Annonce
Billund

Borgmester & co. sender brokkebrev til minister: Det haster med den jernbane!

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) kommer en af de nærmeste dage til at modtage et brev, hvor Billund Kommune udtrykker stor utilfredshed med regeringens beslutning om at udskyde en jernbane til Billund til efter 2023. Polfoto

Billund Kommune er utilfreds med, at regeringen har udskudt planerne om en ny jernbane til Billund til efter 2023. Det får den ansvarlige minister nu klar besked om.

Billund: Et brev vil inden længe ende hos transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), hvori Billund Kommune udtrykker utilfredshed med beslutningen om at udskyde anlæggelsen af en jernbane til Billund til efter 2023.

Det er politikerne i økonomiudvalget, som er blevet enige om at sende et sådant brev til ministeren.

- Vi synes, at den udsættelse af banen er forkert. Derfor sender vi et brev til ministeren med vores holdning, siger borgmester Ib Kristensen (V).

Regeringen har besluttet, at en jernbane til Billund først kan tilsluttes den eksisterende bane, når det nuværende signalprogram er afsluttet, hvilket sker i 2023.

"Økonomiudvalget er uforstående over for denne beslutning, da det haster med forbindelsen, og da det oprindelige udgangspunkt var, at jernbanen skulle være færdig i 2019," skriver Billund Kommune i brevet.

Annonce

Billundbanen

En jernbaneforbindelse fra Vejle til Billund er en del af Togfonden - et forlig, som er indgået mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale og SF.Oprindeligt skulle banen stå klar i 2019, men det er flere gange blevet udskudt.

Seneste melding fra regeringen er, at banen først kan blive lavet, når et nyt signalsystem er rullet ud i hele landet, dvs. efter 2023.

Forbindelsen haster

Ole Birk Olesen har ved en tidligere lejlighed, hvor folketingsmedlem Troels Ravn (S) stillede ham et konkret spørgsmål, slået fast, at en jernbane til Billund ikke kan komme på tale før efter 2023, hvor det nye signalsystem er rullet ud i hele landet.

Det førte til undren hos Troels Ravn, og nu udtrykker Billund Kommunes økonomiudvalg præcis den samme undren: På strækningen mellem Vejle og Struer, hvor Billund-banen skal tilsluttes på et endnu ikke fastlagt sted, er det nye signalsystem nemlig færdigt allerede i 2020.

"Såfremt dette nye signalsystem er en altafgørende forudsætning, bør arbejdet med projektering, ekspropriering og selve anlægsfasen tilrettelægges således, at jernbaneforbindelsen Vejle-Billund er klar til indvielse samtidig med ibrugtagning af signalsystemet. Dette synes at være en strategi uden risici," lyder det i brevet fra kommunen til ministeren.

Billund Kommune slår endvidere på, at Billund er en by med usandsynligt mange arbejdspladser i forhold til indbyggertallet, og at jernbanen kan få stor betydning for både lufthavnen samt for byens turistattraktioner - både Legoland, Lalandia og Lego House, som står færdigt senere i år.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce