Annonce
Tønder

Borgmester om højspændingslinje: Det er en ommer

Den røde stiplede linje markerer, hvor 400-kV-linjen skal graves ned. Strækningen ved Bredebro er 2,7 kilometer øst for byen, mens ledningen graves ned over en strækning på 2,3 kilometer ved Rørkær øst for Tønder. Skitse: Energinet.dk
Tønder-borgmester Henrik Frandsen (V) er alt andet end begejstret for den linjeføring, der skal sikre højspænding fra Idomlund ved Holstebro til grænsen sydøst for Tønder. Det er en ommer, siger han.

TØNDER: Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen (V), er alt andet end tilfreds med det højspændingsforslag, som Energinet.dk fremlagde tirsdag.

Den 170 kilometer lange 400-kV-linje, der går fra Holstebro til grænsen sydøst for Tønder, har været længe ventet - og frygtet. Og det bud, Energinet.dk fremlagde tirsdag, er ikke til at leve med, mener borgmesteren.

- Det er en ommer, lyder det kort og kontant.

Henrik Frandsen hæfter sig især ved tre ting i den foreløbige linjeføring.

Ifølge borgmesteren har Energinet.dk tidligere meldt ud, at 15 procent af højspændingslinjen kan graves ned.

- I Tønder Kommune lægges der op til, at 10 procent skal graves ned. Det er i underkanten og en ommer, siger borgmesteren og kommer ind på sin anden anke.

Annonce

Jeg er overbevist om, at jeg alene i Tønder Kommune kunne tælle mig frem til 380 husstande, der burde være berettigede til erstatning.

Henrik Frandsen (V), borgmester, om den nye 400-kV-linje

"Latterligt små" erstatninger

Ifølge Energinet.dk vil den nye linjeføring berøre 380 husstande langs strækningen. Men det tal slår slet ikke til, mener Frandsen:

- I min verden er det ikke ret meget, når man tænker på, at linjeføringen er 170 kilometer lang. Jeg er alvorligt bekymret over, at Energinet.dk mener, at kun 380 ejendomme skulle være berørt langs hele linjen. Jeg er overbevist om, at jeg alene i Tønder Kommune kunne tælle mig frem til 380 husstande, der burde være berettigede til erstatning.

Tønder-borgmesteren er af den overbevisning, at statens erstatningsstørrelser er små - med borgmesterens egne ord faktisk "latterligt små".

Symbolske penge

Netop erstatningernes størrelse er borgmesterens tredje anke.

- Hvis den samme linje skulle gå gennem Nordsjælland, ville erstatningskravene være helt anderledes høje. Hvis man for eksempel har et hus i Tønder Kommune, der er 300.000 kroner værd, og får fem procent i erstatning, så er det bare 15.000 kroner - i Nordsjælland koster husene måske syv millioner kroner - og her ville erstatningen være tilsvarende højere, siger borgmesteren og kalder den potentielle erstatning i Sønderjylland for "symbolsk".

Henrik Frandsen overvejer nu, om han på vegne af Tønder Kommune også skal kommentere linjeføringen:

- Jeg tænker mig, at jeg med et høringssvar giver min mening til kende på vegne af hele Tønder Kommune.

Frem til den 21. oktober kan borgerne komme med bemærkninger til Energinet.dk's foreløbige forslag til linjeføringen.

De sorte prikker med et nummer indikerer de højspændingsmaster, der skal bære 400-kV-linjen fra Idomlund til grænsen. I øvrigt er den endelige tilslutning til den tyske linjeføring endnu ikke fastlagt. Skitse: Energinet.dk
Borgmester Henrik Frandsen (V) kalder Energinet.dk's foreløbige linjeføring for en ommer. Arkivfoto: André Thorup
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce