Annonce
Sønderborg

Borgere stadig stærkt bekymrede over biogasanlæg: - Hvorfor er der ingen, der taler vores sag

Det er her ud til Felstedvej at vejen ind til biogasanlægget skal ligge. Borgere i området er dog bekymret for den tunge trafik på et sted med dårlig oversigtsforhold. Foto: Henrik Rath
I nærmeste fremtid tages første spadestik til et nyt biogasanlæg i Kværs. Men borgere i nærheden føler sig overset og er stærkt bekymret for de gener, anlægget vil give og kalder det CO2-religion.
Annonce

Kværs: I år sættes spaden i jorden til endnu et biogasanlæg i Sønderborg Kommune. Det er et anlæg til omkring 400.000 ton organisk affald årligt i stil med det, som Nature Energy indviede for snart et par uger siden i Glansager nær Augustenborg. Anlægget kan endda udvides til det dobbelte.

Men begejstringen er meget lille hos en gruppe borgere, der bliver naboer til anlægget ud mod Felstedvej nær motorvejen ved Kværs.

- Vi er tilhængere at biogas, men forstår ikke placeringen og sidder med mange bekymringer og spørgsmål, som vi selv har skulle søge svar på. Hvorfor er der ingen, der taler vores sag, siger Tine M. Brodersen, som sammen med blandt andre Hans Jørgen Vaarbjerg på Felstedvej 40, undrer sig over sagens forløb og placering.

Selv bor hun med familien på Avntoftvej 5 i Kværs.

Annonce

Trafikfarligt

- Det har været en proces med mangel på kommunikation og meget lidt lydhørhed om vores bekymringer, siger Tine M. Brodersen og peger blandt andet på adgangsvejen til anlægget ud til Felstedvej, som beboerne mener er problematisk i forhold til trafiksikkerhed på grund af dårlig oversigtsforhold og endnu mangler en myndighedsgodkendelse.

Hans Jørgen Vaarbjerg tilføjer:

- Al gylle skal flyttes to gange på de små veje i forhold til nu. Det får konsekvenser for trafiksikkerheden og vedligehold af kommunevejene. Det bliver ikke kun kørsel til og fra motorvejen, mener Vaarbjerg,

Annonce

Religiøst

De utilfredse borgere undrer sig samtidig over, at området til biogasanlægget forbliver landzone og ikke industrizone. I sidstnævnte tilfælde er minimumsafstanden til naboer nemlig 500 meter mod 300 meter i landzone.

- Det virker som om, at man for enhver pris skal have anlægget placeret her. Det bliver nærmest religiøst med CO2-målet uden at være modtagelig for bekymringer og argumenter, mener Hans Jørgen Vaarbjerg.


Der vil sikkert komme en del mere tung trafik på små veje, når gylle skal hentes rundt i området. For der bliver kamp om gyllen, når der nu også er et anlæg på den anden side af kommunegrænsen i Kliplev. Det bliver ikke kun kørsel til og fra motorvejen.

Hans Jørgen Vaarbjerg


Tine M. Brodersen kalder det en meget rodet proces, hvor man selv har skullet lede efter svar.

- Det virker som om, at man sniger noget i gennem og tilpasser tingene efterhånden, som sagen kører, tilføjer hun.

Selv om spadestikket nu bliver udført håber borgerne imidlertid stadig, at man vil lytte og kan indse, at placeringen i Kværs ikke er optimal.

- Da man planlagde placeringen i Blans blev den jo fraveget til fordel for Glansager. Her gav det ellers mening med nærheden til slagteriet og organisk affald derfra. Hvor er lighedsprincippet i forhold til os, spørger Tine M. Brodersen, som forbereder nye uddybende spørgsmål til byrådet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Politiet efterlyser 30-årig kvinde

Annonce