Annonce
Esbjerg

Borgmester: Energistyrelsen optræder næsvist i sag om Esbjergværket

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er ikke ligefrem i rosehumør efter Energistyrelsens afgørelse af tvisten mellem Din Forsyning og energigiganten Ørsted. Arkivfoto: Torben Meyer, Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
Din Forsyning påklager efter alt at dømme ikke Energistyrelsens afgørelse om at give Ørsted tilladelse til at lukke Esbjergværket per 1. april 2023. Men borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) er ikke imponeret over Energistyrelsen.
Annonce

Esbjerg, Varde og Fanø kommuner: Energistyrelsens beslutning om, at den statslige energigigant Ørsted må lukke det kulfyrede Esbjergværket ned om små tre og et halvt år, bliver formentlig ikke påklaget til Energiklagenævnet.

Det siger Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), som repræsentant for den ene af ejerne i det fælleskommunale Din Forsyning, som Varde Kommune er medejer af og som senest 1. april 2023 skal være klar med en løsning, der sikrer forsyningen af varme til 25.000 kunder i de to kommuner og små 1.000 husstande på Fanø.

Men det ville være synd at sige, at Energistyrelsens beslutning får roser med på vejen fra Esbjerg-borgmesteren, og det gør heller ikke Energistyrelsen pointering af, at det i henhold til varmeforsyningsloven påhviler kommunen at planlægge varmeforsyningen. Faktisk er der ingen tvivl om, at Frost Rasmussen betragter det sidste som mere end næsvist.

Sagen kort

  • Som vi kunne fortælle i tirsdagens udgave af JydskeVestkysten, afgjorde Energistyrelsen mandag efter længere tids tilløb en tvist mellem energiselskabet Ørsted og Din Forsyning om tidspunktet for lukning af Esbjergværket. Ørsted har tidligere meddelt sine aktionærer, at man vil udfase kulfyring med udgangen af 2022, og blandt andet derfor har Ørsted kæmpet med næb og kløer for, at Esbjergværket kunne lukkes på den dato.
  • Din Forsyning har kæmpet ligeså hårdt for at få mere tid til at etablere den rette, fremtidssikrede og grønne løsning - helt præcist fem kvartaler ekstra fra udgangen af 2022 - men Energistyrelsen ville altså til syvende og sidst kun gå med til tre måneder ekstra.
  • Esbjergværket, der kan fyres med kul eller olie, producerer både el og varme. Værket er oprindelig sat i drift i 1992 og leverer elektricitet til elnettet og fjernvarme til Esbjerg, Varde og Nordby på Fanø.
Annonce

Goddag mand økseskaft

- Energistyrelsen leverer i en pressemeddelelse om beslutningen - der i øvrigt er et totalt knæfald for Ørsted, som har lovet aktionærerne at udfase kul med udgangen af 2022 - en total ansvarsfraskrivelse. Kommunerne har ansvaret for varmeforsyningssikkerheden, skriver styrelsen - ja, goddag mand økseskaft, det er da fint, at man sidder bag et skrivebord i København og bestemmer, hvornår Ørsted må standse varmeproduktionen, og så lytter man ikke til argumenterne fra Din Forsyning og kommunerne, der har det lokale kendskab. Vi er helt klar over, at vi har myndighedsansvaret, siger Frost Rasmussen og fortsætter:

- Vi vil hellere end gerne levere et alternativ til Esbjergværket så hurtigt, som muligt, for det er økonomisk og miljømæssigt godt for borgerne i Esbjerg og Varde, men vi kan og vil ikke tilsidesætte alle demokratiske processer. Vi har en plan for fremtidens varmeforsyning, men en række elementer skal i offentlig høring og gå sin gang i eventuelle klageprocesser, og det tager som bekendt den tid, det tager, siger han og tilføjer, at det stort set bliver umuligt at nå i mål, hvis der opstår de mindste forhindringer undervejs.

Borgmesteren erkender dog, at det ekstra kvartal, Energistyrelsen har besluttet at forlænge Esbjergværkets produktionstid med, er bedre end intet.

- Det er selvfølgelig langt bedre end ingenting og sikrer trods alt reelt en ekstra varmesæson. Men jeg har stadig - med det, jeg har nået at læse i begrundelsen for afgørelsen - svært ved at få øje på den saglige begrundelse. Og betingelsen for, at vi overhovedet kan etablere de alternative løsninger, som vi har planer om, er, at Energistyrelsen leverer en dispensation fra kraftvarmebindingen, siger Jesper Frost Rasmussen.

Annonce

Ingen garanti

Bindingen, der fordrer, at der skal produceres el og varme i samproduktion i de større byer, ville tvinge Din Forsyning og dermed borgerne til at investere i et kombineret el- og varmeværk til biomasse, og i december 2018 meddelte daværende energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), at man ville være indstillet på at give Esbjerg dispensation fra kraftvarmebindingen. Men Din Forsyning har reelt ingen garanti for, at man rent faktisk får dispensationen fra Energistyrelsen.

Energistyrelsen er blevet foreholdt borgmesterens udtalelser, men kontorchef ved Energistyrelsen, Lars Nielsen, siger blot i et skriftligt svar:

”Energistyrelsen har i sin afgørelse lagt vægt på, at Esbjergværket står til rådighed i hele fyringssæsonen frem til 1. april 2023, hvorefter varmeforsyningssikkerheden i månederne herefter vil kunne sikres via anden kapacitet. Det er vores vurdering, at en frist frem til 1. april 2023 giver DIN Forsyning rimelig tid til at etablere den alternative varmeforsyning”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Budskabet er forstået – vistnok

Annonce