Annonce
Aabenraa

Borgmester: Tanken om et sundhedshus lever stadig

Den gamle Kvickly-bygning, som her ses bagfra, og det tidligere Hotel Danmark, der skimtes i baggrunden, skal nu rives ned, hvis ellers politikerne bliver enige om at afsætte penge til formålet. Hvad der skal bygges op i stedet, er dog ikke helt klart endnu. Arkivfoto: Jacob Schultz
Planen om et sundhedshus er ikke helt død. Nu bliver den gamle Kvickly-bygning revet ned sammen nabobygningerne mod nord. Kommunen venter på investorer.
Annonce

AABENRAA: Et fint, nyt sundhedshus i Aabenraa med praktiserende læger, forskellige behandlere og kommunale tilbud på sundhedsområdet bliver ikke en realitet lige foreløbig.

Huset skulle ligge på den forladte Kvickly-bygnings grund, men planen fik et skud for boven på grund af coronakrisen. En investor, der ville bygge hotel, sundhedshus og boliger i området ved Ramsherred og Nørreport, sprang fra, og på byrådets møde i maj besluttede de folkevalgte at sætte planerne på pause.

- Det projekt var koblet op på én bestemt investor, og da han sprang fra, fik vi et behov for at kigge det hele nærmere efter og se, hvad vi kan strikke sammen, siger Karsten Meyer Olesen (S), der er formand for social-og sundhedsudvalget.

Annonce

Kommunal opgave?

Borgmester Thomas Andresen (V) har heller ikke opgivet tanken:

- Ideen om at skabe rammerne, så vi kan få et fagligt miljø omkring læger og behandlere, har vi ikke opgivet, pointerer han.

Borgmesteren stiller dog spørgsmålstegn ved, om det er en kommunal opgave at bygge nyt med det formål at leje det ud til private erhvervsdrivende - hvilket de praktiserende læger jo reelt er.

- Det har aldrig givet mening, at kommunen skulle bygge til læger og fysioterapeuter, mener Thomas Andresen.

Ifølge kommunaldirektør Tom Ahmt er der dog ikke noget i loven, der forhindrer kommunerne  i at bygge lægehuse. Det var jo netop på den baggrund, at Sundhedsministeriet afsatte en pulje til formålet, hvoraf Aabenraa fik tildelt  6,7 millioner millioner kroner.

Annonce

Venteposition

Selv om byggeplanerne i den østlige side af Nørreport fra Kvickly-bygningen til det tidligere Hotel Danmark er sat på pause, bliver området formentlig ryddet inden så længe.

- Jeg håber, at vi på budgettet finder penge til nedrivningen, så området ikke står og forfalder. Så må vi finde noget midlertidigt, vi kan bruge området til, indtil der er investorer, der vil bygge, siger Thomas Andresen.

Han er åben over for tanken om, at der godt kan være flere forskellige investorer, der opfører boliger eller hotel, klinikker eller kontorer på området.


Det har aldrig givet mening, at kommunen skulle bygge til læger og fysioterapeuter.

Borgmester Thomas Andresen (V)
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce