Annonce
Aabenraa

Borgerne undrer sig: Ældreboliger på landet rives ned

Bovrup Plejecenter set fra oven. Det er de fire boliger øverst i billedet, som nu er revet ned. Foto: Styrelsen for dataforsyning og effektivisering.
Aabenraa Kommune ofrer mange penge på udvikling i landdistrikterne. Samtidig nedrives ældreboliger i Bovrup, Felsted og Kliplev. Det vækker undren. Philip Tietje (V) medgiver, at lokalråd burde inddrages.

BOVRUP: Lars Kruse, der er aktiv borger og brandmand i Varnæs, undrer sig over, at Aabenraa Kommune har nikket ja til nedrivning af fire ældreboliger i byen. Især fordi der rent faktisk var en lokal investor, der gerne ville have købt boligerne.

- Det virker underligt, at man med den ene hånd arbejder for udvikling i landdistrikterne, mens den anden hånd afvikler, siger han.

Det drejer sig om fire af de i alt ti ældreboliger, som den selvejende institution Ældreboliger i Lundtoft, har haft nær plejecentret i Bovrup.

Ældreboliger i Lundtoft, der i sin tid blev oprettet som almennyttige boliger af EGV, er nu under afvikling. Og det betyder, at 19 af de i alt 25 boliger i Felsted, Kliplev og Bovrup rives ned. Det er Aabenraa Kommune, som har haft anvisningsretten til boligerne, og det er også kommunen, der står for nedrivningen.

- Her i Bovrup var der rent faktisk en iværksætter, der gerne ville overtage boligerne. Så fra borgerforeningens side har vi spurgt, om man ikke lige skulle trække i håndbremsen. Men kort efter var de fire boliger revet ned, siger Lars Kruse.

Ifølge ham er en af begrundelserne for nedrivningen, at kommunen gerne vil sikre plads til, at plejehjemmet på et tidspunkt kan udvides, men den køber han ikke.

- Skulle det blive aktuelt, er der plads nok omkring plejehjemmet at bygge på, siger han

Annonce

P-pladser i Kliplev

Den selvejende institution Ældreboliger i Lundtoft blev oprettet af den tidligere Lundtoft Kommune i samarbejde med EGV.

Der blev bygget ni ældreboliger i Felsted, seks i Kliplev og ti i Bovrup.

Boligerne i Felsted er revet ned. Grunden skal bruges til parcelhusgrunde.

I Bovrup er fire af de ti boliger revet ned. Resten skal indgå som en del af Bovrup Plejecenter.

De seks boliger i Kliplev skal rives ned og give plads til et parkeringsareal til Hjernecenter Syd, der overtog byens tidligere plejehjem for nogle år siden.

I høring

Philip Tietje (V), der er formand for kommunens vækstudvalg for land og by, forstår godt, at fremgangsmåden kan vække undren:

- Det er berettiget at stille spørgsmålstegn ved det her, og set i bakspejlet burde vi nok have krydstjekket med lokalsamfundet og sendt nedrivningen i høring, siger han.

Ifølge Philip Tietje kom det lokale initiativ dog for sent til, at kommunen kunne sadle om.

- Desuden er det ikke helt nemt at lade private overtage almennyttige boliger, pointerer han.

Peter Damgaard, der er direktør for Bolig Syd, bekræfter, at det kan være besværligt. I dette tilfælde kunne det dog godt lade sig gøre, eftersom den selvejende institution kan lukkes ned uden gæld. Det er Bolig Syd, der har stået for administrationen af de 25 boliger i Felsted, Kliplev og Bovrup.

Det er fire af institutionens i alt ti boliger i Bovrup, som nu er revet væk. De seks øvrige kommer i stedet til at indgå som en del af Borup Plejecenter.

- De fire nedrevne boliger ligger tæt på plejecentret, og vi vil gerne forhindre en uheldig sammensætning af beboere i området, pointerer Tietje.

Dyre boliger

Det er kommunen, der har købt alle 25 boliger og står for nedrivningen af 19 boliger. Det kan betale sig rent økonomisk, fordi kommunen har haft anvisningsret til bolgerne, og de har været meget svære at leje ud.

Når de ikke er udlejet har kommunen skullet betale huslejen. I 2018 brugte Aabenraa Kommune i alt tre millioner kroner på at betale husleje for tomme boliger fordelt over hele kommunen.

- Jeg synes faktisk, at vi har tænkt os rigtigt godt om i denne sag. Vi kunne ikke bruge bogligerne, så det har været fornuftigt at rive dem ned, mener Karsten Meyer Olesen (S), der er formand for kommunens socialudvalg. Det er socialudvalget, der står med udgifterne til den såkaldte tomgangshusleje.

Lars Kruse, Bovrup, undrer sig over, at kommunen ønsker udvikling i landdistrikterne og alligevel river boliger ned. Foto: Privat.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce