Annonce
Esbjerg

Borgmester kalder partifælles selv-erklærede mærkesag for fuldstændig urealistisk: Vil koste 63,7 millioner kroner om året

Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) hælder fuldkommen Britta Bendix (V) selverklærede mærkesag om at arbejde for maksimalt 21 elever i folkeskoleklasserne i Esbjerg Kommune ned ad brættet. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Venstre-byrådsmedlem Britta Bendix', der overvejer skoletilbud til sit barn uden for kommunens grænser, kan godt droppe sin selv-erklærede mærkesag om at arbejde for maksimalt 21 elever i Esbjerg Kommunes skoleklasser. Det vil koste et gigantisk beløb, og det bliver ikke noget, borgmesteren vil hverken arbejde for eller tage med i budgetforhandlingerne.

Esbjerg Kommune: Det vil årligt koste 63,7 millioner kroner ekstra til Esbjerg Kommunes folkeskoler - og et stort, ukendt millionbeløb til ombygninger af de eksisterende skoler, så der kan fremskaffes flere klasselokaler - hvis Venstre-byrådsmedlem Britta Bendix' selvudråbte politiske mærkesag om maksimalt 21 elever i hver klasse skulle realiseres.

Det er fuldkommen urealistisk og det er ikke - og bliver ikke - en mærkesag for Venstre, hvor sympatisk idéen end måtte være, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V):

- Jeg tror, at alle i byrådet godt kunne drømme om færre elever i klasserne, men det er fuldkommen urealistisk at tænke sig maksimalt 21 elever i folkeskole-klasserne på både kort og lang sigt. Venstre er et ansvarligt parti, og vi bringer ikke forslag frem, som vi ikke kan anvise finansiering til, siger han.

Annonce

Det skrev Bendix

Byrådsmedlem Britta Bendix (V), der også er medlem af Børn & Familieudvalget, som er det politiske udvalg for blandt andet kommunens folkeskoler, efterlyste i facebook-gruppen "For os der bor i Hjerting", andre forældres erfaringer med Billum Friskoles transportordning, hvor en bus afhenter børn i Hjerting, Sønderris og Tarp. Efterlysningen kom i forbindelse med, at Britta Bendix' ældste barn skal i skole efter sommerferien.

Britta Bendix blev af en anden borger konfronteret med, at "Det står skidt til, når vores politikere ikke tror på folkeskolen", hvorefter Britta Bendix forklarer, at hun "kæmper for alle vores børn for en god folkeskole!"

Og videre skrev hun blandt andet:

"...vores kommune er under pres, så det er et langt sejt træk. Et træk som jeg gerne tager for vores alles skyld, men jeg kan ikke alene udøve mirakler - og slet ikke inden august, når skoleåret starter. Jeg vil arbejde for max 21 børn i klasserne....".

Sådan startede det

Debatten er opstået, fordi Britta Bendix, der lige nu er på barselsorlov, men ellers er medlem af Børn & Familieudvalget, hvorunder Esbjerg Kommunes skolevæsen hører, lige nu overvejer at sende sit ældste barn, der skal i skole efter sommerferien, uden for kommunegrænsen, nærmere bestemt Billum Friskole. I facebook-gruppen "For os der bor i Hjerting" efterlyser hun således andre forældres erfaringer med friskolens transportordning, hvor en bus afhenter børn i Hjerting, Sønderris og Tarp.

Om årsagen hertil svarede Britta Bendix blandt andet JydskeVestkysten, at de nuværende klassestørrelser i kommunens skoler "skriger mig i ørerne. Jeg har samtidig en dreng, hvor jeg ikke er sikker på, at en stor klasse er det bedste for ham".

Og til spørgsmålet om, hvilket signal hun sender til andre borgere ved at fravælge folkeskolen i sin egen kommune, lød svaret:

"Jeg sender et signal om, at jeg gerne vil gøre det bedre end i dag, at jeg arbejder for maksimalt 21 børn per klasse for alle kommunens børn. Det er en af de væsentligste årsager til, at jeg er gået ind i politik".

Ikke på huskelisten

Realismen i angiveligt at arbejde for en så dramatisk nedsættelse af klassekvotienten blev udfordret af formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen (SF), og JydskeVestkysten anmodede derefter Esbjerg Kommunes økonomiafdeling om at regne på, hvad en gennemførelse af Britta Bendix mærkesag ville koste.

Svaret er de nævnte 63,7 millioner ekstra årlige driftskroner til folkeskolen samt en gigantisk anlægsudgift, for en gennemførelse af en maksimal grænse på 21 elever også vil medføre behov for ekstra 86 klasselokaler til at rumme de mindre, men flere klasser.

- Vi ved ikke på hvilke skoler, det vil være nødvendigt at bygge ekstra klasselokaler, for der er nogle skoler, der har pladsen til rådighed. Men godt bud er, at langt de fleste skoler vil få brug for at bygge klasselokaler til. Jeg tror, at alle kan se, at det er et helt urealistisk mål med så store driftsomkostninger og anlægsinvesteringer - både på kort og længere sigt. Selv hvis vi fik eksempelvis 100 ekstra, årlige millioner, så har vi skåret ind til benet på en lang række følsomme områder, såsom eksempelvis voksenhandicappede og ældre, og det holdt hårdt at friholde folkeskoler og dagtilbud for store besparelser, siger Frost Rasmussen.

Så Venstre går ikke til budgetforhandlinger med forslag om maksimalt 21 elever i klasserne?

- Nej.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Se de nyeste tal: 77 indlagte corona-patienter i Region Syddanmark

Danmark

Live: Nu har 179 personer med coronavirus mistet livet i Danmark

Esbjerg

Esbjerg løber sammen og hver for sig

Annonce