museumspladsen.

Spændende tanker

Arbejdsgruppen foreslår som nævnt underjordisk parkering i to etager, så basket- og skaterbanerne, der i sin tid netop blev etableret i samarbejde med borgere i det statsstøttede projekt om borgerinddragelse, "Vores kvarter", bevares og så man kan skabe et fantastisk sammenhængende grønt og kulturelt område. Parkeringskælderen i to etager vil, mener arbejdsgruppen, én gang for alle løse parkeringsproblemerne i indre by, og alt i alt vil både det grønne område og parkeringen "sætte fokus på trivsel, miljø og æstetik" i Esbjerg.

- Mange storbyer, som blandt andre København, Paris, New York og London, hilser ethvert grønt åndehul velkomment. Her samles folk for at nyde friheden blandt bygninger og travlhed - og de grønne områder bliver hyppigt brugt af både beboere og turister, motiverer arbejdsgruppen sin plan.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) har fået forelagt arbejdsgruppens gode idéer, og han roser engagementet:

- Det er helt sikkert, at parkering er en væsentlig del af løsningen, men i hvilket omfang, vi taler over og under jorden, kan jeg ikke sige endnu. Vi må afvente bearbejdningen af alle forslagene og den helhedsplan, de munder ud i. I forhold til finansiering af hele projektet, så forventer jeg et sammenskudsgilde mellem DSB Ejendomme og Esbjerg Kommune på parkeringsdelen - DSB har jo en interesse i, at folk, der skal med toget, kan komme af med bilen på en langtidsparkeringsplads, siger Jesper Frost Rasmussen, der har opfordret Arbejdsgruppen Museumspladsen til at indsende forslaget til de konsortier, der skal arbejde med helhedsplanen.

Flere trin

Helhedsplanen for Museumspladsen skal blive til på baggrund af en parallelkonkurrence med forskellige arkitekt-teams. Processen indeholder flere trin, hvor de konkurrerende teams undervejs støtter hinanden i arbejdet med at finde de bedste løsninger både fysisk og økonomisk. I slutningen af marts 2019 annonceres parallelkonkurrencen officielt, og vinderforslaget og dermed den færdige helhedsplan forventes at offentliggjort i februar 2020. Esbjerg Kommune gennemfører processen med konkurrencen i et partnerskab med DSB Ejendomme.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce