Annonce
forside

Borgmester: Fjern blikket fra hullerne i osten

Få armene op - det er fantastisk at bo og drive virksomhed i Esbjerg Kommune, lød det fra borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), da han holdt tale ved årets nytårskur. Foto: Chresten Bergh

Jesper Frost Rasmussens (V) tale ved årets nytårskur for erhvervslivet indeholdt både roser og en lille opsang til de forsamlede repræsentanter for kommunens erhvervsvirksomheder.

Annonce

Esbjerg: Den sidste slide, borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) viste på storskærmen i Musikhuset ved erhvervslivets nytårskur torsdag aften, var en løber fra Esbjerg City Half med armene over hovedet.

Med dét billede fulgte en venlig opsang fra kommunens ikke længere helt så nye førstemand, der opfordrede repræsentanterne fra erhvervslivet i Esbjerg Kommune til at følge trop: Armene op over hovedet, tak.

- Vær stolte af den kommune, jeres virksomheder bor i. Lad nu være med at se hullerne i osten. Det er ikke bare "fint nok" i Esbjerg Kommune - det er faktisk fantastisk. Vi skal være ambassadører for vores kommune og lægge den vestjyske beskedenhed væk, lød det fra borgmesteren, der også opfordrede erhvervsfolkene til at smække ja-hatten på hovederne, når de udfylder Dansk Industris årlige undersøgelse af det lokale erhvervsklima i landets kommuner:

- Hvis I som de vestjyder, I er, synes, at erhvervsklimaet er godt, så sæt kryds ved "fantastisk". Og er der problemer, så kom med dem til mig, så vi kan få dem løst. Lad os få noget mere positiv energi omkring vores kommune, sagde borgmesteren blandt andet.

Forinden havde han underbygget sin påstand om, at Vestjylland kan mere, end man går rundt og praler af, ved at henvise til en undersøgelse fra Danmarks Statistik af landets mest produktive områder. Esbjerg er nummer tre - lige efter først Ringkøbing-Skjern og Københavns kommuner:

- Vi er rent faktisk et sted, hvor hjulene drejer rigtig godt. Det tredje mest produktive område i landet - vi er langt foran Odense, Horsens, Århus og Herning. Man får altså mere for pengene i Esbjerg - produktiviteten er højere, og det er en stor ros til virksomheder og medarbejdere.

Vær stolte af den kommune, jeres virksomheder bor i. Lad nu være med at se hullerne i osten. Det er ikke bare "fint nok" i Esbjerg Kommune - det er faktisk fantastisk.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V)
Annonce

Hjælp til

Ud over selvfølgelig at runde Facebooks kommende datacenter ved Andrup og dets potentiale udi nye arbejdspladser, kom borgmesteren ind på den bosætningsanalyse, som kommunen netop har fået udarbejdet. Hvis ikke Esbjerg skal overhales af Vejle som landets femtestørste kommune, skal der turbo på bestræbelserne på at øge bosætningen - blandt andet er der stort potentiale i forhold til nyuddannede og studerende. Og her kan erhvervslivet hjælpe, lød det fra Frost Rasmussen, henviste til en samarbejdsform, som canadiske Halifax har stablet på benene:

- Jeg håber, erhvervslivet her i kommunen vil være med på samme model - hvis vi nu i fællesskab kunne give de studerende garanti for deres første job, så kunne det være med til at fastholde dem som borgere her. Eksempelvis hvis man sikrer dem de første tre-fire måneder eller et halvt år, så de fik mulighed for at se det lokale arbejdsmarked an. Så vil chancen for, at de bliver her, være langt større. Vi skal bruge mere arbejdskraft, og vi skal have flere indbyggere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Den irske pub i turistby får bøde og sur smiley

Annonce