Billund: Sommeren nærmer sig, og mange er allerede godt i gang med at planlægge sommerferien. Skal man til udlandet, så er det nu tid til at finde passet frem fra gemmerne og tjekke, om det stadig er gyldigt.
- Her i foråret er der normalt altid et øget pres på vores tidsbestilling, da mange skal have nyt pas. I år har vi dog ekstraordinært lang ventetid, da vi fortsat har mange henvendelser fra borgere, som har brug for hjælp til MitID, fortæller Lea Ahm, teamleder for Borgerservice.
Borgerservice i Magion Biblioteket holder ekstra åbent for bestilling og fornyelse af pas torsdag den 19. maj og torsdag den 16. juni kl. 18-20. I dette tidsrum er det ikke nødvendigt at bestille tid. Vær dog opmærksom på, at der kan forekomme ventetid.
Har man brug for et pasfoto, så er der hjælp at hente i Borgerservice. Personalet kan tage et pasfoto, men du har også mulighed for selv at tage et ved Selfie Stationen.
På borger.dk kan man starte pasansøgning op hjemmefra.