Annonce
Tønder

Borgmester prioriterer tryghed når skoler og institutioner åbner

Borgmester Henrik Frandsen prioriterer tryghed, når institutioner og skoler skal genåbnes. Arkivfoto: André Thorup
Borgmester Henrik Frandsen mener, at Tønder Kommune kan have nogle muligheder, man ikke har i større byer, når skoler og daginstitutioner skal genåbnes.

Tønder: Efter statsminister Mette Frederiksens udmelding om, at daginstitutioner og folkeskoler genåbnes fra onsdag efter påske, skal der sættes gang i et større arbejde i Tønder Kommune. Der skal gøres klar til, at skoleelever og børnehavebørn kan vende tilbage.

For borgmester Henrik Frandsen (V) er en ting vigtigst i genåbningen.

- Det er jo, at vi får gjort det på en måde, så forældrene er trygge ved at sende deres børn afsted, og så medarbejderne, der skal arbejde der, også er trygge ved at tage på arbejde og arbejde sammen med andre mennesker. Det tænker jeg, der ligger en meget stor opgave i, fortæller Henrik Frandsen.

- Der vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan fra vores side, for at skabe så trygge rammer som overhovedet muligt både for børnene, for forældrene, men også for de medarbejdere, der er der, fortæller borgmesteren.

Han kan ikke komme med en detaljeret plan for en tryg genåbning allerede nu.

- Men det er selvfølgelig ved at sikre, at der er så højt hygiejne-niveau som muligt, at man har så meget plads omkring sig som muligt og den slags ting. Men det skal vi til at arbejde på, fortæller han.

Annonce

Der vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan fra vores side, for at skabe så trygge rammer som overhovedet muligt både for børn, for forældrene men også for de medarbejdere, der er der.

Henrik Frandsen, borgmester.

Krav skal håndhæves

Oplægget fra regeringen er, at skolerne åbner for elever til og med femte klasse, samt at daginstitutionerne åbnes - det skal ske fra den 15. april, og det er denne dato, der styres efter i Tønder Kommune.

Borgmester Henrik Frandsen fortæller, at han vil involvere børn- og skoleudvalget i arbejdet med genåbningen.

Borgmesteren peger på, at hygiejnekrav, regler og retningslinjer skal håndhæves - det skal tænkes ind i åbningen.

- Heldigvis - kan man sige - så er det forår og godt vejr, og vi har rigtig meget plads rundt om vores institutioner. Den vej rundt har vi nogle muligheder, som man måske ikke har i de større byer, med at man kan sende børnene ud, og de kan have god plads omkring sig, når de leger udenfor, siger borgmesteren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce